Sårede danskere i Gabon er en mand og en kvinde

Familierne til to sårede danskere beder om ro efter knivoverfald i Gabon.

Internationalt

Artiklen er opdateret søndag kl. 14.49

De to sårede danskere i Gabon er en mand og en kvinde, der var udsendt for magasinet National Geographic.

Det oplyser magasinet til Politiken. Familierne beder om ro efter knivangrebet fredag,

Udenrigsministeriets Borgerservice bekræfter, at to danske statsborgere er kommet til skade.

Men ministeriet kan ikke kommentere yderligere detaljer på grund af tavshedspligt i personsager, skriver det i en mail og tilføjer, at det 'yder den sædvanlige konsulære bistand'.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har kommenteret knivangrebet på Twitter.

»Min medfølelse og mine tanker er hos dem og deres pårørende. Indikationer på, at angrebet er politisk motiveret. Fylder mig med vrede. Vi må aldrig acceptere brutal vold mod uskyldige«, skriver statsministeren.

Angrebet i turistområde

De to danskere var på opgave for National Geographic, og den ene er alvorligt såret. Danskerne er indlagt på et hospital i hovedstaden, meddeler regeringstalsmand Alain-Claude Bilie By Nze.

Da de blev angrebet, var de ude at shoppe i et populært turistområde i Libreville, tilføjer forsvarsministeren.

Angrebet menes at være udført af en mand fra Niger, siger forsvarsministeren.

»Ifølge de første vidneberetninger fra stedet råbte gerningsmanden - en 53-årig mand fra Niger - 'allahu akbar' (Gud er størst, red.) under angrebet. Han blev anholdt på stedet«, siger Etienne Massard.

Den anholdte mand har boet i Gabon i 19 år.

Lokalmediet A'Libreville gengiver også oplysningen om, at der blev råbt 'Gud er størst'.

Den formodede gerningsmand har forklaret, at angrebet var gengældelse for 'amerikanske angreb mod muslimer og USA's anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad', siger forsvarsminister Massard.

Ser det som isoleret handling

Regeringen betragter angrebet som en isoleret handling, siger ministeren.

»På grund af sagens alvorlighed blev en efterforskning øjeblikkeligt åbnet under ledelse af anklagemyndigheden i Libreville«, siger Etienne Massard.

Han opfordrer 'folk til at forblive forsigtige'.

»Oven på denne kujonagtige, afskyelige og forfærdelige handling vil regeringen forsikre om, at Gabon ikke bliver en skueplads for angreb mod vores måde at leve på«.

»Alt vil blive gjort for at sikre, at angrebsmanden og enhver medskyldig straffes.

Gabon er et olierigt land, der ligger på vestkysten af det centrale Afrika.

Der bor kun 1,8 millioner indbyggere. Og de har indtil nu været skånet for islamistiske angreb, som flere nabolande har været udsat for.

Der er på nuværende tidspunkt ingen dansk repræsentation i Gabon. Af denne grund varetager den danske ambassade i Nigeria de danske interesserer i landet.

»Normalt har vi meget lidt at gøre med Gabon, men i situationer som denne yder vi den bistand, der er behov for og ønskes fra vores side i det omfang, at det er overhovedet muligt«, siger ambassadør Torben Gettermann.

ritzau/politiken

Redaktionen anbefaler:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce