Abortafstemning i Irland i dag: »Man kan ikke retfærdiggøre at tage livet fra et ufødt barn«

»Vores kroppe. Vores valg. Stem ja«, lyder sloganet fra en af de mange valgplakater, der dækker de irske lygtepæle. Lige under hænger en anden med teksten: »Din stemme kan dræbe eller redde spædbørn. Stem nej«.

Clodagh Gallagher tilslutter sig den sidste. Hun har sagt sit kontorjob op og brugt de sidste mange måneder på at dele brochurer med lignende slogans ud til enhver, der vil have dem. Hun koordinerer kampagneaktiviteter og sender aktivister af sted i en varevogn, der har et stort skanningsbillede af et foster klæbet på siden – ledsaget af en opfordring til at stemme nej.

Alt det gør hun ikke, fordi hun ser moderskabet som sin egen fremtid, men fordi sagen er for vigtig til at tabe:

»Jeg mener ikke, at man kan retfærdiggøre at tage livet fra et ufødt barn«, siger hun, »ikke under nogen omstændigheder«.

Irerne skal i dag beslutte, om de skal afskaffe det fuldkomne forbud mod abort, der blev en del af landets forfatning i kraft af den 8. tilføjelse i 1973.

Den giver et ufødt barn lige så meget ret til livet som dets mor og gør det stort set umuligt at give tilladelse til abort på irsk grund. Det uanset om barnet ikke kan overleve fødslen, moderen er alvorligt syg, eller graviditeten er resultatet af en voldtægt. Kun hvis moderens liv er i akut fare, er abort lovligt. Blandt EU-landene har kun Malta lignende regler på området.

I kampagnen for det frie valg om abort kæmper de lige så dedikeret som Clodagh Gallagher. Men her er målet at give irske kvinder samme ret til at bestemme over deres egen krop, som kvinder i landene omkring dem har.

De får støtte fra rækker af kvinder, der selv har oplevet at blive nægtet en abort. Og fra mødre som Elaine Bedford, der har måttet se deres døtre lide under forbuddet.

Hun fortæller om datteren Kate, der på grund af sukkersyge ikke havde mange chancer for at overleve sin uventede graviditet. Fordi barnet ifølge loven skulle have en chance for livet, kunne hun ikke få en abort i Irland. Hun bestilte ulovlige abortpiller, og selv om de gjorde hende så syg, at hun næsten døde af det, turde hun ikke ringe til en læge af frygt for følgerne.

»Vores helvede fortsatte i tre dage – smerter, blødninger, hendes kæreste og jeg skiftedes til at våge over hende. Men uden en læge. Jeg burde have haft mulighed for at gå til lægen med min datter«, siger Elaine Bedford.

Nejsiger: Det vil ændre kulturen

I Danmark har vi haft fri abort siden 1973. Det er en kvindes ret at få en abort i begyndelsen af sin graviditet. Men ifølge Clodagh Gallagher bør det ikke være en sådan.

»Når abort legaliseres, ændrer kulturen sig. Det bliver nærmest forventet. ’Vil du beholde barnet?’, er det første, man siger til en kvinde, der er blevet gravid, hvis hun er ugift, meget ung eller på anden vis ikke er en ideel mor. I Irland har vi en stolt tradition for at lykønske enhver gravid«, siger hun.

Den unge kvinde byder velkommen på et interimistisk kontor for kampagnegruppen Save The 8th i det nordlige Dublin. Her har hun gravet en halv meter skrivebordsplads ud mellem plakater, bannere og slogan-sweatre. Som stol bruger hun fire papkasser med informationsmateriale om, hvor vigtig den 8. tilføjelse til forfatningen er.

Spurgt, hvorfor sagen er vigtig nok til at tage alle hendes vågne timer, læner hun sig frem på papkasserne og peger på en plakat ved døren. Den viser et billede af to kvinder, der kigger på et barn i en krybbe. Foran dem er trykt teksten: »Líadán var min datter. Hun var ikke en ’dødelig anormalitet’«.

Motivationen til at kæmpe for en større respekt for de ufødtes liv har hun fra veninden Vicky, der er den ene kvinde på billedet. Vicky fandt ud af, at den datter, hun var gravid med, havde en livsbegrænsende sygdom.

»Det er det, ja-kampagnen kalder en ’fatal fosteranormalitet’, men det er et grusomt udtryk. I essensen er vi alle fatale, for vi skal jo alle dø. Der er jo heller ingen, der har ret til at sige til moderen, at fordi hun vil dø kort efter fødslen, kan de bare tage livet af hende med det samme«, siger Clodagh Gallagher.

At kalde et spædbarn for en anormalitet, synes hun er urimeligt over for den mor, der elsker det og ønsker det. Vicky gennemførte graviditeten. Hendes datter døde kort efter fødslen, men fik et personnummer og en begravelse. Den ret til en chance bør alle have, mener den unge aktivist.

Godt en kilometer syd for kampagnekontoret står grupper af aktivister fra begge sider og deler pjecer ud. Her mellem det irske parlament og landets ældste universitet har Clodagh Gallaghers holdning til abort ikke megen tilslutning.

Premierminister Leo Varadkar har givet sin klare opbakning til ja-kampagnen. Han er på linje med de universitetsstuderende. Langt de fleste af dem, der går gennem porten til campus, bærer et lille badge med påskriften ’ja’, som var det skoleuniformen.

På modsatte side står den store magtfaktor kirken. 78 procent af irerne er katolikker, og kirken giver sin fulde støtte til abortmodstanderne.

Alligevel fører ja-siden i meningsmålingerne.

Ifølge en af landets største aviser, The Irish Times, hælder 58 procent af irerne til at stemme ja til en lovændring.

Langt de fleste er enige i, at det skal være lettere at få en abort under særlige omstændigheder, men regeringen vil tillade helt frit valg frem til udgangen af graviditetens uge 12. Flertallet mener, at det er at gå for vidt.

Abort i udlandet er tilladt

Fiona De Londras er professor i globale retsstudier ved University of Birmingham. Hun er selv irer og har fulgt forfatningsafstemningen tæt. Bekymringen forstår hun, men hun deler den ikke:

»Det vil stadig være tungt reguleret at få en abort inden uge 12. Man skal søge vejledning hos sin praktiserende læge, og der vil være tre dages overvejelsestid«.

Det er tilladt at rejse ud af landet for at få en abort, men det er dyrt. Kvinder, der er fattige, syge eller søger om asyl, kan ikke rejse. De er tvunget til at forblive gravide, uanset hvor syge de bliver af det, pointerer De Londras.

At få abort i Irland kan straffes med op til 14 års fængsel. Ingen er blevet dømt for det, men loven har stadig konsekvenser.

»Den 8. forfatningstilføjelse er i brug hver eneste dag. Læger er ikke villige til at diskutere gravide kvinders muligheder, og de kan nægte at tage del i en abort, selv om kvindens liv er i fare«, siger hun.

På kontoret i det nordlige Dublin må Clodagh Gallagher og hendes nejhold opgive at uddele de sidste kasser med pjecer. De skal pakke sammen, inden valgstederne åbner klokken 7 fredag morgen. Men ekkoet af deres historier om mødre som Vicky møder stadig ekkoet af historier som Kate Bedfords. For diskussionen fortsætter på gaderne, hvor T-shirts med tilkendegivelser om ja og nej krydser ind og ud mellem hinanden og væver uenigheden frem.

En uenighed, der ikke er let at komme over, når striden står mellem den universelle ret til livet og retten til at bestemme over sit eget liv.