Foto: Jacob Ehrbahn
Internationalt

Forsker: Drømmen om et bedre liv driver dem gennem ørkenen og over havet

Hvorfor kæmper tusinder af mennesker sig med livet som indsats gennem ørkenen, forbi røverbander og voldtægtsmænd og videre ud på havet i plimsollere og gummibåde? Hvor kommer de fra? Hvordan gør de det, og ikke mindst hvad kan vi gøre?

Internationalt

Migration er det mest brugte begreb i regeringens nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, det nævnes 43 gange, terror 24 og flygtninge 12. Migration er også omdrejningspunkt i den danske strategi for udviklingshjælp.

Fra Donald Trump til forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) fremhæver ministre og eksperter migranter, krigs- og klimaflygtninge i forskellige aftapninger som den store langsigtede, strategiske udfordring for Vesten. De tilføjer, at Nato skal være med til at håndtere det, men siger ikke præcis hvordan.

Da et måbende Danmark i sommeren 2015 blev vidne til menneskestrømmene på de danske motorveje, kom Danmarks og EU’s grænser i danskernes bevidsthed, og der har det været siden.

Men glem alt om et quick fix med helt lukkede grænser som en løsning for Europa, forklarer seniorforsker Ninna Nyberg Sørensen fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Hun har forsket i migration, både den frivillige og den tvungne fra krig og katastrofer i op mod 30 år, med næsen nede i bøger og videnskabelige artikler, på feltarbejde i Nordafrika, Latinamerika og Europa og ansigt til ansigt med med migranterne.

»Migration er en naturlig reaktion på, at verden forandrer sig. Mennesker har altid flyttet sig og været med til at skabe velstand, der hvor de kom hen, hvis der var behov for dem. Vi er simpelthen nødt til at se i øjnene, at vores forestillinger om grænsekontrol som noget, vi kan regulere fuldstændig uafhængigt af verdens ulighed – det må vi opgive«, siger Ninna Nyberg Sørensen. Og tilføjer: »Det er ikke det samme som at sige, at alle bare skal have lov til at være i vores samfund. Vi kan gøre noget ved det«.

Find ud af, hvad der virker

Det vigtigste er at forstå mekanismerne bag menneskestrømmene. De politiske beslutninger skal bygge på viden om, hvad der virker, og hvad der ikke virker, er budskabet.

Folk er blevet trætte af at vente på den udvikling, som vi har lovet

Vi kan passende begynde med spørgsmålet ’hvorfor’. Hvorfor udsætte sig for de strabadser og kolossale farer gennem ørkenen og over havet på vej mod Europa? En rejse, der kan tage flere år, og som vil koste store summer. Det er ikke, fordi at de er uvidende, dumme eller uansvarlige, siger Ninna Nyberg Sørensen.

»Forestillingen om, at det nogensinde vil blive anderledes her, hvor jeg er, er forsvundet for mange mennesker. At jeg nogensinde kan komme til at få et bedre liv ved at blive i mit eget land. Sådan at jeg kan danne en familie, blive voksen og komme videre med mit liv. Man kan sige, at globaliseringen og urealistiske billeder, af at man kan få del i, hvor godt det går i vores verden, skaber urealistiske forventninger«.

Og så er risikoen ikke så skræmmende?

»Nej«.

Drømmer om verden

Selv i mindre landsbyer ’up country’ i Vestafrika kan man se sporene fra Europa. Huset er af god kvalitet, pudset og med rigtige vinduer. Det er ofte bygget for penge fra familiemedlemmet, der klarede den og fik arbejde. Remitter, som de penge, migranterne sender hjem, kaldes, udgør i mange tilfælde den vigtigste valutaindtægt for hjemlandet. Groft sagt sender alverdens migrantarbejdere tre gange så mange penge hjem, som Vesten giver i udviklingsbistand.

»Dem, der ikke er taget af sted, kan kigge på det hus og den familie, det er lykkedes for. De har det markant bedre økonomisk, den familie er blevet en del af verden og er ikke marginaliseret. Det betyder noget – især for unge mennesker«.

Vesten har haft udviklingsprogrammer i de fattige afrikanske lande syd for Sahara siden 1960’erne, men for europæeren, der har rejst i Vestafrika gennem flere årtier, er det tydeligt, at forskellen i levestandard bare er vokset og vokset. Helt ude i landsbyen samles de unge mænd på den primitive bar for mod en lille skilling at se Champions League og få en bid af drømmen. Rigtig mange steder udbygger den dygtige og heldige med smartphone og forbindelse til nettet den drøm med YouTube og samme musik, som de unge lytter til i København, London og Paris.

»Drømmen om at blive en del af verden har man givet dem i årevis via udviklingsbistand og fortællingen om udvikling. Men det har slet ikke battet på det niveau, hvor de fattige og de marginaliserede har fået del i det«, siger Ninna Nyberg Sørensen: »Der er også en træthed i de lande, folk er blevet trætte af at vente på den udvikling, som vi har lovet«.

Libyen spiller en rolle

Men et land spiller en afgørende rolle for udviklingen. Libyen var frem til oprøret mod diktatoren Gaddafi, der blev væltet med hjælp fra Vesten – danske F-16-kampfly var blandt de flittigste deltagere – på flere områder en ventil for migrationspresset mod Europa.

Det er ofte overset, at det olierige Libyen under Gaddafi i sig selv gav arbejde til over 2 millioner migranter inden for bygge, service og olieindustrien.

»En del af presset på Europa stammer fra sammenbruddet i Libyen. Det er en meget væsentlig del af fødekæden, de fleste ville formentlig hellere arbejde tæt på deres hjemlande og kunne rejse frem og tilbage. Sådan var det i mange år med Libyen, men ikke mere, og så skal de finde andre steder hen«, siger hun. Uden arbejde i Libyen og med en helt sammenbrudt stat, der ikke som Gaddafi kunne kontrollere rejsen over Middelhavet, var porten til Europa åben.

Hvis vi kunne ’fikse’ Libyen, var vi langt?

»Ja. Flere af mine kollegaer peger på, at hvis vi ikke havde angrebet Libyen, så var migranterne aldrig kommet i den størrelse. Det hele hænger sammen«.

Prisen for at rejse mod Europa afhænger helt af, hvordan man rejser. I den billigste udgave koster det omkring 1.500 euro eller godt 11.000 kroner. Et beløb, der synes uopnåeligt for fattige bønder, der lever af små jordlodder, som lige akkurat kan holde familien i live.

Jo billigere – jo farligere

Derfor har det været en generel opfattelse, at det ikke er de allerfattigste afrikanere, der har mulighed for at tage afsted på rejsen mod håbet. Og at der vil opstå et paradoks, hvis eller når det lykkes at løfte de fattigste op ad den sociale rangstige, fordi det også vil gøre dem i stand til at spare penge sammen og migrere. Men ifølge Ninna Nyberg Sørensen er det en forenklet konklusion.

»Det er en myte. Vi kan godt lide at tro, at de fattigste af de fattigste ikke migrerer. Så kan vi tillade os at sige, at vi ikke behøver at tage imod dem, og at det er rimeligt at sende dem hjem. Men de fattigste er også begyndt at migrere. Det er dem, der må tage de farligste ruter og bruge de farligste netværk. De bliver tilbudt at låne penge mod at arbejde gælden af for smuglerne«.

»Du kan graduere forholdene for migranterne i forhold til social status«

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I menneskestrømmen er der ikke kun migranter, men også flygtninge fra krig og konflikt. Fordelingen svinger, men formentlig udgør de mennesker, der under en form for frivillighed vælger at rejse, flertallet på den centrale rute fra Vestafrika over Middelhavet. Det præcise billede er vanskeligt at tegne.

Hovedstrømmen mod Libyen og Europa kommer fra Vestafrika til Niger og videre til den gamle karavane- og smuglerby Agadez i Sahara. Agadez er knudepunkt et for migrationen.

Migranterne kommer fra hele Vestafrika, men flest fra Nigeria, Gambia og Elfenbenskysten. Mange kommer fra mere stabile og relativt velstående demokratier som Ghana og fra stabile, men meget fattige lande som Guinea.

Hertil kommer folk fra Afrikas Horn på flugt fra enten det autoritære regime i Eritrea eller krigen i Somalia. Men billedet skifter konstant, det er ikke mange syriske og afghanske flygtninge, der endnu er nået frem til Libyen, men i årets første halvdel har der været en overraskende stor gruppe fra Bangladesh. Det er formentlig primært rohingiya-folk, der først er blevet fordrevet til Bangladesh fra Myanmar.

Det kræver forberedelser og grundige overvejelser at begive sig ud i rejsen gennem ørkenen. Når man først enten har sparet sammen, solgt ejendele, fået penge eller lån fra familien, så skal der skaffes praktisk viden om rejsen.

»Langt de fleste kender nogen, der har gjort det før dem selv. De rejser via netværk fra samme by eller landsby. Nogle af kontakterne kan være landsmænd, der er gået ind i den forretning, som det jo også er. De skal selv leve, men er ikke kæmpestore menneskesmuglere, sådan som det ofte beskrives herhjemme. Andre er en del af storkriminelle netværk«, forklarer forskeren fra DIIS.

»Folk ved godt, at man skal holde sig fra de farlige kontakter, og man hjælper hinanden med oplysninger«.

»Mange arbejder undervejs, også fordi de bliver bestjålet. Der er rigtig mange overfald og voldtægter«.

Det er almindeligt, at man ikke betaler hele beløbet til én smugler, men for en etape ad gangen.

»Mange forsøger at undgå røverier ved at bruge det islamiske hawala-system eller andre måder at overføre penge på løbende. Så undgår man at blive snydt, men det er fornuftigt for menneskesmugleren. Hvis der skal skaffes nye kunder, så skal smuglerne kunne fremvise nogen, som det er lykkedes for«, siger Ninna Nyberg Sørensen. Hun tilføjer, at der også findes ’garantiaftaler’, hvor man har flere forsøg og først betaler fuld pris, når man er kommet over havet.

»Det siger også noget om, at migranter ikke bare er ’dumme afrikanere’, der risikerer alt. De ved godt, at det er farligt, og de udvikler alle mulige systemer for at gøre det så sikkert som muligt«.

Mens migration er kommet for at blive, så peger Ninna Nyberg Sørensen på en række muligheder for at skabe en vis kontrol. For det første det seje træk med udviklingsbistand, som regeringen også fremhæver i sine strategier sammen med en indsats mod befolkningstilvæksten ved at støtte familieplanlægning. men der er også andre modeller.

»Spanien og Canada har aftale med sydamerikanske lande om begrænset migrationstilladelse i 6-9 måneder«.

Der er også modellen med at sikre, at migranterne søger indrejse enten fra hjemlandet eller fra lejre på den anden side af Middelhavet som Marokko eller Tunesien?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det tror jeg også er en god ide. Det vil ikke stoppe strømmen, men sikkert påvirke omfanget af migrationen«.

Er det vores ansvar, at folk drukner ?

»Det kan man have sine holdninger til. Vi er medunderskrivere af konventioner, der tilsikrer, at mennesker beskyttes. Når vi har skrevet under på at beskytte migranter, så må vi jo gøre det«.

»Men det er dybest set et moralsk spørgsmål, og jeg er forsker. Selvfølgelig har jeg meninger, men jeg er glad for, at jeg ikke er politiker, det her er ikke nemt«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden