Kilde: Politiken / Foto: Jacob Ehrbahn / Klip: Henrik Haupt

Internationalt

»Så længe folk sejler ud i gummibåde eller elendige træbåde, så er vi der«

Efter en pause sejler den tyske ngo Sea-Watch atter ud for at fiske flygtninge op af Middelhavet. Trods massiv modstand har Sea-Watch ingen planer om at stoppe.

Internationalt

Axel Grafmanns er kriminel. En forbryder. En skamplet. Det får han hele tiden at vide og ikke bare på de sociale medier. Også politikere og ledende embedsmænd i EU anklager og mistænkeliggør ham.

De mener, han samarbejder med libyske menneskesmuglere og dermed er medansvarlig for, at mennesker i titusindvis sejler fra Afrika – især via Libyen – til Europa, hvor de straks tager fat på at underminere vores velfærd.

»Jeg modtager dødstrusler. Jeg bliver ringet op, og personen i den anden ende siger, at jeg er en skændsel for Tyskland, og at jeg meget snart vil blive slået ihjel«, siger Axel Grafmanns.

Han er daglig leder af Sea-Watch, en lille humanitær organisation med base i Berlin, som nu i et par år har reddet flygtninge og migranter fra at drukne i Middelhavet. En indsats, som på tirsdag belønnes med Politikens Frihedspris.

Kilde: Politiken / Foto: Jacob Ehrbahn / Klip: Henrik Haupt

Det begyndte med en ombygget fiskerbåd, der sejlede rundt i farvandet mellem Tyrkiet og Grækenland. Og det fortsatte med det noget større skib ’Sea-Watch 2’, som, indtil det i sommer fik maskinskade, opererede i den såkaldte search and rescue zone ud for Libyens kyst.

Dette skib er nu solgt til en anden ngo, og Sea-Watch har skrabet penge sammen til et nyere og betydelig større skib, ’Sea-Watch 3’, som – om alt går vel – stævner ud fra Malta i næste uge, bemandet med 5 professionelle søfolk og 17 frivillige.

Det er mildest talt en usikker mission, det nyerhvervede skib begiver sig ud på.

Hen over sommeren har Italien og resten af Den Europæiske Union i et stadig tættere samarbejde med det uregerlige styre i Libyen gjort det vanskeligere og vanskeligere for Sea-Watch og andre humanitære organisationer at redde de flygtende fra at drukne. EU har skudt en bunke penge i den libyske kystvagt, som i hurtige patruljebåde gør sit bedste for at forhindre ngo-skibene i at samle flygtninge op.

Så sent som for et par uger siden skød libyerne skarpe advarselsskud hen over et skib fra Mission Lifeline. Når ngo’erne er jaget væk, kommanderer kystvagten så – med hævede våben og EU’s velsignelse – flygtningene om bord på patruljebåden, hvorefter de sejles tilbage til Libyen.

Her henslæber op mod en million flygtninge og migranter fra Afrika, Mellemøsten og Bangladesh tilværelsen under slavelignende forhold, hvor tortur, voldtægt og mord er en del af hverdagen.

De stadig vanskeligere forhold har fået flere ngo’er til at indstille redningsarbejdet i Middelhavet. Sea-Watch har også overvejet at stoppe.

»Det bliver farligere og farligere, jo tættere du kommer på den libyske kyst. Og det er op til den enkelte ngo at vurdere denne risiko. Vi har haft en stor og ophedet diskussion om det med alle vores kaptajner og missionsledere. I sidste ende var alle enige om, at vi skulle fortsætte, så længe det er muligt«, siger Grafmanns.

Jeg ser en klar strategi fra europæisk side. De vil lukke Libyen, og de har ret stor succes med det. De er ligeglade med menneskerettigheder. De er ligeglade med flygtningene. Og de har penge. De har våben

»Men det er en ulige kamp. Jeg ser en klar strategi fra europæisk side. De vil lukke Libyen, og de har ret stor succes med det. De er ligeglade med menneskerettigheder. De er ligeglade med flygtningene. Og de har penge. De har våben. De har dette samarbejde med den libyske kystvagt – to italienske krigsskibe opererer allerede i libysk farvand«.

Alle redningsaktioner i den del af Middelhavet koordineres af et maritimt redningscenter (MRCC) i Rom. Når MRCC hører, at en flygtningebåd er i nød, bestemmer centret, hvilke ngo-skibe eller andre fartøjer i området der skal rykke til undsætning. Sea-Watch, og de andre ngo’er følger altid instruktionerne fra det italienske redningscenter.

Vi følger loven

På det seneste har der imidlertid været tale om at overdrage denne overordnede koordination til et MRCC i Libyen. Alene tanken giver Axel Grafmanns kuldegysninger.

»Så kan vi komme i en situation, hvor vi kalder op og siger: Vi har folk i havsnød. Og svaret lyder: Ja, bring dem tilbage til Tripoli ... Så kan vi blive nødt til at nægte at følge ordren. Det er den vanskelige situation, vi risikerer at stå i«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvad mener du om EU’s bestræbelser på at forhindre folk i at flygte fra Libyen?

»På kort sigt er det en meget succesfuld strategi ... hvis målet er at vinde et valg. Se for eksempel på Tyskland, hvor Merkel vandt igen, til trods for at vi nu har et stort ekstremt højreparti. Det hjælper at lukke grænser«, siger Axel Grafmanns.

»Den tyske indenrigsminister, Thomas de Maizière, sagde for nylig, at flygtningepolitikken – det vil sige samarbejdet med den libyske kystvagt – er en stor succes, fordi antallet af flygtninge er faldet. Han synes altså, det er en god idé at sejle folk tilbage til Afrika, selv om det er totalt imod international lov«.

»Det mærkelige er«, går Grafmanns videre, »at de anklager os for at bruge kriminelle metoder. Men det er dem, der overtræder de internationale love. Vi er de eneste, der følger loven. Det er virkelig en latterlig situation«.

Set gennem menneskeretlige briller er det en katastrofal strategi at lukke Libyen ned, mener han.

»Man prøver at holde fattigdom, og alt hvad der ellers findes af elendighed i Afrika og Mellemøsten, væk fra Europa. Man lukker grænser og tænker, så er den klaret. Men den er ikke klaret, for folk er stadig fattige og frustrerede af krige og alle tænkelige dårligdomme ...«.

Grafmanns understreger, at Sea-Watch ikke ser det som sin opgave at løse alverdens problemer med flygtninge og migration. Det må politikerne klare, konstaterer han.

»Vi arbejder ud fra en meget simpel filosofi. Hvis vi kan redde bare et menneskeliv, så er det fint. Vi har aldrig regnet på det og sagt: Det her var en god mission, fordi vi reddede tusinder, og det her var en dårlig mission, fordi vi kun reddede en enkelt eller måske slet ingen«.

Det strammere greb fra EU’s og Libyens side har fået færre mennesker til at sejle ud fra den libyske kyst. Men det er umuligt at sige noget om, præcis hvor mange der stadig forsøger at flygte over Middelhavet, for der er færre ngo-skibe til at holde øje med det.

Noget af trafikken er flyttet til Tunesien og Marokko, hvorfra nogle prøver at sejle til Spanien.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvis man lukker en grænse, finder flygtningene nye ruter.

Men der sejler stadig mennesker fra Libyen med kurs mod den nærmeste kyst, som er den italienske ø Lampedusa, der befinder sig 300 kilometer væk. En distance, som i praksis er umulig at tilbagelægge i de usle fartøjer, flygtningene stuves sammen i.

»Og så længe folk sejler ud i gummibåde eller elendige træbåde, så er vi der. Vi er parate«, siger Axel Grafmanns.

»Hvis vi bare kan redde et liv, så er det grund nok til at blive ved«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce