Fredag 14. december 2016.
Borgerne i Østaleppo var stimlet sammen i kældrene til de højhuse, der på mirakuløs vis stadig tårnede sig over byen. Der var ingen elektricitet, så der var mørkt. Der var ikke noget petroleum, så der var koldt. Men de kunne ikke gå andre steder hen. Udenfor var der farligt – eller endnu farligere.
I gaderne patruljerede iranske gardister. Skyerne var erstattet af kampfly, der i ugevis havde ført bombekampagner og lagt næsten hele bydelen i ruiner, dræbt massevis af mennesker og efterladt ar på sjælen hos de overlevende, som de måske aldrig kommer over.
Sent på aftenen meddelte Ruslands FN-ambassadør, Vitalij Tjurkin, at oprørerne havde overgivet sig. De havde hejst det hvide flag. Aleppo var faldet.
I dag er det præcis et år siden.
Men hvad har præsident Assads generobring byen, der engang var landets økonomiske hovedstad, og som er placeret tæt på Tyrkiet, haft af indflydelse på den snart syvårige krig i Syrien?
Rigtig meget, siger Steven Heydemann, professor i mellemøstlige studier med fokus på krigen i Syrien og seniorforsker ved den uafhængige internationale tænketank Brookings Institute i Washington.
»Oppositionens tab af magten i den by, som man anså som deres hovedstad, bidrog til en fatal svækkelse af det, man fra Vestens side anser som de moderate oprørsgrupper i Syrien«, siger han og forklarer, at tabet blandt andet skyldes, at grupperne mistede støtten fra Tyrkiet.
På samme tid er de salafistiske, jihadistiske bevægelser i Syrien – f.eks. gruppen Tahrir Al-Sham og Jabhat Al-Nusra, der er en gren af Al-Qaeda – blevet stærkere. Det er paradoksalt nok en kæmpe succes for regimet, vurderer Steven Heydemann. Han peger på, at det passer ind i Assads fortælling om, at alternativet til hans regime er islamistiske grupper.
»Det har været styrets fortælling lige siden starten på de fredelige protester i Syrien i 2011. Derfor har styret systematisk sat sig for at svække eller eliminere moderate fraktioner inden for oppositionen«, siger han og uddyber, at det får regimet til at fremstå mere legitimt. Og den strategi er vi begyndt at se effekten af nu.
»USA har droppet alle forsøg på at presse Assad, man fokuserer på at bekæmpe Islamisk Stat i Syrien. Det er, fordi USA under både den tidligere præsident Obama og nu Trump i bund og grund har accepteret, at bekæmpelse af terrorisme er den drivende kræft for amerikanske operationer i Syrien. I stedet for at have en mere omfattende strategi, der anser Assads regime som en anden type ekstremisme, der er med til drive folk i armene på ekstremisterne«, siger Heydemann.
Luftangreb bryder fredsaftale
Af samme grund kan man heller ikke forestille sig, at Assad vil samarbejde med de moderate dele af oppositionen. Det blev endnu en gang tydeliggjort under de seneste fredsforhandlinger i Genève for få uger siden. Regimets delegation kom en dag for sent, og deres tilstedeværelse var symbolsk. De ville undgå at sætte Rusland i en pinlig situation, hvor deres allierede var den gruppe, der boykottede mødet, mener Steven Heydemann.
Allerede inden fredsforhandlingerne var slut, rejste den syriske delegation hjem, da der »ikke er nogen fremskridt i diskussionen om våbenhvile, så længe man taler om, at Assad skal gå af«, lød det fra delegationens leder, Bashar al-Jaafari.
Med andre ord vil regimet ikke acceptere nogen betydelig ændring af det politiske styre i Syrien.
Indtil nu har Rusland været Assads stærkeste allierede og har stillet kampfly og soldater til rådighed for regimet. Putin aflagde Assad et besøg mandag og sagde i den forbindelse ifølge russisk stats-tv, at den russiske intervention har været en succes. Man har »fuldstændig udryddet terrorisme« i landet. Derfor vil man nu trække russisk militær ud af landet.
Den annoncering vil dog ikke få nogen betydning for Assad, vurderer Heydemann. »Han (Putin, red.) har sagt noget lignende før, men der var ingen reel handling bag ordene. Derfor ser jeg det her som et pr-stunt, der har lidt virkeligt indhold«.
I slutningen af oktober var der endnu en runde fredsforhandlinger i Kasakhstans hovedstad, Astana. Her annoncerede det syriske regime i samarbejde med Rusland, Tyrkiet og Iran, at man ville etablere fire såkaldte »de-escalation zones«. I seks måneder ville man frede Idlib-provinsen, Homs, Aleppo og Hamma.
Men allerede to uger efter annonceringen bombede regimet, angiveligt med støtte fra Rusland, byen Al-Atarib, en provins i det vestlige Aleppo.
Assad kan blive ved med at bryde de aftaler, han har forpligtet sig til, fordi det ingen konsekvenser har, siger Steven Heydemann. I det her tilfælde kunne styret retfærdiggøre angrebene ved at sige, at man målretter angrebene mod grupper, der er ekskluderet fra aftalen, og at man reagerer på provokationer og overgreb fra oppositionen.
»Og det er rigtigt, at der har været angreb fra oprørerne, men de fleste mål, som regimet rammer, er civile mål. Vi har ingen bekræftelser på, at der er væbnede grupper i de her områder«, siger Heydemann.
