Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Efter Ruslands annektering af Krim skruede Nato op for øvelser som denne i Polen, hvor amerikanske, britiske og polske soldater indsættes fra luften.
Foto: Alik Keplicz/AP

Efter Ruslands annektering af Krim skruede Nato op for øvelser som denne i Polen, hvor amerikanske, britiske og polske soldater indsættes fra luften.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Nato’s oprustningsplan bygger på et forældet og tilfældigt 2-procents mål

Der findes ikke et dokumenteret militært behov bag Nato’s mål om, at medlemmerne skal bruge 2 procent af bnp på forsvar. Tallet skulle sikre opbakning til højere forsvarsudgifter, men Trump gjorde det til et ’medlemskontingent’.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Når 28 stats- og regeringschefer torsdag mødes i Bruxelles til mini-topmøde i Nato, bygger deres vigtigste diskussion på en over 10 år gammel relativt tilfældig gennemsnitsberegning af medlemslandenes forsvarsbudgetter.

Beslutningen om at »stræbe imod at bruge 2 procent af bruttonationalproduktet (bnp) til forsvarsudgifter i 2024« blev vedtaget af den samme kreds af absolutte topledere i 2014 som en slags politisk ledestjerne for flere bevillinger til landenes forsvar. Nu er de 2 procent – efter præsident Donald Trump har sat spørgsmålstegn ved alliancens interne solidaritet – vokset til at ligne et amerikansk ultimatum til medlemslandene.

I dag dominerer det eksakte mål den sikkerhedspolitiske agenda, ikke bare i Nato, men også på verdensplan.

Politiken har talt med en række danske og internationale Nato-eksperter om, hvorfra det præcise krav om 2 procent af bnp til forsvaret stammer. Hvordan det er opstået, samt om der findes egentlige militærtekniske og strategiske beregninger af, hvorfor målet ikke er for eksempel 2,5 eller måske 1,7 procent af bnp.

Eksperterne kender ikke til nogen beregninger eller regnestykker. De peger på, at tallet 2,0 procent oprindeligt ikke skulle tages bogstaveligt, men nærmere var et forsøg på at stoppe de europæiske nedskæringer og starte en opadgående kurve i landenes forsvarsudgifter.

»Jeg er ikke sikker på, at de europæiske stats- og regeringschefer havde skrevet under på dokumentet i 2014 i Wales, hvis de havde vidst, at der ville komme en præsident Trump i USA, med den byrdefordelingsdagsorden, han har«, siger institutleder Jens Ringsmose fra Forsvarsakademiets Institut for Militære Operationer.

»Man forestillede sig ikke en administration i USA, der ville gå så firkantet til det her, som Trump-administrationen rent faktisk gør«, siger Jens Ringsmose.

Alle ved, at tallet 2,0 procent ikke er specielt brugbart

Han betegner de 2,0 procent som en slags ’slag på tasken’. En rapport til det britiske parlament i 2015 konstaterede, at der »ikke findes nogen egentlig begrundelse for niveauet på to procent af bnp – tallet repræsenterer ikke nogen kritisk grænse eller ’tipping point’ (vendepunkt, red.) for så vidt angår militær kapacitet«.

Ingen kan sige, præcis hvornår de 2 procent begyndte at optræde i Nato’s papirer. Men kravet om, at Nato’s medlemslande senest i 2024 skal bruge 2 procent af deres bnp på forsvarsudgifter, stammer tilbage fra årtusindskiftet, hvor USA støttet af Storbritannien og Frankrig indledte en offensiv for at stoppe de europæiske besparelser på forsvarsbudgetterne.

Den skæve byrdefordeling har i dag ført til, at USA står for over 70 procent af alliancens samlede forsvarsudgifter.

»Mig bekendt eksisterer der ikke nogen minutiøs beregning med afsæt i de mulige trusler, hvor man så har regnet baglæns til, hvor store kapaciteter der er brug for og yderligere baglæns til, hvad det vil koste i absolutte tal, og at det vil svare til ca. 2 procent i hele alliancen«, forklarer Jens Ringsmose.

»Man kunne se fra starten af 1990’erne, hvordan landene havde meget travlt med at indkassere fredsdividenden. Forsvarsbudgetterne faldt meget, meget hurtigt gennem 90’erne og starten af 00’erne. Derfor ville USA, Storbritannien og til dels Frankrig sætte en bremse på de besparelser«, forklarer Ringsmose.

Uenighederne om byrdefordelingen mellem USA og de andre medlemmer af Nato er næsten lige så gammel som den i dag 68 år gamle forsvarsalliance selv. Både George W. Bush og senest Barack Obama skældte ud på europæerne og krævede større solidaritet på samme måde som Trumps modkandidat Hillary Clinton .

»Men det, der sker med Trump, er, at byrdefordelingsdiskusionen ændrer karakter. For det første gør Trump spørgsmålet til en trussel: Solidariteten i Nato gælder kun de lande, der lever op til 2 procents målsætningen – dem, der har betalt kontingent. Det er nyt, det har aldrig tidligere været med i det amerikanske pres. Kongressen har truet med det, men aldrig Det Hvide Hus«, siger Ringsmose.

Gentlemen’s agreement

Hvis man går tilbage i Nato’s historie og tidligere topmødeerklæringer, så dukker målet om 2 procent af bnp første gang op i forbindelse med topmødet i Prag i 2001. Dengang omtales målsætningen ikke i slutdokumenterne, men kaldes en slags gentlemen’s agreement.

I 2005 kommer målsætningen med i et oplæg fra alliancens forsvarsministre til det næste topmøde i Riga i 2006.

Professor Sten Rynning fra Center for War Studies på Syddansk Universitet forklarer, at man op til det topmøde arbejdede målrettet for at stoppe de europæiske besparelser på forsvaret.

»Nato’s stab så på forsvarsudgifterne fra 1991 til 2003. De bemærkede, at 2 procent af bnp er medianen – halvdelen ligger over, halvdelen ligger under. Det syntes de var meget passende, og det blev til guidelines, så kan den bedste halvdel trække den dårligste op mod og over 2 procent«, forklarer Rynning.

»Men alle eller næsten alle lande glider derefter under 2 procent. Det er et drama, der gælder nærmest hele alliancen, men først i Wales 2014 rykker målsætningen op på højeste niveau og kommer med i sluterklæringen fra topmødet«, siger Sten Rynning.

Selv om der aldrig har været lavet beregninger for størrelsen af de nødvendige forsvarsudgifter på samme måde, som man nationalt opsætter mål for sundhedsvæsnet eller undervisningsområdet og derefter ’regner baglæns’ for at finde frem til, hvilke beløb der er brug for, hvis målene skal opnås, så ligger der alligevel andre målsætninger bag Nato’s fælles planlægning, forklarer professoren.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Nato har sit overordnede mål – ’level of ambition’: Nato skal på samme tid kunne udkæmpe to større fælles operationer og håndtere seks krisesituationer. Det omregner de militære myndigheder så til styrkemål, der deles ud på nationerne. Men det er ikke en liste, der siger, at man skal bruge så og så mange procent af bnp«, siger Sten Rynning.

En afgørende middag

De nølende europæere med især Tyskland i hovedrollen og lande som Danmark i en birolle vil under stats- og regeringschefernes tre timer lange arbejdsmiddag lytte nøje til Donald Trump.

De vil se ham i øjnene, når han forsikrer dem om, at USA – trods hans tidligere udtalelser – fortsat står bag kernen i alliancen den såkaldte musketer-ed, der skal sikre den interne solidaritet, så et angreb på et land betragtes som et angreb på alle lande.

På den anden side skal de europæiske ledere finde en udvej, når Donald Trump kræver opbakning til USA’s krav om, at alle medlemslande senest ved årets udgang skal præsentere en egentlig køreplan for, hvordan de hver især vil leve op til ambitionerne fra Wales i 2014.

»USA vil have den køreplan, og så må de andre Nato-lande putte elastik ind i deres køreplaner. Så vidt de finder det politisk ansvarligt«, vurderer Sten Rynning.

Statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) svar på det amerikanske krav vil være en henvisning til regeringsgrundlagets »substantielle løft i forsvarsudgifterne« i det kommende forsvarsforlig.

Samtidig vil han fremhæve købet af nye kampfly og pege på, at forsvar ikke kun handler om, hvor mange penge der pumpes ind i forsvaret, men også hvad man får for pengene. Her ligger Danmark trods store nedskæringer i denne forligsperiode pænt. Lars Løkke Rasmussen vil også forklare, at Danmark stiller op, hver gang Nato kalder på deltagelse i operationer.

Det er ikke kun de manglende beregninger og spørgsmålet om, hvordan og hvor effektivt pengene bliver brugt, der gør de 2 procent interessant.

Mangler logik

At opsætte en procentdel af bnp som målsætning har den skavank, at man blander en ting – behovet for et passende stærkt forsvar – sammen med noget helt andet, nemlig et lands økonomiske vækst.

I dag er Grækenland det bedste eksempel på den manglende logik. Grækerne bruger mere end 2 procent af bnp på forsvarsudgifter. Men det store ryk i positiv retning kom efter den dybe økonomiske krise. Grækenlands bnp er skrumpet i en sådan grad, at forsvarsudgifternes procentvise andel er vokset markant.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Med andre ord vil et rask sammenbrud i dansk økonomi bringe Danmark tættere på Trump’s krav – uden der kommer en krone mere til det danske forsvar.

Jan Techau er direktør for Richard Holbrooke Forum i Berlin. Han er enig i, at der ikke findes en rationel begrundelse for lige netop et mål på 2 procent for forsvarsudgifternes andel af bnp.

»Alle ved, at tallet 2,0 procent ikke er specielt brugbart som udgangspunkt. Det måler input og siger ikke noget om, hvad man får ud af det. Men det er ekstremt brugbart politisk, fordi det er så let at kommunikere i medierne. Det er forklaringen på, hvorfor det er blevet sådan en succes i forhold til at drive debatten i den ønskede retning. Den politiske værdi af 2-procents argumentet kan ikke slås. Derfor vil vi skulle leve med det et stykke tid«, siger Jan Techau. Han fremhæver også, at Donald Trump ikke vil være helt isoleret under arbejdsmiddagen i Bruxelles.

»Der er også europæiske lande, der opfylder målet og mener det helt bogstaveligt i kroner og øre. For flere af dem er det mere end blot en slags symbol«. Ud over Storbritannien, Grækenland, Polen og Estland nærmer især de andre baltiske lande sig den magiske grænse med hastige skridt.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden