Odense Universitetshospital er et af de sygehuse, der har oplevet problemer med bandekriminelle og uro.
Foto: Lasse Kofod

Odense Universitetshospital er et af de sygehuse, der har oplevet problemer med bandekriminelle og uro.

Internationalt

Personalet på svenske skadestuer lever i frygt for bandeopgør

Voldsomme udfald mod sygeplejersker og læger giver utryghed på akutmodtagelserne. Herhjemme er udsatte skadestuer sikret, og personalet har fået kurser i konflikthåndtering.

Internationalt

Dødstrusler. Grov og yderst nedladende omtale af det kvindelige personale, der trues med at blive voldtaget. Bevæbnede patienter. Og en frygt for at gå på arbejde.

Det er nogle af de problemer, medarbejderne på svenske sygehuse i storbyerne står over for.

Det har ligefrem ført til politiske forslag om, at sygehuse befæstes med hegn, kontrol og overvågningskameraer.

Politibeskyttelse på skadestuer

Problemerne har nået et omfang, så politiet i Malmø nu straks sender vogne til skadestuen, så snart der slås alarm om bandeskyderier i byen. Det sker for at bistå sygehusets egne vagter med at holde de tilstrømmende bandemedlemmer, som uværgerligt dukker op, ude fra sygehusgangene.

Enten vil de med vold og magt tilse en skudsåret kammerat, eller også vil de have fat i en eventuel gerningsmand, der også kan være blevet bragt ind med kvæstelser, hvis der har været tale om en skudduel.

De har ingen respekt for noget som helst. Det er deres egne love, der gælder.

Resultatet er, at personale og almindelige patienter og pårørende må færdes blandt betjente med tunge våben, som beskytter indlagte bandemedlemmer.

Såret ville true sig til behandling

I nogle tilfælde er sygehusenes venteværelser ved akutmodtagelserne blevet evakueret, fordi menneskemængder er trængt inden for og har sendt læger og sygeplejersker på flugt. Der har været kampe mellem politi og bandemedlemmer i venteværelserne. Og ved en lejlighed har en skudsåret og pistolbevæbnet mand forsøgt at true sig foran i køen. Det skete på sygehuset i Malmø.

Det udsatte arbejdsmiljø på skadestuer og akutmodtagelser får blandt andet personale til at lade være med at bære navneskilte for at undgå, at gerningsmændene kommer til at finde ud af, hvor de bor.

»De har ingen respekt for noget som helst. De har helt mistet troen på samfundet. Det er deres egne love, der gælder. Man vil have noget, men får det ikke - og så bliver man ikke bare lidt oprørt, men derimod vældigt truende«, siger Marie Jensen, der er sygeplejerske og sikkerhedsrepræsentant på Skånes Universitetssygehus, til Kvällsposten.

Hvor tidligere tiders bandeopgør ifølge den erfarne sygeplejerske ikke førte til grove trusler mod personalet, er billedet i dag et andet. På få år er det gået helt galt, når det gælder sikkerhed og trusler mod personalet på skadestuerne.

Danske skadestuer er sikrede

Herhjemme har der ved flere lejligheder være uroligheder på skadestuer. Blandt andet kom det i 2012 til uro på sygehuset i Odense, da cirka 70 personer stormede skadestuen i jagten på et bandemedlem.

Siden har der været flere andre hændelser af lignende karakter på sygehuse flere steder i landet.

I Odense har sygehuset måttet oprette en stilling som voldsforebyggelseskonsulent. Og på Bispebjerg Hospital, der har akutmodtagelse for København, har sygeplejersker været på konfliktkurser.

At stå i sådan en ”krigszone” kan for nogen være utrolig skræmmende.

Oversygeplejerske Charlotte Rahbek efterlyste tidligere i år en mere systematisk indsats for at træne personalet i beredskab ved bandeoptøjer.

»At stå i sådan en 'krigszone' kan for nogen være utrolig skræmmende. Det skal trænes, hvad man skal gøre for at beskytte sig selv, sit team og de andre patienter. I min optik skal det gerne trænes dagligt, bare 5-10 minutter«, sagde hun til Sygeplejersken.

Begge steder er der nu også styr på den ydre sikring, hvor adgangen bygningen spærres og på de flugtveje, læger og sygeplejersker skal tage, hvis det går galt.

Kilder: SVT, Kvällsposten, Sydsvenskan, Dagens Samhälle samt sygeplejefagbladene Vård Fokus og Sygeplejersken.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden