"Mærsk McKinney Møller", verdens største containerskib anløber Aarhus havn for første gang.  Skibet, der er det første af ti af typen Triple-E Class, er bygget på Daewoo værftet i Sydkorea og kan fragte 18.270 containere.  Detaljer: Længde: 400 meter, bredde: 59 meter.  Besætning: 19 mand.
Foto: Bent Nielsen

"Mærsk McKinney Møller", verdens største containerskib anløber Aarhus havn for første gang. Skibet, der er det første af ti af typen Triple-E Class, er bygget på Daewoo værftet i Sydkorea og kan fragte 18.270 containere. Detaljer: Længde: 400 meter, bredde: 59 meter. Besætning: 19 mand.

Internationalt

Nødplaner sættes i søen: Mærsk er fortsat delvist lammet efter hackerangreb

A.P. Møller - Mærsk er stadig påvirket af et voldsomt hackerangreb. Det skriver selskabet via fondsbørsen.

Internationalt

A.P. Møller - Mærsk oplyser via fondsbørsen, at man har inddæmmet virussen, der har lagt mange af selskabets havne ned. Virussen ramte tirsdag.

Mange it-systemer er dog fortsat nede, men nu arbejdes der på at genoprette systemerne.

»It-systemer er nede flere steder og i flere forretningsenheder«, skriver A.P. Møller - Mærsk i meddelelsen.

»Vi har lukket en række systemer ned for at inddæmme problemet«.

Nødplaner bliver implementeret. Den samlede effekt på vores forretning er ved at blive gjort op

Selskabets klart største forretningsområde, Maersk Line, der er verdens største containerrederi, er berørt, men funktionel.

»Maersk Lines skibe kan manøvrere, kommunikere og besætningerne er i sikkerhed«, skriver A.P. Møller - Mærsk.

Rederiet, der er kerneforretningen hos A.P. Møller - Mærsk, opererede ved årsskiftet over 600 skibe med en samlet kapacitet på 3,3 millioner containere. Maersk Line omsatte for 136 milliarder kroner i 2016.

Ifølge Bloomberg oplyser Maersk Line, at man stadig ikke kan tage ordrer ind, men at al data er intakt.

»Vi fortsætter med at overvåge og håndtere situationen for at minimere effekten på vores operationer, kunder og partnere«, skriver konglomeratet.

75 havne ramt

APMT, A.P. Møller - Mærsks havnedivision, er dog umiddelbart fortsat hårdt ramt. Ifølge flere medier skal 75 havne være ramt.

Ifølge A.P. Møller - Mærsk er det stadig for tidligt at gøre skaderne op.

»Nødplaner bliver implementeret. Den samlede effekt på vores forretning er ved at blive gjort op«, skriver A.P. Møller - Mærsk.

Ifølge A.P. Møller - Mærsk-analytiker ved Sydbank Morten Imsgard, kan angrebet hurtigt blive alvorligt for selskabet.

Alene Mærsks havne håndterer over 100.000 containere om dagen, så logistisk set skaber lammelsen hurtigt en enorm opgave.

»Mærsk er ret ukampdygtige lige nu. De kan ikke tage ordrer ind i Maersk Line, og de kan ikke håndtere kundernes containere på havnene«.

»Det er ikke en situation, der er holdbar i ret mange dage. Det vil give driftsproblemer, der kan tage lang tid at løse«.

»Den økonomiske regning er for tidlig at sige noget om, men det afhænger klart af, hvor hurtigt de kan komme i gang igen. Og det kan komme til at få stor økonomisk betydning«, siger Morten Imsgard.

ritzau

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden