Danmark og Canada vil løse grænsestrid ved Grønland

En fælles arbejdsgruppe med Danmark og Canada skal komme med bud på en løsning af striden om Hans Ø.

Internationalt

Canada og Danmark vil sammen med det grønlandske landsstyre undersøge mulighederne for at bilægge striden om Hans Ø, der ligger mellem Canada og Grønland.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) har på et møde onsdag i Grønland aftalt med sin canadiske kollega, Chrystia Freeland, at nedsætte en arbejdsgruppe af embedsmænd. Deltagerne skal komme fra Danmark, Canada og det grønlandske hjemmestyre.

Arbejdsgruppen skal anbefale, hvordan de to lande løser grænsespørgsmål.

Det omfatter suverænitet over øen Hans Ø samt grænsedragning til søs i farvandet Lincoln Sea og på kontinentalsoklen i havområdet Labrador Sea.

Særligt Hans Ø har været genstand for uenighed i næsten 50 år. Men nu tror Samuelsen på, at man kan finde en løsning. Udenrigsministeren kalder det et 'gennembrud'.

»På trods af de gode viljer er det indtil nu ikke blevet sat i system, og derfor har man heller ikke kunnet sikre, at der skete fremskridt i dialogen. Men det bliver der mulighed for nu«, siger han.

Udenrigsministeren mener, at aftalen er et eksempel på, hvad Ilulissat-erklæringen kan føre til.

Udenrigsministrene er netop i Grønland ved tiåret for underskrivelsen af erklæringen.

I 2008 tog Danmark initiativ til aftalen, hvor Norge, Canada, USA og Rusland forpligter sig til, at problemer i Arktis skal løses fredeligt efter FN's havretskonvention.

»I en verden, hvor vi har store konflikter med hinanden på andre områder, har vi fundet et format, hvor vi alligevel mødes og forsøger at rydde de sten af vejen, som der måtte være«, siger han.

Canadas udenrigsminister, Chrystia Freeland, understreger, at Canada som arktisk nation vil samarbejde med sine naboer for at løse sager af fælles interesse.

»Vi er meget tilfredse med at tage fat på vores uløste grænsedragningsspørgsmål gennem denne fælles arbejdsgruppe med vores mangeårige ven og allierede, Kongeriget Danmark«, siger Chrystia Freeland.

Grønlands udenrigsminister, Vivan M. Motzfeldt, er meget tilfreds med, at Danmark, Grønland og Canada viser vejen frem.

»Spørgsmålet om Tartupaluk/Hans Ø har været diskuteret længe. Jeg er sikker på, at det kommende arbejde vil blive udført på en fredelig og konstruktiv måde«, siger Vivian M. Motzfeldt.

ritzau

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce