Donald Trump er mere til sort kul end grøn energi. Foto: Steve Helber/AP
Foto: Steve Helber/AP

Donald Trump er mere til sort kul end grøn energi. Foto: Steve Helber/AP

Internationalt

Organisationer og styrelser i USA renser ud i grønne budskaber af frygt for Trump

Desperate embedsmænd og organisationer har travlt med at finde på nye navne og skrive hjemmesider om, inden Trumps folk får øje på de grønne programmer.

Internationalt

Styrelser, agenturer og statsstøttede organisationer i USA har gennem de seneste måneder ryddet grundigt op i ordforrådet.

Begreber som ’klimaforandring’ og ’vedvarende energi’ er renset ud af de hjemmesider, hvor organisationerne præsenterer sig og fortæller om deres opgaver. I stedet skriver man om det umådelige potentiale for at skabe flere jobs i den amerikanske energisektor.

En af de sociale organisationer har – i det mindste officielt – fjernet fokus fra kvinder og børn, der bliver udsat for vold i hjemmet. Nu taler de i stedet om ’ofrene for voldelig kriminalitet’, der smager mere af støtte til en strammere håndhævelse af lov og orden.

En bistandsorganisation, der hjælper fattige mennesker i mere end 50 ulande, har officielt fået ganske andre målsætninger. Nu gælder det om at modarbejde voldelig ekstremisme, standse strømmen af flygtninge til USA og styrke landets sikkerhedspolitiske interesser, skriver Washington Post.

»Arbejdet er det samme. Det er bare et spørgsmål om tale lidt mere om den ene side af det fremfor den anden«, forklarer organisationen.

Vil undgå lukning

Avisens kilder i ministerier, styrelser og organisationer forklarer, at de ikke har lavet noget om på opgaverne, men blot præsenterer sig lidt anderledes. Det sker i håb om at undgå lukning eller beskæring af budgetterne.

De øverste embedsmænd i ministerierne, der fordeler ressourcerne, bliver udpeget politisk. Men her fem måneder efter indsættelsen af Donald Trump står mange chefkontorer stadig tomme. Og den tid har embedsmænd længere nede brug på at omforme programmer og projekter, der så godt ud under Obama, så de nu kommer til at tage sig bedre ud for de nye chefer.

»På den måde bliver de forhåbentlig et mindre åbenlyst mål«, siger en embedsmand i energiministeriet til Washington Post.

Amerikanerne er meget opmærksomme på, at ord og navne kan gøre en kolossal forskel

Energiministeriets center for investorer i ren energi har således skiftet navn. Ordet ’ren’ er ganske enkelt fjernet. Et besøg på hjemmesiden giver indtryk af, at det aldrig har heddet andet.

»Center for energiinvestorer blev oprettet i 2016 af energiministeriet for at hjælpe og støtte investorer og virksomheder«, står der.

Men ikke alle spor er slettet. EDGI, et netværk af klimainteresserede forskere, har fundet de oprindelige hjemmesider frem fra internettets gemmesteder.

Før 2. marts kunne centeret stolt præsentere sig som en af verdens vigtigste investorer i grøn omstilling og alternative energiprojekter. Hjemmesiden åbnede med en lokkende beskrivelse af det »nye marked for energi, der i fremtiden vil udgøre flere trillioner dollars«. Senest 18. april blev ordet ’nye’ slettet fra sætningen, skriver forskerne fra Environmental Data & Governance Initiative. Samtidig er ordene ’ren’, ’vedvarende’ og ’alternativ’ energi blevet fjernet i beskrivelsen af centerets opgaver.

»Selvfølgelig må vi det«

Ifølge Niels Bjerre-Poulsen, lektor ved Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet, er det helt naturligt.

»Amerikanerne er meget opmærksomme på, at ord og navne kan gøre en kolossal forskel på, hvordan ting bliver opfattet«, siger han.

For eksempel viser talrige meningsmålinger og fokusgrupper, at der er massiv folkelig modstand mod den tidligere præsident Obamas sundhedsreform, hvis man kalder den ’Obamacare’. Billedet af, at man skal plejes af præsidenten, virker overordentlig frastødende i mange republikanske kredse. Derimod er der næsten ingen modstand mod en ’sundhedsforsikring, der er til at betale’ – det officielle navn for Obamas sundhedsreform.

»Der findes masser af den slags eksempler. Så det er helt naturligt, at styrelser og organisationer, der gerne vil fortsætte med det, de gør, kalder det noget, der skaber mindst mulig modstand«, siger han.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det officielle fokus skiftes ud

Landbrugsministeriet driver et program, der skal sikre nærende og økologisk skolemad til eleverne, som samtidig skal lære deres landmand at kende.

Programmets hjemmeside fremhæver nu »muligheder for landmænd og farmere« og vejledning i »sammenlægning, forarbejdning og distribution«.

Samme teknik bruger ngo’er, der får statslig støtte. Organisationen Fremtider Uden Vold havde indtil for nylig fokus på kvinder og børn, der bliver udsat for vold i hjemmet. Nu er det officielle fokus skiftet til ofrene for voldelig kriminalitet.

Ofrene er præcis de samme som før, forklarer organisationens direktør, Kiersten Stewart, til Washington Post.

»Må vi sætte øget fokus på nogle af dem? Selvfølgelig må vi det«, siger hun.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce