USA's præsident, Donald J. Trump, ankommer til Kennedy Center for the Performing Arts i Washington, hvor han skal holde tale i anledning af et Celebrate Freedom event.
Foto: Carolyn Kaster/AP

USA's præsident, Donald J. Trump, ankommer til Kennedy Center for the Performing Arts i Washington, hvor han skal holde tale i anledning af et Celebrate Freedom event.

Internationalt

Trump forsvarer twitter-storm: Jeg er en moderne præsident

Trumps storforbrug af twitter skyldes blandt andet de etablerede 'falske medier', som han igen langer ud efter ved et 'Fejr Friheden'-arrangement i Washington.

Internationalt

Det er ikke uden grund, at Donald J. Trump bliver kaldt twitter-præsidenten. Trumps bedrifter på de sociale medier er mange og mangfoldige.

Nu forsvarer den pippende præsident sit store forbrug af sociale medier med en henvisning til, at han blot er en moderne præsident.

På twitter, selvfølgelig.

»Min brug af sociale medier er ikke præsidentiel - den er moderne præsidentiel«, tweetede Trump.

Forsvaret kommer umiddelbart efter at præsidenten fik kritik for en række tweets tidligere på ugen. I noget der lignede regulær mobning, kastede Trump sig ud i en smædekampagne mod de to amerikanske tv-værter Joe Scarborough og Mika Brzezinski.

De to værter havde dristet sig til at tale dårligt om præsidenten i deres program 'Morning Joe' på den amerikanske tv-station MSNBC. Værterne, der danner par privat, har blandt andet kaldt præsidenten en 'narrøv' og sat spørgsmålstegn ved hans mentale helbred.

»Jeg har hørt dårlige-seertal-@Morning_Joe taler dårlig om mig (ser det ikke mere). Men hvordan kan det så være, at lav-iq-Skøre-Mika sammen med Psycho Joe kom til Mar-a-Lago tre nætter i træk omkring nytårsaften og insisterede på at være sammen med mig. Hun blødte slemt fra en ansigtsløftning. Jeg sagde nej!«, tweetede Trump med henvisning til sin golfklub Mar-a-Lago ved Palm Beach i Florida.

Han fortsatte to dage senere:

De to værter der kritiserede Trump i programmet 'Morning Joe' på MSNBC, Mika Brzezinski and Joe Scarborough.
Foto: Evan Agostini/AP

De to værter der kritiserede Trump i programmet 'Morning Joe' på MSNBC, Mika Brzezinski and Joe Scarborough.

»Skøre Joe Scarborough og dum-som-en-sten Mika er ikke slemme mennesker, men deres dårligt sete show er domineret af deres NBC-bosser. Ærgerligt!«.

Trumps hårde, personlige tweets blev ifølge BBC fordømt af medlemmer fra både Demokraterne og Republikanerne. Kun Det Hvide Hus forsvarede præsidenten.

Men ifølge Trump selv giver de sociale medier en mulighed for at tale direkte til folket uden om de etablerede medier. Medier som ifølge Trump leverer falske nyheder, og gør alt hvad de kan for at knægte præsidenten.

»De falske og svindlende nyhedsmedier arbejder hårdt for at overbevise Republikanerne og andre om, at jeg ikke skal bruge sociale medier. Men husk, jeg vandt valget i 2016 med interviews, taler og sociale medier«, tweetede han i to separate, men sammenhængende opslag.

Krig med medierne

Det gennemgående tweet-tema har længe været Trumps krig med de etablerede medier, som han konsekvent refererer til som 'fake media'.

Søndag affyrede præsidenten endnu et krydsermissil mod de hårdtprøvede medier ved et arrangement i John F. Kennedy Center for Performing Arts i Washington. Det skriver flere internationale medier.

»De falske medier prøver at lukke munden på os, men det får de ikke lov til. For folket kender sandheden. De falske medier forsøgte at forhindre os i at vinde Det Hvide Hus. Men jeg er præsident og det er de ikke«, lød det fra Trump på talerstolen ifølge New York Times.

Forud for arrangementet havde Trump fastgjort et tweet til toppen af sin feed. Et tweet, hvor præsidenten foreslår at omdefinere sloganet 'fake news CNN' til 'fraud news CNN' - altså svindel-nyheder.

Donald Trump fik foræret ekstra brænde til fake-news-bålet, da det for nylig blev afsløret, at tre journalister havde forladt nyhedsmediet CNN efter tilbagetrækningen af en artikel om Trumps påståede russiske forbindelser.

Det bekræftede ifølge Trump, hvad han havde vidste længe. At CNN er et falsk medie, der leverer falske nyheder.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce