Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Billy Grahams sidste rejse går forbi Capitol Hill

Den nyligt afdøde kristne prædikant bliver den kun fjerde privatperson, hvis båre runder Kongressen.

Internationalt

Den amerikanske offentlighed og landets toppolitikere får næste uge mulighed for at vise den sidste ære for den kristne prædikant Billy Graham, der onsdag afgik ved døden.

Hans båre fremvises nemlig i rotunden i US Capitol, hvor Kongressen har til huse, i perioden 28. februar til 1. marts.

Rotunden er rummet med den store kuppel, der ligger mellem Senatet og Repræsentanternes Hus i den amerikanske hovedstad, Washington D.C.

Billy Graham, der blev 99 år, er blevet kaldt den mest indflydelsesrige kristne prædikant i efterkrigstidens USA.

Han nåede i sin tid at besøge 185 lande og territorier som prædikant.

Hans sidste store prædiken var i 2005 i New York City. Her prædikede han til over 210 millioner mennesker på globalt plan.

Alle amerikanske præsidenter siden Harry S. Truman, der blev indsat som præsident i 1945, har mødt Billy Graham, og han har været rådgiver for flere.

Barack Obama beskrev sit møde med Graham i 2010 som en »stærk oplevelse«.

Præsidenter og andre prominente offentlige personer kan ligge castrum doloris i rotunden i US Capitol.

Men Billy Graham bliver den kun fjerde privatperson, hvis båre fremvises i rotunden. Den seneste var den sorte borgerrettighedsforkæmper Rosa Parks i 2005.

Hyldesten for privatpersoner blev indført i 1998. Her fik to politibetjente, der tjente på Kongressens område, æren, efter at de blev skudt, da en mand forsøgte at tiltvinge sig adgang til bygningen.

Efter planen skal Billy Graham begraves 2. marts ved siden af sin kone, Ruth, der afgik ved døden i 2007.

ritzau

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce