0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
BJERGET

Borgerkrigen er slut – men i Colombias bjerge er freden farlig

Officielt har der været fred siden december, men på et bjerg midt i Colombia flyder blodet stadig. Her frygter en ængstelig guerillahær og bekymrede cannabisbønder, at lokale opgør om magt og narkotika kan kaste nationen ud i konflikt igen.

Hvordan kan gamle fjender leve sammen på sigt? Hvis bjerget kan finde et svar, kan hele landet måske også.

En bom spærrer vejen.
Inden den sødlige duft fra de små kokaplanter i bjergbyens forhaver fylder luften, er der kontrol.

Bjerget frygter uvedkommende. De sidste måneder er der begyndt at dukke bevæbnede hætteklædte mænd op på skråningen. Selv om der egentlig er fred, er mordraten steget.

Tidligere havde guerillaen Farc kontrollen i området, men efter fredsaftalen med regeringen har oprørsgruppen nedlagt våbnene.

Siden har andre af landets utallige kriminelle grupper prøvet at udnytte det gabende magttomrum, som guerillaen har efterladt.

Men bønderne på bjergsiden kæmper imod. De har taget bjergets sikkerhed i egne hænder.

De omkring 150 vagter skiftes til at patruljere dag og nat på bjerget.

Bønderne i vagtværnet Guardia Campesina har ikke andre våben end deres mod. Men hvor langt rækker dét her på bjergsiden, hvor blodet har flydt som vand mellem koka- og hampplanterne?

  • Mads Nissen

Vagten Gustavo Rengifos blik flakker frygtfyldt. De ugentlige dødstrusler har sat tydelige spor. At være med til at spærre vejen op til cannabis- og kokamarkerne giver mange fjender.

Alle bekymringerne gør hans vejrtrækning tung.

Gustavo Rengifo vil ikke ende som så mange andre her på bjergsiden.

På bjerget gror koka og cannabis så langt øjet rækker. Bønderne i vagtværnet beskytter den muld, som forsørger deres familier.

Den mere end 50 år lange konflikt i landet har også været en kamp om jord.

Har man kontrollen over de dyrebare marker, har man kontrollen over en guldgrube.

Det glimter som en stjernehimmel. Eller funklende diamanter. Utallige cannabismarker under vækstfremmende lys fra pærernes skær.

De vokser i bjergets jord, og deres duft hænger overalt i dets luft. En sød og tyk lugt, der pludselig dukker op fra vejkanten. Bjerget udånder hamp gennem hver en sprække i den tørre jord.

Ciudad Perdida, den forsvundne by, kaldes de glimtende cannabismarker. Om dagen er de illegale planter skjult i bjergsidens grønhed. Først efter mørkets frembrud, når lyset bliver tændt, kommer de til syne. Som en hemmelig by i en eventyrlig fortælling.

For cannabisbonden Jesús er der dog ingen lykkelig slutning.

Jesús stammer fra en stolt familie af bønder.

Hans bedstemor var kaffebonde. Men der gik sygdomme i kaffebuskene.

Da bedstemoren døde, fældede Jesús' far kaffebuskene og såede græs til familiens tyve køer. Men det kunne heller ikke løbe rundt.

Faren droppede køerne og plantede lulo, en lokal tropisk frugt. Men det krævede meget sprøjtegift, som var dyrt.

Han prøvede med tomater i stedet. Det gik også galt. Han gik tilbage til kaffen. Det slog fejl igen.

For otte år siden gav Jesús' far efter og begyndte at at dyrke koka mellem kaffebuskene.

Med tiden blev flere og flere kaffebuske hevet op og erstattet af den sejlivede koka, som kan høstes hver tredje måned og sælges til en bedre pris.

Kokaen blev familiens redning.

31-årige Jesús har to døtre. Selv om de ulovlige kokaplanter fylder markerne, er det ikke længere nok til, at familien kan klare sig.

For to år siden begyndte han derfor at dyrke cannabissorten Creepy. De tusind cannabisplanter giver ham penge til mad på bordet og døtrenes skolegang.

Det piner Jesús at dyrke ulovlige afgrøder, som andre mennesker bliver afhængige af.

Men hvad er alternativet?

Jesús er i gang med at gøre sæsonens høst klar til salg. Bunken med cannabisplanternes tørrede topskud er næsten en meter høj.

Som en del af fredsaftalen med Farc har den colombianske regering forpligtet sig til at støtte bønderne økonomisk, så de kan erstatte deres ulovlige afgrøder med noget andet.

Problemet er, at mange bønder som Jesús ikke stoler på regeringen. I de områder, hvor Farc har haft kontrollen, har staten stort set ikke været til stede i flere årtier.

Lokalbefolkningen venter ikke på myndighederne med åbne arme. De sætter en bom for vejen og kontrollerer adgangen, hvis de kan.

»Har du set, hvor din mor gemte - du ved nok?«, spørger Jesús sin niårige datter Feryi.

»Plastikdåsen står under køkkenbordet«, fortæller hun.

Jesús skruger låget af, og en stærk kemisk lugt slår os i ansigtet. Familiefaren med den bløde stemme og det milde smil har produceret det yderst farlige og afhængighedsskabende stof basuco.

Bønderne på bjerget forarbejder selv bladene fra kokabuskene til kokabase, som sælges videre til mellemmænd og narkokarteller, der forfiner og smugler kokainen videre til især USA og Europa.

Jesús er meget klemt over det.

»Dét her skaffer min familie mad på bordet og sender pigerne i skole. Men det er også en gift, som andre dør af«.

Ét kilo basuco kræver en uges arbejde i kokamarken. Og fortjenesten er blot halvtreds dollar.

»Hvis jeg hiver mine kokabuske op i morgen, hvad skal jeg så leve af indtil den første kaffehøst?

Hvad, hvis regeringen ikke overholder aftalen med at give mig pengene til at begynde med noget andet? Jeg har også mine to døtre og deres fremtid at tænke på.

Indtil for nylig havde jeg også mit eget kokainlaboratorium, men det har jeg droppet på grund af fredsprocessen«.

Jesús drømmer om, at markerne en dag kan bugne af appelsiner og bananer. Men jorden er udpint af kokaen. Har man først dyrket planterne, er det virkelig svært at skifte over til andre afgrøder – der er ikke meget næring tilbage.

Bjerget er afhængig af stofferne. Men planterne dækker ikke blot dets overflade.Afhængigheden spreder sig også uregerligt langs den grønne skrænt - også blandt børnene.

Få meter fra Jesús' basuco-bøtte patruljerer militæret i ørkenfarvede uniformer.

2000 soldater er blevet sendt til bjerget for at øge sikkerheden med området. De danner blandt andet en sikkerhedsring omkring Farc-lejren på bjergtoppen.

Soldaterne skal sørge for ro og orden på bjerget – en svær opgave i et område, der lever af at producere ulovlige substanser.