0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

En gummibåd fyldt med flygtninge punkterer, da Chris og hans folk prøver at trække den væk fra libysk farvand. Mange falder i vandet, adskillige uden redningsvest. Gruppen i forgrunden bevarer roen og holder sig samlet for at beskytte kvinden i midten, der ikke har redningsvest på. En gravid kvinde drukner, og den døde krop driver rundt mellem dem, der stadig kæmper for deres liv.

Højsæson for druknedød i Middelhavet: De fleste af de forkomne flygtninge hives i sikkerhed, andre dør i havet omkring de frivillige

For Chris fra tyske Wuppertal er det en selvfølge, at man må redde så mange flygtninge som muligt fra at drukne i Middelhavet på vej til Europa. Han er en af nøglepersonerne om bord på det tyske ngo-skib ’Sea-Watch 2’, som med en besætning af frivillige forsøger at udføre et redningsarbejde, som ingen nationer tilsyneladende synes er vigtigt. Vi sejlede med på en 2-ugers mission, som sluttede med fire dage, hvor helvede brød løs, og besætningsmedlemmerne balancerede på grænsen af deres ydeevne.

En tidlig lørdag morgen sidder jeg på Monkey Island, det højeste sted på skibet, og gransker horisonten gennem en tung kikkert. Her er godt fyldt op med orange redningsveste og master med satellitantenner og andet navigationsudstyr.

Plus den træbænk, jeg har plantet mig på.

Det ligner en havebænk, og et øjeblik forestiller jeg mig, at den står foran et sommerhus på en dansk kyst, og at jeg sidder og nyder brisen fra havet og glæder mig over, at jeg ingenting skal, og at verden virker helt i orden.

Så sætter jeg igen kikkerten for øjnene og tager en runde mere langs horisonten. 360 grader. Ingenting at se, bortset altså fra Middelhavet.

Det er godt en uge siden, fotografen og jeg sammen med 15 andre besætningsmedlemmer sejlede fra Malta om bord på det lille tyske ngo-skib ’Sea-Watch 2’ og satte kursen mod den libyske kyst.

I en afstand af 24 sømil fra Libyen patruljerer vi frem og tilbage, mens vi spejder efter mennesker fra Afrika, Mellemøsten og indimellem også fra Bangladesh, folk, som forsøger at krydse havet og nå frem til Europa, stuvet sammen på åbne træbåde eller – for det meste – på ti meter lange, skrøbelige gummibåde, der nogle gange er lappet sammen med gaffatape.

Jeg holder udkig sammen med Florin, en stille og eftertænksom elektriker fra Rumænien, der ligesom tre andre om bord til daglig arbejder på et Greenpeace-skib.

Hollandske Nico er leder af Mission 6. Bag ham står skibets sydkoreanske kaptajn Kim.

’Sea-Watch 2’ er en moden dame på 50 år med britiske aner. Hun har blandt andet fungeret som forskningsskib.

Havet er roligt. Vi har solen i ryggen. Og nu siger Florin:

»Jeg synes, jeg kan se noget derude om bagbord. Tjek det lige ...«.

Jeg løfter kikkerten. Jo, det der kunne godt være en flygtningebåd.

Det er ikke nemt at få øje på sådan en båd. De er tungt lastede med mennesker og ligger så lavt på vandet, at de ikke altid dukker op på radaren. Så hvis ikke vi hele tiden studerer havet i vores kikkerter, risikerer vi at sejle forbi en båd uden at opdage den.

Indtil videre har denne mission været forholdsvis fredsommelig.

Okay, allerede den første morgen fandt vi ganske vist en stor hvid gummibåd med 125 mennesker om bord. Vi tog fat på at evakuere de udmattede, dehydrerede og overophedede passagerer, og redningsaktionen forløb i og for sig planmæssigt. Indtil bunden pludselig røg ud af fartøjet, og mænd og kvinder kæmpede for ikke at drukne inde i båden.

Fire af dem kæmpede forgæves.

Så løjer vinden af

Så gik der fem dage, hvor ingenting skete. Vi patruljerede bare fra øst mod vest og tilbage igen i den del af den såkaldte search and rescue-zone, der ligger vest for Tripoli.

Frem og tilbage, frem og tilbage.

Flygtninge sejler ud fra Libyens kyst i åbne træbåde, der kan rumme op til 1.000 mennesker. Men det mest almindelige er, at de stuver sig sammen i ti meter lange gummibåde som denne, der har 134 om bord. Da 'Sea-Watch 2' i mandags fandt båden, havde den været tre dage på havet.

Børn, kvinder og syge er så vidt muligt de første, der sejles i sikkerhed. Her er det skibets maskinchef Jakob fra Hamburg, der sørger for, at en baby kommer om bord på 'Sea Watch 2'.

En nat snusede et krigsskib ti