Internationalt

Donald Trump i Polen: USA står bag Natos artikel 5

Den amerikanske præsident modtog stor jubel for historisk tale i Warszawa, hvor han lovede at stå helt bag Europa

Internationalt

Polakkerne, Nato-medlemmerne og hele Europa fik, hvad de håbede på, da Donald Trump tidligt i eftermiddag i en historisk tale i Warszawa klart og tydeligt erklærede, at USA står ved Natos såkaldte musketer-ed i artikel 5 i alliancens fundament.

»Til dem, som tvivler og kritiserer vores faste holdning, vil jeg sige, at USA ikke kun med ord, men vores handlinger, har vist, at USA står helt og fast bag artikel 5. Ord er lette, men handlinger er det, der tæller«, sagde Donald Trump i Warszawa i sin første offentlige tale i Europa, der af tyske iagttagere blev omtalt som hans mest veloplagte i hans tid som præsident.

Trump talte om sine værdier

Talen blev også en definition af Donald Trumps værdier og en måske lidt overraskende hyldest til de værdier, Vesten er bygget på.

»Der er intet i verden, der minder om vores sammenhold af nationer, verden har aldrig kendt noget som det. Vi skriver symfonier, vi er innovative og hylder vores gamle helte og søger altid efter at opdage og udforske nye grænser. Vi forsker og undersøger for også at lære os selv bedre at kende«, sagde han og hyldede »kvinder som byggere af vores samfund«.

Det polske publikum foran monumentet for Warszawa-opstanden mod de nazistiske tropper i 1944 kvitterede ved at give den amerikanske præsident det med hjem, han kom efter. Nemlig entydig opbakning i form af de taktfaste råb »Donald Trump! Donald Trump!« Råbene skulle gerne give genlyd hjemme i USA, hvor Donald Trump ikke har det for let.

Inspireret af historiske omgivelser

De historiske omgivelser syntes at inspirere Donald Trump, der indledte sin godt en halv time lange tale med at rose den polske kampånd og spirit gennem tiderne.

Efter megen retorik om polske helte, der deler blodets bånd med amerikanske soldater, kom så det løfte, hele Europa har længtes efter at høre fra præsidenten: at han står helt bag artikel 5, der handler om, at Nato-medlemmer, som angribes, kan regne med hjælp fra de allierede, inklusive USA.

Foto: David Josek Petr/AP

Patriot-missiler til Polen

Hidtil har Donald Trump ikke for alvor sagt eller overbevist om, at solidariteten i Nato fremdeles gælder USA. Men i Warszawa kom tilsagnet, endda sammen med et løfte om, at USA stiller Patriot-luftværnsmissiler »de bedste i verden« - til rådighed for værtslandet.

Sammen med denne erklæring sendte Donald Trump advarsler til Rusland om at stoppe sin »destabiliserende adfærd i Ukraine og i Syrien«. Advarslerne kom timer inden Donald Trump for første gang skal møde sin russiske præsident Vladimir Putin ved G20-topmødet i Hamburg. Det er ligeledes første gang, Donald Trump så klart tager afstand fra den russiske invasion af Krim-halvøen i Ukraine, hvilket endnu engang vakte stor jubel i Warszawa.

Indre og ydre trusler

Det var ikke kun de polske tilhørere, der kvitterede med begejstrede tilråb. Iagttagere kalder Donald Trumps tale historisk og mener, at den amerikanske præsident for alvor trådte ind i Europa på kanten af et G20-topmøde, hvor modstanden mod ham må formodes at være langt mindre efter Warszawa-talen.

I den gav Donald Trump udtryk for stor beundring for polakkernes kamp mod først nazisterne og senere mod kommunismen i Østblokken. Han trak paralleller til vore dage, hvor Europa og den vestlige verden trues af Putins Rusland og islamisk terrorisme.

»Jeg er ikke her bare for at besøge en gammel allieret, men for at vise vejen for andre, som har modet til og vil kæmpe for vores civilisation. Historien om Polen er historien om et land, som aldrig er brudt sammen eller er blevet knækket og som aldrig nogensinde har glemt, hvem de er«, sagde Donald Trump.

Foto: Evan Vucci/AP

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det bureaukratiske monster

Ved siden af de ydre fjender pegede Donald Trump også på indre modstand i Vesten - »det konstant voksende monster af bureaukrati... Vesten blev ikke stort gennem papirarbejde og reguleringer, men ved at give det enkelte menneske mulighed til at udfolde sig frit« og modløshed.

En modløshed, som gør, at Europa »ikke investerer nok i sin egen fremtid«, som Donald Trump anklagende sagde med henvisning til mangelen på at leve op til Nato-forpligtelsen om to procent af BNP til forsvaret.

Et krav, Donald Trump har stået fast på, siden han blev præsident og som ifølge ham selv i Warszawa »allerede har fået millioner af dollar til at rulle ind til Nato til alles overraskelse«.

Så længe vi kender historien...

Men det er ikke nok, alle lande skal som Polen betale fuldt bidrag til forsvaret. Og europæerne bør få øjnene op for egne værdier og stille sig bag dem:

»Vores alliance er stærk, vores lande er modstandsdygtige, og vi har kræfterne til at besejre alle. Vi vil aldrig glemme, hvem vi er. Hvis vi ikke gør det, kan vi bare ikke lide nederlag... vi vil aldrig trække os tilbage... Så længe, vi kender vores historie, vil vi kunne bygge vores fremtid«, sagde Donald Trump.

Flere roser til Polen

Mod slutningen droppede han flere roser ned over sine polske værter.

»Vi kan have de stærkeste økonomier og de mest dødbringende våben i verden. Men hvis vi ikke har stærke værdier og familier, vil vi være svage, og vi vil ikke overleve. Hvis nogen glemmer værdierne, så lad dem komme til et land, der aldrig har glemt sine værdier, lad dem komme til Polen, her til Warszawa og forstå historien bag Warszawa-opstanden og dens helte... Vores forsvar for Vesten begynder ikke på slagmarken, men i vores hoved«.

Forud for sin tale havde Donald Trump på et pressemøde rost det nye østeuropæiske samarbejde mellem 12 lande i 3 Have-alliancen, som »er en stor succes« ifølge den amerikanske præsident.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Melanie Trump sagde tak

Han blev på scenen i Warszawa introduceret af sin hustru, Melanie Trump, som i farvestrålende kjole på et noget stivbenet engelsk med tung østeuropæisk accent skamroste de polske værter og erklærede, at det var en »stor ære« at introducere gemalen.

Skulle alle rygter om knas i ægteskabet også lige fjernes, når nu Donald Trump var i gang med at skrive historie, lykkedes missionen vel nærmest, da han takkede og kaldte sin kone for »den smukkeste repræsentant for Amerika«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden