Den republikanske senator Lindsey Graham står bag et lovforslag om at give sin partifælle præsident Donald Trump en politisk spændetrøje på i forhold til at fyre den særlige efterforsker, der undersøger russiske forbindelser til hans valgkampagne.

Den republikanske senator Lindsey Graham står bag et lovforslag om at give sin partifælle præsident Donald Trump en politisk spændetrøje på i forhold til at fyre den særlige efterforsker, der undersøger russiske forbindelser til hans valgkampagne.

Internationalt

Republikanere vil give Trump spændetrøje på

Trumps egne partifæller vil hindre, at han fyrer den efterforsker, der gransker hans russiske forbindelser.

Internationalt

Donald Trump skal ikke uden videre kunne fyre den særlige efterforsker, Robert Mueller, som er sat til at undersøge, om præsidentens valgkampagne fik hjælp fra Rusland op til sidste års præsidentvalg.

Sådan lyder indholdet af to lovforslag, som er fremsat i samarbejde mellem republikanere og demokrater i det amerikanske senat. En fyring skal kræve, at et panel af dommere godkender den, lyder forslagene. Tiltaget skal sikre, at en eventuel fyring ikke sker ud fra »politisk motivation«, siger den republikanske senator Lindsey Graham, som er medstiller af et af forslagene, i en kommentar.

Det er højst usædvanligt, at præsidentens egne partifæller viser, at de er villige til at begrænse hans handlemuligheder, fordi de ikke stoler på hans dømmekraft.

»Det her viser, at der en reel frygt langt ind i det republikanske parti – præsidentens eget parti – for, hvad han kan finde på«, siger lektor Niels Bjerre-Poulsen fra Center for Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet og fortsætter:

»Jeg mener ikke, vi har set noget lignende siden Watergate-skandalen«.

Trump truer Mueller

I forrige uge truede præsidenten med, at han på et tidspunkt vil afsløre interessekonflikter, som gør, at Robert Mueller ikke har habilitet til at at udføre efterforskningen. Trump har i de seneste dage anklaget efterforskerne for, at »Rusland-sagen er fuldkommen opdigtet«.

»De prøver at snyde jer for det lederskab, I gerne vil have, ved hjælp af denne falske historie«, sagde Donald Trump torsdag til stor jubel fra 9.000 forsamlede tilhængere i Huntington, West Wirginia.

Det nye signal om, at republikanere er klar til at lægge præsidenten i en politisk spændetrøje, bliver endnu stærkere af, at de tidligere på ugen har gjort det samme på et andet område. Onsdag stemte massive flertal i begge Kongressens kamre for en lov, der skærpede sanktionerne mod Rusland, men som højst usædvanligt også fratog præsidenten muligheden for at lempe sanktionerne senere.

»At alle Senatets republikanske medlemmer på nær to stemte for den lov viser, at man har fundet det nødvendigt at sende et vink med en vognstang til præsidenten om, at man simpelthen ikke stoler på ham i spørgsmål om Rusland. Det er et kæmpe mistillidsvotum fra hans eget parti«, siger Niels Bjerre-Poulsen.

Mueller indkalder jury

Trumps anklager om, at efterforskningen bygger på et fupnummer, kommer i forlængelse af, at Wall Street Journal torsdag skrev, at Mueller har indkaldt en såkaldt ’grand jury’. En grand jury udpeges typisk til at afgøre, om der er grundlag for at rejse anklage i en sag, og giver mulighed for at kræve dokumenter udleveret og indkalde vidner, der skal vidne under ed.

»En grand jury er ikke ensbetydende med, at nogen ender med at blive dømt, men det ses som et udtryk for, at man mener, at der er noget at forfølge, så man kan rejse sigtelser«, siger Niels Bjerre-Poulsen.

Mistanken om, at den russiske regering sidste år forsøgte at manipulere valgkampen til Trumps fordel, er i den seneste måned blevet bestyrket ved, at præsidentens ældste søn, Donald Trump Jr. blev nødt til at offentliggøre emails, som viste, at han – i modsætning til, hvad han tidligere havde påstået – havde indvilget i et møde med en russisk advokat, efter at advokaten havde tilbudt, at han kunne få følsomme informationer, som kunne skade demokraternes præsidentkandidat, Hillary Clinton. En række andre personer tæt på Trump er også under mistanke.

Mistillid begyndte med FBI-fyring

Mistilliden fra Trumps egne partifæller begyndte for alvor at vokse, da præsidenten i maj fyrede forbundspolitiet FBI’s øverste chef, James Comey, som stod i spidsen for efterforskning af Trump-kampagnens russiske forbindelser. Siden er mistilliden vokset, fordi præsidenten har hånet og kritiseret sin justitsminister, Jeff Sessions, for at han har erklæret sig inhabil i forhold til efterforskningen af de russiske forbindelser til Trump-kampagnen.

Sidstnævnte fik republikanere til at advare om, at hvis han fyrede Sessions, ville de ikke godkende en ny justitsminister.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce