Skattelylande skal ikke længere kunne blokere for tiltag mod skatteunddragelse. I hvert fald ikke uden at stå ved deres modstand. Sådan lyder et forslag fra Jeppe Kofod, Socialdemokraternes gruppeformand i EU-parlamentet og medlem af udvalget mod skattesnyd.
I dag kan lande blokere for nye tiltag i arbejdsudvalg under Ministerrådet, uden at deres veto fremgår offentligt.
»Rådet har en række lukkede fora, hvor vi som borgere, medier og offentlighed ikke kan se, hvilke lande der gør hvad. Om de blokerer for fremskridt eller laver rævekager. Arbejdet i lukkethed er i sig selv et demokratisk problem«, siger Jeppe Kofod. Han har særligt fokus på beslutningerne for udvalget for adfærdskodeks for erhvervsbeskatning, som i 20 år har forsøgt at afskaffe skattetiltag, der udgør skadelig skattekonkurrence. Udvalget har, for at sige det mildt, ikke gjort store fremskridt.
De seneste år har det vakt stor opmærksomhed, hvordan it-giganter udnytter de forskellige skattesatser i EU-lande ved at rykke deres overskud til lande, der tilbyder særligt gunstige vilkår. For eksempel betalte Google og Facebook henholdsvis 0,82 og 0,03 procent i skat af deres overskud i EU-landene i 2015.
»Denne arbejdsgruppe arbejder i lukkethed. Og i enstemmighed. Det vil sige, at lande som Malta, Irland, Cypern og Luxembourg kan sidde og blokere for tiltag som deling af skatteafgørelser, uden at deres modstand bliver offentlig. Hvis der var åbenhed om landenes indstillinger, så ville de skulle ud og forsvare, hvorfor de gør det. Hvis de skulle retfærdiggøre sig, så ville man få en mere ærlig debat«, siger Jeppe Kofod.
EU’s Ombudsmand har taget lukketheden i udvalgene op og bedt Ministerrådet forklare behovet for anonymitet. Rådet svarer, at man er tilfreds med, at medlemslandenes individuelle holdninger til en given sag noteres, når det vurderes »hensigtsmæssigt«.
Anledningen til Ombudsmandens interesse er, at EU-parlamentets skattesnydsudvalg ekstraordinært har haft adgang til dokumenter, der afslører medlemslandenes positioner vedrørende tiltag mod skattekonkurrence landene imellem. Dokumenterne viser et vist mønster i de lande, der blokerer.
Hvis der var krav om åbenhed om landenes positioner, så ville det også kunne rykke ved landenes politiske standpunkter, tror Jeppe Kofod.
»Det lykkedes jo at afskaffe bankhemmeligheden i Østrig og Luxembourg efter pres fra de andre EU-medlemslande. Der er masser af eksempler på, at når ting foregår i åbenhed, og man ved, hvilke lande der agerer skattely eller hemmeligholder konti, så lykkes det at få det væk«.