Livet har været en lang og hård kamp for Rodayna Jaber. En kamp, hun konfronteres med, hver gang hun kigger ud ad vinduet i sit hjem og ser bosættelsen overfor.
Det begyndte 5. juni 1967. Gennem bjergterrænet, der omkranser byen Hebron på Vestbredden, kom israelske soldater kørende. De bar hjelme på hovedet og geværer over skuldrene. Seksdageskrigen var netop begyndt. Dengang var hun 4 år og uvidende om krig og dens konsekvenser.
Hendes far derimod var ikke i tvivl om, at familiens liv som bønder ville ændre sig markant. Han ville flygte til Jordan sammen med de tusindvis af andre palæstinensere, der følte sig tvunget til at forlade deres hjemland. Men Rodayna Jabers mor nægtede at tage med.
»Hvis vi skal dø, så skal vi dø i vores eget land«, sagde hun ifølge Rodayna Jaber.
Familien blev, men farens bange anelser viste sig at holde stik. Israelerne besatte 60 procent af Vestbredden og begyndte kort tid efter krigens afslutning at konfiskere palæstinensernes jord til fordel for bosættelser. Det gik også ud over Rodayna Jabers barndomshjem.
»Israelerne kom i militærbiler og sagde, at de ville rive vores hus ned. De sprængte det i luften med dynamit«.
50 år efter har lynkrigen i Mellemøsten i juni 1967 udviklet sig til et langstrakt mareridt for både palæstinensere og israelere med ringe udsigt til fred.
Det er vores jord. Det er vores ære. Jorden er som et barn, man elsker det som et barn
Rodayna Jaber, 54 år
I dag er Rodayna Jaber 54 år og bor stadig i den by, hendes mor stædigt nægtede at forlade. Og selv om hun efterfølgende har oplevet endnu to hjem blive revet ned og kæmper en hård kamp for at blive boende i det tredje hjem, hun har bygget, nægter Rodayna at forlade sin grund.
»Det er vores jord. Det er vores ære. Jorden er som et barn, man elsker det som et barn«.
I 50 år har hun oplevet mændene i sin familie blive anholdt. En efter en. Første gang var kort efter Seksdageskrigen.
»Min bror var 17 år. Han var fårehyrde. Pludselig kom de og tog ham. Jeg ved ikke, hvad han havde gjort, men han blev dømt til 80 års fængsel«.
Lige siden er anholdelserne fortsat. I øjeblikket har hun flere nevøer i fængsel, og det frustrerer mange af de unge mænd. »En af mine nevøer blev så desperat, at han forsøgte at sprænge sig selv i luften i bosættelsen, men soldaterne skød ham. Han døde som martyr«.
Selvmordsaktionerne ændrer dog ikke noget, siger hun. Hun ved ikke, hvad løsningen er, men hun nægter at give op.
Ligesom sin mor vil hun dø på sin jord i sit hjemland.
