Besætningen på ’Sea-Watch 2’ er samlet til briefing i lægerummet, hvor de bliver instrueret i, hvordan man lettest flytter en person.
Foto: Jacob Ehrbahn

Besætningen på ’Sea-Watch 2’ er samlet til briefing i lægerummet, hvor de bliver instrueret i, hvordan man lettest flytter en person.

Internationalt

Politiken tog af sted med frivillige: »Der er døde mennesker i Middelhavet. Lad os købe et skib og redde nogle liv«

17 mennesker fra 8 lande mødes på et gammelt skib i en havn på Malta. De kan ikke udholde tanken om, at tusindvis af mennesker drukner i forsøget på at krydse Middelhavet og nå til Europa. Nu har de tænkt sig at sejle ud og samle nogle af flygtningene op. Dette er 1. kapitel af historien om ’Sea Watch 2’.

Internationalt

Og her ligger hun så, siger Yeon Sik Kim, en ung sydkoreaner med et smilende ansigt, da vi er sluppet ind på værftsområdet i den maltesiske havneby Marsa. Det er ud på aftenen, og i mørket ser hun ærligt talt ikke ud af ret meget, hende ’Sea-Watch 2’. Som en blufærdig ældre dame vender hun ryggen mod kajen.

I en tung lugt af olie og skibsmaling balancerer vi op ad den smalle landgang til agterdækket, hvor det flyder med tovværk, værktøj og redningsflåder. Til bagbords side står en ret muskuløs kran.

En af hjælperne fra Sea-Watch-lejren oppe i byen viser os ind i skibets indre. For enden af en trang korridor standser hun og peger på en stejl lejder, der fører ned i dybet under fordækket.

»Find et ledigt kammer dernede«, foreslår hun.

Fotografen og jeg smider vores ting på hver vores køje og kaster et ængsteligt blik på det koøjeløse og forholdsvis klaustrofobiske kammer. Nå, her skal vi så bo i godt og vel to uger.

Vi klatrer op ad lejderen og videre op på brodækket, hvor Yeon Sik Kim, der viser sig at være skibets kaptajn, står sammen med en lille flok mennesker. En af dem er en ikke videre høj, men tydeligvis veltrænet mand, der præsenterer sig som Nico.

Hans fulde navn er Nico Jankowski, hollænder og chef for denne mission. Om ikke vi har lyst til en dåsebajer?

Det er så allerede her, vi begynder at slappe lidt af.

I de mange instrukser, vi har læst og underskrevet, står der, at alkohol er bandlyst om bord på skibet. Det samme er klipklapper, minder jeg mig selv om, mens jeg får øje på Nicos klipklapklædte fødder. Det er først, når vi kaster fortøjningerne, at de stramme regler træder i kraft, oplyser Nico.

Det vil sige om to dage.

Inden vi sejler, skulle vi gerne blive et godt hold, et sammensvejset crew. Og vi skal ikke mindst lære noget om, hvordan man gebærder sig om bord på et skib, hvis formål er at opspore og hjælpe mennesker, der sammenstuvet på små usødygtige fartøjer forsøger at krydse Middelhavet.

På flugt fra den ene eller den anden form for elendighed i Afrika eller Mellemøsten.

Købe et skib og red liv

Sea-Watch er en lille tysk ngo, en organisation af frivillige, som opstod, da tre familier for to et halvt år siden sad omkring et køkkenbord og diskuterede den vanvittige situation i Middelhavet, hvor tusindvis af mennesker druknede, uden at Den Europæiske Union eller nogen anden myndighed for alvor gjorde noget ved det.

En af personerne i køkkenet var Harald Höppner, en sælger af eksotiske møbler i Berlin. Han udtalte: »Der er døde mennesker i Middelhavet. Lad os købe et skib og redde nogle liv«.

Det er en mand med langt hår samlet i en hestehale, som fortæller mig det her om bord på ’Sea-Watch 2’.

Jeg lægger mærke til ham den første morgen, hvor den samlede besætning på 14 mænd og 3 kvinder sidder eller står i en rundkreds på dækket foran kommandobroen. Alle har særlige opgaver om bord, men ham her har jeg svært ved at placere.

Han siger, han hedder Axel Grafmanns, at han er ceo i Sea-Watch, og at han vil med på denne mission for at få en bedre fornemmelse af, hvad det hele går ud på. I praksis. Om aftenen giver Axel mig historien om Sea-Watch.

Harald Höppner skød sine sparepenge ind i projektet, samlede flere ind og købte i første omgang en 100 år gammel fiskerbåd.

Höppner var god til at skabe opmærksomhed om sin sag. På et tidspunkt var han gæst i et af Tysklands største talkshows og insisterede trods værtens indvendinger på at afholde et minuts stilhed for de druknede i Middelhavet.

Den handling fik donationerne til Sea-Watch til at eksplodere.

Der strømmede så mange penge ind, at man kunne købe et noget større og betydelig yngre skib. Man byggede det om, malede skroget i en dybblå farve og døbte det ’Sea-Watch 2’. Tidligere har det blandt andet været brugt som forskningsskib.

’Sea-Watch 2’ sejlede ud i foråret 2016 og sluttede sig til den mindre flåde af ngo-skibe, som redder flygtninge i Middelhavet.

»Men vi vil mere end at redde liv. Vi vil ændre situationen. Alene det, at vi er nødt til at sejle ud med et 50 år gammelt skib for at hjælpe de her mennesker, viser jo, hvor uholdbar situationen er. Så det her er en protest«, siger Axel Grafmanns.

»Det er en kritik af EU. Hvis EU gjorde det, de burde gøre, så ville vi nedlægge Sea-Watch. Så man kan godt sige, at vores yderste mål er at tilintetgøre os selv«.

Når gæsterne kommer

»Hvem melder sig frivilligt til at vaske den kæmpe bunke af håndklæder og sengetøj, der ligger nede i vaskerummet?«.

Det er Nico, der spørger. Jeg rækker hånden i vejret. Det gælder om at gøre et godt indtryk fra starten, tænker jeg.

Vi er under alle omstændigheder mere end bare pressefolk. Vi er en del af besætningen, det er betingelsen.

Vi springer rundt og pakker hundredvis af redningsveste i store sække, som stuves af vejen på øverste dæk, monkeydækket, så de er klar til at blive løftet ned i en af de store gummibåde og sejlet hen til en bådfuld flygtninge. Vi slæber en redningsflåde hen ad kajen og hjælper med at montere den på fordækket.

Og vi deltager i briefinger. Masser af briefinger.

En af dem foregår i lægerummet. Der er to læger om bord plus en ambulancefører, der også er brandmand. De forklarer i grove træk, hvad vi skal gøre, hvis vi får flygtninge om bord. Eller ’gæster’, som vi konsekvent kalder dem. De skal bespises og behandles, hvis de har brug for det. Nogle får brug for førstehjælp.

»Når I står over for en, der er kommet til skade, så brug et øjeblik på at tænke jer om«, siger lægen Steffi, der er halvt tysk, halvt australsk. »Tjek først, om personen er ved bevidsthed ... «.

Som udgangspunkt er det ikke meningen, at vi skal tage de nødstedte mennesker om bord. Sea-Watch har specialiseret sig i at finde flygtningebådene og har også en lille flyvemaskine kredsende over det farvand nord for Libyen, der kaldes SAR-zonen. Search and rescue.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Når vi får øje på en båd, melder vi det til det maritime redningscenter i Rom (MRCC), som koordinerer redningsindsatsen i Middelhavet. Derefter sætter vi vores hurtige gummibåde i vandet og sejler hen til flygtningene med redningsveste og tjekker, om nogen af dem har brug for akut hjælp.

Der er som regel flere hundrede mennesker på hver båd, og hvis de ofte jammerlige fartøjer er ved at synke, kan det være nødvendigt at tage folk om bord på ’Sea-Watch 2’ og sørge for dem, indtil andre skibe i området dirigeres frem og kan overtage flygtningene og sejle dem til Italien.

For nogle uger siden var 270 mennesker i to et halvt døgn om bord på ’Sea-Watch 2’, før hjælpen nåede frem.

Efter lægernes briefing er turen kommet til Claudia Risch, en ældre dame fra Tyskland, som er fløjet til Malta for at briefe os om de psykologiske aspekter af en mission som denne.

Claudia udfritter os om vores forventninger til togtet. Hvad ønsker vi os af missionen? Og hvad frygter vi?

»At være i stand til at hjælpe mennesker på havet«, noterer Claudia på et stort ark papir, hun har klistret op på skottet i messen.

Og i frygtkolonnen skriver Claudia ting som: Den libyske kystvagt, at se mennesker drukne, at være nødt til at træffe ubehagelige beslutninger, at miste et besætningsmedlem og at komme til at kede sig.

»I skal være forberedt på, at der slet ikke kommer nogen både«, siger Claudia Risch.

»I kan risikere bare at sejle rundt vel vidende, at flygtningene måske kommer næste dag, når I ikke længere er der til at hjælpe ... «.

Axel Grafmanns rækker hånden op. Han har et punkt til kolonnen med forventninger. »Vi har en italiensk kok. Hvad mere kan man som tysker ønske sig«, siger lederen af Sea-Watch.

Situationen spidser til

Det med at frygte den libyske kystvagt er ikke grebet ud af den blå luft. På den foregående mission var ’Sea-Watch 2’ godt i gang med at hjælpe omkring 300 flygtninge i internationalt farvand – og befandt sig altså uden for den libyske sømilegrænse – da en patruljebåd fra den libyske kystvagt i høj fart skar ind foran Sea-Watch-skibet for at forhindre ngo’erne i at hjælpe menneskene i den overfyldte båd.

Patruljebåden svingede sin agterstavn så tæt på ’Sea-Watch 2’, at det lige så godt kunne være endt med en kollision.

I andre tilfælde har den libyske kystvagt – hvis indsats støttes af EU – affyret skud mod både flygtningepramme og ngo-skibe. Målet er at bringe de flygtende tilbage til Libyen, hvor op mod 1 million mennesker venter på en chance for at krydse Middelhavet.

»Det store mål for EU er at lave en aftale med Libyen i stil med den, der er indgået med Tyrkiet«, siger Axel Grafmanns.

»Men Libyen er et andet land end Tyrkiet. Det er fuldkommen kaotisk og politisk ustabilt. Flere væbnede grupper kæmper mod hinanden for erobre magten i landet«.

Lige nu er ruten fra Libyen over havet til Italien den absolut vigtigste for flygtningene og de menneskesmuglere, der tjener tykt på at læsse dem på både og sende dem af sted med kurs mod SAR-zonen, hvor ngo-skibene kredser rundt og er parat til at hjælpe.

De færreste både ville have en chance for at tilbagelægge de 300 kilometer til Italien uden at gå til bunds. Axel Grafmanns kan umiddelbart kun komme i tanke om tre tilfælde, hvor det er lykkedes.

»Det er ingenting«, konstaterer han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Flygtninge og menneskesmuglere regner med andre ord med ngo’erne. Og den kendsgerning har fået adskillige højrenationale og andre fremmedangste politikere i Europa til at anklage Sea-Watch og de andre ngo’er for at samarbejde med smuglerne.

»Men det er noget sludder. Vi har ingen kontakt med Libyen. Vi har aldrig haft en menneskesmugler på vores både«, siger Axel.

»Katastrofen består ikke i, at vi er der. Katastrofen består i, at så mange mennesker er nødt til at sejle ud i så elendige gummibåde for at nå frem til Europa«.

Det er ved at være tre dage siden, vi ankom til skibet. Vi har slæbt oceaner af proviant om bord. Vi har lappet en utæt gummibåd. Vasketøjet er klaret. Alle løse genstande er surret fast. Og det gamle skrummel af en skibsmotor ude i bagenden er smurt og indstillet på med cirka 8 knob at bringe os mod sydøst.

Det er kaptajn Kim, der giver signalet til afgang.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden