Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Hver aften vokser plakatskoven i Barcelona, men det er selvstændighedens tilhængere, der råber op.
Foto: Jacob Svendsen

Hver aften vokser plakatskoven i Barcelona, men det er selvstændighedens tilhængere, der råber op.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Catalonsk folkeafstemning: »Stem ikke – bliv hjemme og nyd søndagen«

Tilhængerne af den spanske enhedsstat er usynlige i Cataloniens medier, og det spanske flag er helt væk.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

La Rojigualda – det rød-gul-røde spanske nationalflag i Catalonien – skal overføres til den røde liste over udryddelsestruede flag-arter, hvis der findes sådan en. På tre dage lykkedes det kun at opspore to eksemplarer, og de var i ’beskyttede reservater’.

I mange år har det været svært at finde et spansk nationalflag i Barcelonas gader. Overalt i Catalonien har tilhængerne af det nuværende system, hvor Catalonien er en delvis selvstyrende del af det spanske kongedømme, stukket piben ind og holdt lav profil og gemt flaget væk. Nu er det helt væk – næsten.

Nu skal jeg finde La Rojigualda i Barcelona. Hvis der da er et, flaget er blevet sværere at finde, i takt med, at catalonsk uafhængighed er galopperet op på den lokale politiske dagsorden.

Der er otte dage til folkeafstemningen om uafhængighed. Separatisterne i Catalonien er fast besluttet på at gennemføre, selv om forfatningsdomstolen i Madrid har suspenderet afstemningen på ubestemt tid, mens retten tager stilling til lovligheden. Detaljen om suspension og ikke et endeligt forbud er ikke noget, der plager debatten og medierne.

Men jeg skal heller ikke gå op i detaljerne, jeg skal finde flaget og de omkring 50 procent af befolkningen, der ifølge alle målinger ikke støtter selvstændigheden.

Vi vil være sammen med Spanien, vi skal respektere, at forfatningen og lovene også gælder for Catalonien. Vores budskab er: Stem ikke – bliv nu hjemme og nyd søndagen

Jagten foregår i en tsunamiagtig mængde af turister fra alverdens lande. De driver sorgløse rundt i Barcelonas gamle centrum. Her er det meget svært at få øje på eftervirkningerne af terroristernes amokkørsel for en måned siden. Den kostede 16 mennesker livet.

Men her er ingen flag. Eller: Der er masser af flag, det er bare ikke La Rojigualda.

Fra offentlige bygninger, aviskiosker og altaner flager man med det catalonske La Estelada. Unge mennesker har det som slængkappe over skuldrene, de lidt ældre på deres T-shirts. Det ses i en grad, så selv vi flagglade danskere blegner.

Det catalonske flag er også gult og rødt, men med en hvid stjerne på blå bund.

Vandret over for lodret: Det svarer godt til fronterne i balladen.

En eneste gang støder jeg på Madrids flag i Barcelonas gader – oven i købet i den fine udgave med et flot svunget våbenskjold placeret til venstre på flagdugen. Det er, da jeg står i trafikhelvedet på Via Laietana, der går parallelt med Ramblaen fra den centrale Plaza Catalunya ned til havnen. Bygningen med flagstangen er omringet af betjente, de ser bistre ud.

Hvorfor står I her?

»Dette er det catalonske hovedkvarter for Spaniens nationale politi«, forklarer en tungt bevæbnet betjent med pegefingeren liggende korrekt over aftrækkeren. Kontrolleret og klar til at afgive skud.

Nu er han venlig og smilende. Tilsyneladende er det helt naturligt, at han og kollegaerne danner jernring rundt om bygningen for at forhindre ikke Islamisk Stats terrorister, men vrede catalonske separatister i at komme for tæt på.

Næste gang, jeg ser flaget, er på organisationen Societat Civil Catalanas kontor på 3. sal i en anonym kontorbygning lidt væk fra turistfloden. Ledelsen har vist lige holdt møde. Gennem døren kan jeg se et bord med tømte champagneglas og slidte pindemadder. Bagved står et eksemplar af La Rojigualda flankeret af EU’s stjerneflag på den ene side og La Estelada på den anden. De kommer vist helt godt ud af det med hinanden herinde.

Mariano Goma Otero er præsident for Societat Civil Catalana. Det er en tværpolitisk folkelig organisation, der støtter Catalonien som en del af den spanske stat.

»Vi vil være sammen med Spanien, vi skal respektere, at forfatningen og lovene også gælder for Catalonien. Vores budskab er: Stem ikke – bliv nu hjemme og nyd søndagen«, siger præsidenten om den planlagte afstemning på søndag. At lokalregeringen vil gennemføre afstemningen alligevel og har støtte fra lokale medier og tusinder på gaderne, bekymrer ikke for alvor. »På den syvende dag vil de være trætte«, siger præsidenten.

Det vil han gerne fortælle mere om – og forklare, hvorfor hans organisation er tæt på at være usynlig både i medier og på gaden.

Men først skal vi til Hospitalet de Llobregat. Barcelonas noget slidte forstad med sine lejekaserner, kontorhøjhuse og fabrikker huser over 250.000 indbyggere. Det er en selvstændig kommune med egen borgmester, og hun er ikke hvem som helst.

’La Alcadesa’, borgmesterinden, hedder Nuria Maria Martinez. Hun er 53 og barnefødt her i Llobregat, der er opkaldt efter den lille temmelig beskidte flod, der løber fra bjergene gennem industrikvartererne og ud i Middelhavet.

Vi demonstrerer aldrig. Hvis vi gjorde, var der risiko for vold. De venter på provokationer og på, at politiet bliver sat ind.

Rajoy har ansvaret

Nuria Martinez har været borgmester siden 2008. Hun er fra det spanske socialistparti PSOE’s ’søsterparti’ i Catalonien, PSC, som hun også er næstformand for. Da lokalregeringen gav besked om, at regionens borgmestre skulle gøre valglokalerne klar og advisere de tilforordnede, sagde hun nej. I modsætning til godt 700 af de mere end 900 borgmestre i regionen.

Ikke fordi hun støtter den dybt konservative regering i Madrid. Et banner, der byder flygtninge velkomne, pryder fronten af det gamle rådhus. Llobregat har altid været en rød kommune. Men catalonsk partipolitik er kompliceret, brudfladerne går mellem tilhængere og modstandere af selvstændighed, ikke højre og venstre.

»Det her er meget enkelt. Jeg følger loven, og denne afstemning er ikke lovlig. Da jeg fik anmodningen fra Generalitat (Cataloniens regering, red.), bad jeg vores juridiske afdeling om en vurdering. Den var, at afstemningen ikke var i overensstemmelse med forfatningen. Derefter meddelte jeg, at det vil være umuligt at tage ansvar for afviklingen«.

Hun er rolig, præcis og helt afklaret. Det landsdækkende centrum-venstre-dagblad El Pais fremhæver hende i bladets ledere som en rolig klippe i et vanvittigt stormvejr. At hun har forbindelserne i orden, viser de seneste dages mange telefonsamtaler med Spaniens borgerlige premierminister, Mariano Rajoy.

»Hun talte faktisk med ham i går«, forklarer en stolt kommunal pressemand.

Og hvad sagde du så til Rajoy?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»At jeg insisterer på dialog, og han må åbne den. Han er den ansvarlige, nu må han komme ud og sige noget og forstå problemernes størrelse. Det er naturligvis ikke let for nogen, men han er den øverste ansvarlige, og han har forsømt mulighederne for at finde en løsning«.

Borgerne har ikke stormet rådhuset af den grund, nogle – men ikke mange – er utilfredse, forklarer hun.

Borgmesteren mener ikke, at modstanderne af afstemningen er skræmte eller bange for at stå frem. »Vi har jo ytringsfrihed her, og alle har en mening, som de giver udtryk for. Men i Catalonien er næsten alle medier tilhængere af selvstændighed, og den anden side har svært ved at komme til orde«.

Hvorfor?

»Spørg dine kollegaer. Men fortællingen om Cataloniens selvstændighed er jo smuk – nærmest romantisk. Vi vil blive mere lykkelige, rigere og få flere arbejdspladser som selvstændige. Tilhængerne har et flag – et symbol – og et etisk narrativ, der taler til medierne. Det giver mere opmærksomhed end dem, der ikke støtter uafhængigheden«, forklarer Nuria Martinez. Hun er heller ikke tilfreds med Cataloniens nuværende grad af selvstyre. Men forbedringer kan kun opnås gennem forhandlinger, forklarer hun og vender ihærdigt tilbage til Rajoys ansvar.

Selvstændighedsindoktrinering

Det taler Mariano Goma Otero i den kønsløse kontorbygning inde i Barcelona knap så meget om. Men i den folkelige bevægelse for fortsat sammenhold med Madrid er der en vis forståelse for, at der kan ske forbedringer, hvis afstemningen ikke afholdes.

Præsidenten vil hellere forklare, hvordan Catalonien er kommet hertil, og hvorfor Societat Civil Catalana trykker sig i debatten. Det begyndte at gå galt, da lokalregeringen fik ansvar for uddannelse.

»Det er blevet misbrugt til at fortælle løgnen om, at Spanien har koloniseret Catalonien. Denne indoktrinering forstærkede selvstændighedsbevægelsen, der de sidste 4 år har nået nye højder. De tyranniserer og bekæmper Spanien«.

»De bruger hundreder af millioner euro på at støtte de lokale separatistmedier, mange godtager det, der kommer fra dem. Men det er jo grinagtigt, at vi skulle kunne blive som Danmark. De kæmper jo som vilde«.

Præsident Otero sukker, men indrømmer også, at Madrid måske nok har overset Catalonien i de seneste år.

»Det kunne være stoppet stille og roligt, og måske trænger vi til en gennemskrivning af den 40 år gamle forfatning. Men nu er vi her. De provokerer og går på gaden, derfor må Madrid gribe ind«, siger Otero.

Hvorfor er I usynlige – er I bange?

Den runde mand indrømmer gerne, at det ikke er hans aktivister, der præger gader og debatter.

»Vi demonstrerer aldrig. Hvis vi gjorde, var der risiko for vold. De venter på provokationer og på, at politiet bliver sat ind. Derfor bliver vi hjemme, ligesom vi gør næste søndag«.

Jeg forlader præsidenten og hans tre flag og forsvinder ind i havet af catalonske slagord blandt de par tusinde demonstranter, der har opholdt sig foran den catalonske afdeling af den spanske højesteret siden politirazziaerne og anholdelserne af 14 højtstående embedsmænd, der stod for afstemningens logistik.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Xavier er 50 år og aktivist, til daglig arbejder han med bioteknologi, råber han ind i mit øre. Der er fuldt knald på musikken. Han afviser hårdnakket, at tilhængerne af Madrids kurs bliver chikaneret.

»Jeg har selv flere venner på den side, og vi diskuterer heftigt, men civiliseret. Det var også ulovligt for de sorte og for kvinderne at stemme. Tryk avler modtryk, og Madrids eneste udvej er at vende tilbage til diktaturet, og det tror jeg ikke, at I og resten af Europa vil finde jer i«, råber han.

Og La Rojigualda? Det kommer vi næppe til at se mere til i Catalonien.

------------------

Rettelse: I en tidligere version stod der ved en fejl, at striberne i Spaniens flag er lodrette.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden