Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Over 1.600 ønskede at stille op til præsidentvalget i Iran på fredag. Men det magtfulde præsteskab – Vogternes Råd – fandt kun 6, der var ’kvalificerede’. Her hænger en plakat med en af de opstillede.
Foto: Anders Jerichow

Over 1.600 ønskede at stille op til præsidentvalget i Iran på fredag. Men det magtfulde præsteskab – Vogternes Råd – fandt kun 6, der var ’kvalificerede’. Her hænger en plakat med en af de opstillede.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hør, der mangler nogen ved Irans præsidentvalg

Vælger iranerne i denne uge en reformtilhænger eller en kritiker af politiske reformer og atomaftalen med USA? Svar: De vælger den, der skaffer nye jobs

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Entusiastiske skarer af vælgere mødes på pladser og stadioner. Tv viser opildnede debatter mellem spidskandidaterne. Teherans træer og butikker bærer valgplakater med billeder af rare mænd. Det ligner et klassisk demokrati.

Og dog. Helt klassisk er det måske ikke.

Der mangler simpelthen nogen på plakater og podier, nu hvor Iran fredag skal vælge præsident for de næste fire år.

Der mangler for eksempel kvinder. Ingen kvinde er godkendt. Men der mangler også mange mænd. Mere end 1.600 ønskede at stille op. Men Vogternes Råd – præsteskabets magtfulde centrum – fandt kun seks ’kvalificerede’.

Om det er fup og fidus, diskuteres ikke åbent i Iran

Det ramte sågar den tidligere præsident Mahmoud Ahmadinejad. Men mange flere end ham.

Der mangler også nogle af Irans intellektuelle stjerner. På den religiøse side stiller ikke en eneste storayatollah op. På den liberale side mangler nobelpristageren Sherin Ebadi, som er søgt i eksil i England.

Fra den feministiske front mangler Parveen Adalan, som har fundet eksil i Sverige. Og blandt de store fortalere for demokratisk frihed mangler Narges Mohammedi, som sidste år fik 16 års fængsel for sin aktivisme.

I Teherans forårslune gader – godt 30 grader nede i bymidten – er det derfor magthavernes stærkt begrænsede tilbud til borgerne, der figurerer på valgplakaterne.

Om det er fup og fidus, diskuteres ikke åbent i Iran. I stedet spørger vi telefonisk en Iran-specialist, Ali Alfoneh fra tænketanken Atlantic Counci i USA.

»Nej«, siger Alfoneh: »Selvfølgelig viser den fokuserede udvælgelse, at der er tale om et begrænset valg. Men der har ikke været tradition for regulær og omfattende fusk ved stemmeafgivelsen. Den giver et udtryk for, hvilken retning vælgerne vil gå i – blandt de muligheder, der nu engang tilbydes«.

Ingen har råd til at være ligeglad

Præsteskabets udvalgte skændes, så det brager, om Irans økonomi, om den omstridte atomaftale, om balancen mellem religion og magt, om arbejdsløshed og om kvinders vilkår.

For de iranske vælgere er det manglende jobs og uindfriede løfter om vækst, som trænger sig på.

For den arabiske verden på den anden side af Den Persiske Golf er det afgørende, om de iranske vælgere vil stemme for endnu en periode til den nuværende præsident, Hassan Rouhani, som lagde navn til atomaftalen, eller en af kritikerne af aftalen, der lægger låg på Irans atomare ambitioner.

Og hverken Vest eller Øst – hverken USA, Europa eller Rusland – har politisk eller militært råd til at være ligeglad med, hvilke vinde der politisk og militært blæser i Iran.

Den præstestyrede stormagt i Mellemøsten er militært engageret til støtte for magthaverne i Syriens og Iraks krige, til fordel for oprørerne i Yemens krig og politisk involveret til støtte for de shiitiske mindretal i Libanon, Bahrain og Kuwait.

»Men det er hverken atomaftalen eller krigene i Mellemøsten, der driver valget i Iran«, siger en diplomat i Teheran: »Iranerne venter stadig på, at de får noget ud af atomaftalen. Rouhani stillede økonomisk vækst i udsigt. En tredjedel af alle unge mænd og hver anden unge kvinde er alligevel stadig ramt af arbejdsløshed«.

Men Irans eksport af de 20 mest efterspurgte varer til EU-landene er steget mellem 28 og 100 procent det seneste år, skriver iranske medier. Og modsat er nye varer, også luksusvarer, fra Vesten på vej ind. Nogle er importeret helt efter reglerne, andre er smuglet ind fra de arabiske naboer. iPhones er allerede et hit på Teherans unge cafeer.

På et eller andet tidspunkt ventes beskæftigelsen at følge med. Og i en analyse i Teheran Times, som gerne ligger tæt på den øverste leder, lægges vægt på, at Rouhani har fået has på den inflation og det økonomiske rod, som hans forgænger, Mahmoud Ahmadinejad, efterlod for fire år siden.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Revolutionens fremtid

Udefra holdes der øje med, om iranerne vælger reform eller principfast islamisk revolution. Det er rigtignok en del af valgkampen. Men også dét er i sidste ende styret oppefra.

Iranerne kan ikke diskutere, om de overhovedet ønsker en fortsat ’islamisk revolution’. At anfægte præsteskabets ret til magt fører ikke til en plads på stemmesedlen, men direkte i fængsel.

Udefra holdes der også øje med, om iranerne vælger politisk frihed og menneskerettigheder, eller om de vælger religiøse familieværdier og islam.

Det er i Iran i lige så stor udstrækning en rivalisering mellem moderne storbyliv som i Teheran, Isfahan og Shiraz og traditionelt landsbyliv, som det leves i en stor dels af landet.

»Selve posten som præsident rummer ikke i sig selv meget magt i forhold til den øverste leder«, siger en iransk kilde, der forsker i landets politik. »Det er omvendt. En præsident med et stort netværk kan modsat tilføre posten en stor indflydelse i det løbende opgør med den øverste leder, præsteskabet, revolutionsgarden og parlamentet, som ellers konkurrerer om magten«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden