Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Tegning: Roald Als

Statsministerkandidat Ulf Kristersson: Vi har lært, at det er usundt, at alle mener det samme

Ulf Kristersson gik i sin ungdom ind for fri indvandring til Sverige. I dag ønsker han at videreføre de svenske stramninger af flygtningepolitikken.

FOR ABONNENTER

Der var ikke skyggen af tvivl om Ulf Kristerssons udlændingepolitiske reflekser, da det svenske politiske establishment for mange år siden slog pjalterne sammen og besluttede sig for at stramme gevaldigt på udlændingepolitikken.

Kalenderbladet skal bladres helt tilbage til luciadag, 13. december, i 1989. På tv-klippene fra den tid kan man se, at Moderata Ungdomsförbundets formand var både indigneret og rasende. Årsagen var, at moderpartiet, Moderaternas, daværende partiformand, Carl Bildt, var gået med i en aftale, der skulle komme til at skrive sig ind i historiebøgerne som ’Lucia-beslutet’.

»At dette sker med Moderata Samlingspartiets stille støtte, er skræmmende«, sagde Ulf Kristersson.

Ordene er værd at hæfte sig ved, for den unge mand skulle små 30 år senere selv blive partiformand for Moderaterna og dermed det borgerlige Sveriges statsministerkandidat. I dagene frem mod riksdagsvalget på søndag vil han være her og der og alle vegne med sit budskab om at holde fast i de stramninger af udlændingepolitikken, som blev gennemført efter det kaotiske flygtningeefterår i 2015.

Han har for længst lagt afstand til de åbne hjerters politik fra sidste valgkamp, og det er derfor ikke rigtig til at tro, at det var den samme mand, der i 1989 argumenterede helt modsat over for den vaskeægte stramning, som Socialdemokraterna, Moderaterna og Centerpartiet besluttede i et forsøg på at få stoppet den pludseligt opståede tilstrømning af tusindvis af flygtninge af tyrkiskbulgarsk herkomst.

»Moderaterna skal stå for, at Sverige skal have så åbne grænser som overhovedet muligt«, sagde Kristersson anno 1989 og tilføjede:

»Vores vurderinger om åbenhed, tolerance og frihed for enkelte mennesker gælder ikke bare svenskere, men alle mennesker overalt«.

Han gik videre endnu, da en journalist fra Sveriges Television spurgte, om Sverige efter hans mening burde tage endnu flere flygtninge.

»Jeg tror, der havde været store muligheder for at tage imod flere mennesker, hvis vi havde villet det. Problemet er ikke, at mennesker søger hertil, fordi de vil have noget af os. Problemet er, at mennesker søger hertil på grund af krig og pres og død«.

Alle vil vide, hvad det indebærer at tabe et valg. Men hvad det vil sige at vinde et valg, vil næsten ingen have noget klart billede af

Opfattelsen var helt anderledes hos daværende statsminister Ingvar Carlsson (S). Set med datidens briller var det i månederne forinden væltet ind over den svenske grænse med flygtninge af tyrkisk-bulgarsk herkomst. Alene i andet halvår af 1989 var der kommet 20.000 rejsende via Polen og det daværende Østtyskland og videre til Sverige.

»Intet andet land har taget imod mere end 500. Millioner af tyrkisk-bulgarere lever i denne situation. Det er, som om de har bestemt sig for, at de ikke længere vil leve i Bulgarien, og i stedet er de rejst til Sverige. Hvis det fortsætter, vil det spolere vores flygtningepolitik«, sagde Ingvar Carlsson.

’Lucia-beslutet’ indebar, at udelukkende mennesker, der opfyldte kravene under FN’s flygtningekonvention, skulle have mulighed for at få politisk asyl i Sverige. Andre humanitære grunde skulle ikke længere godtages.

Beslutningen virkede efter hensigten og blev først ophævet to år senere, da Carl Bildt efter riksdagsvalget i 1991 satte sig i statsministerstolen.

Personopgør

Det skulle vise sig at være en skelsættende periode i svensk politik. Ikke alene, fordi Moderaterna brød den tids socialdemokratiske næstenmonopol på magten i Sverige.

Det var også i den periode, sporene blev lagt til, hvem der skulle lede Moderaterna i årtierne frem. Ved 1991-valget blev Ulf Kristersson for første gang valgt til den svenske Riksdag, og i den svenske borgerlighed blev det i høj grad bemærket, hvordan han med succes introducerede amerikanske telemarketingmetoder til at kapre stemmer.

I baglandet var der imidlertid også begyndt at brede sig en så betydelig modstand mod Kristersson og hans slæng, at en anden ungmoderat ved navn Fredrik Reinfeldt fra nær og fjern begyndte at modtage opfordringer til at stille op i et kampvalg mod den siddende formand.

Opgøret handlede ikke om flygtningepolitik. Faktisk har svenske borgerlige længe diskuteret, om kampvalget var et rent personopgør eller snarere et ideologisk funderet slag mellem den liberalt sindede Kristersson og den mere traditionelt konservativt orienterede Fredrik Reinfeldt.

Det korte af det lange blev, at Reinfeldt trak sig sejrrigt ud af opgøret med stemmerne 58 mod 55. Kampvalget blev senere døbt ’Slaget i Lycksele’ – og satte skelsættende spor hos de to rivaler. Kristersson blev i politik i nogle år, men trak sig i 2000 med en bemærkning om, at »man ikke kan være ung og lovende hele livet«. Fredrik Reinfeldt har beskrevet opgøret sådan her i erindringsbogen ’Halvvägs’:

»Da vi til sidst nåede til Lycksele, var jeg helt udmattet. Jeg havde mødt så meget spot og spe, så meget had og så mange forskruede påstande om, hvad jeg havde gjort, at det næsten føltes, som om det ikke spillede nogen rolle, hvordan det gik. Der var dog vokset den indsigt frem, at hvis jeg tabte, var jeg nødt til at forlade politik«.

Sådan gik det som bekendt ikke. Reinfeldt trak sig først i 2014 – efter otte år som statsminister. Han blev formand for Moderaterna i 2003 og var i sine første formandsår dybt optaget af, hvordan det var lykkedes for danske Anders Fogh Rasmussen (V) at skabe en borgerlig regering med udsigt til at kunne holde på magten i mere end en enkelt periode.

Reinfeldt fik med succes tømret en borgerlig alliance sammen med fire partier, som ellers ved valg efter valg havde ødelagt mulighederne for et magtskifte som følge af indbyrdes slagsmål om kernekraft, skat og meget andet.

Flygtningepolitikken og ikke mindst tonen i den danske debat kom Fredrik Reinfeldt aldrig til at abonnere på, hvilket han betroede Svenska Dagbladet efter et studiebesøg i Danmark i 2005:

»Det kunne ikke vokse frem i Sverige. Der er et andet klima i Danmark, som mere handler om, at mennesker, som kommer fra andre lande, er et problem«.

Denne Europas mest generøse flygtningepolitik holdt som bekendt hele vejen frem til valgkampen i 2014, hvor Reinfeldt med sin opfordring til svenskerne om at »åbne jeres hjerter« skabte valgets historiske oneliner.

Nye personlige indsigter

Det er den linje og erindringen om de 160.000 flygtninge, der søgte asyl i Sverige i 2015, som det politiske Sverige og i særdeleshed Ulf Kristersson er ved at tage et opgør med her i 2018.

Han svarede sådan her, da en journalist fra magasinet Café i foråret bad ham forklare, hvad der har ændret hans personlige synspunkt så radikalt fra 1989 til i dag:

»Det her handler om alt fra forandringer i omverdenen til personlige indsigter og andre holdninger. Det skammer jeg mig ikke et øjeblik over. Med i bund og grund de samme vurderinger og idealer ville jeg i dag nå frem til andre konklusioner end dengang. Et land må føre en politik, som kan beskytte det, landet ønsker. Vores måde at organisere vores samfund på er ikke foreneligt med en større indvandring end det antal personer, vi kan integrere i landet«.

Det store afgørende spørgsmål er imidlertid, hvor helhjertet og dybtgående Ulf Kristersson er parat til at gøre op med den udlændingepolitik, som er valgkampens helt store spørgsmål.

Han sætter nødigt tal på, hvad det svenske samfund efter hans opfattelse kan kapere. Expressens stjernekommentator Torbjörn Nilsson er langtfra den eneste, der med udgangspunkt i de gamle synspunkter fra 1980’erne gør opmærksom på, at vælgere fra det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterna har rigtig gode grunde til at tvivle på, om Kristersson for alvor står for en restriktiv flygtningepolitik.

Jeg kommer ikke til at samarbejde, samtale, samvirke eller samregere med Sverige- demokraterna

Kristerssons kovending har imidlertid været længe undervejs. Allerede for 20 år siden stod han bag forslag med så tilpas provokerende formuleringer om balancepunktet mellem en stor indvandring og fastholdelsen af en stærk velfærdsstat, at svenske ungsocialdemokrater beskyldte ham for racisme. For ti år siden foreslog han en række stramninger i et partiinternt udvalgsarbejde om flygtninge og integration.

Forslagene endte imidlertid i papirkurven, da Reinfeldts anden regering efter valget i 2010 indgik et samarbejde med Miljöpartiet om en række lempelser. Samarbejdet skyldtes ikke mindst regeringens ønske om at isolere Sverigedemokraterna, der for første gang havde fået stemmer nok til at komme i Riksdagen.

Om konsekvenserne af dette samarbejde sagde Kristersson tidligere i år til Dagens Nyheter:

»Der var tale om overvejelser, jeg ikke var en del af. Magtstrategiske forhåbninger om et samarbejde med Miljöpartiet. Men der er grund til eftertanke i dag«.

Tilbage i toppolitik

Det var ved det samme valg, at Ulf Kristersson efter en lang periode væk fra Riksdagen igen stemplede ind i toppolitik. Efter en kort periode som kommunikationsdirektør i det private erhvervsliv havde han i 00’erne fungeret på tunge kommunalpolitiske poster i Strängnäs og Stockholm.

Men Reinfeldt gjorde i 2010 sin gamle rival til socialforsikringsminister, og efter valgnederlaget i 2014 blev Ulf Kristersson igen en central skikkelse som finansordfører og skyggefinansminister.

Da Reinfeldts afløser, Anna Kinberg Batra, efter en sommer med elendige meningsmålinger smed tøjlerne i august 2017, kunne ingen for alvor kunne true Ulf Kristersson, da han meldte sig klar som formandskandidat. Meningsmålingerne vendte hurtigt, og hans slagord om, at svensk politik havde »brug for flere voksne i rummet« fik i vinter Kommentatorsverige til at tale om ’Kristersson-effekten’.

Den er imidlertid stille og roligt dampet af igen for det 54-årige produkt af sörmlandsk middelklasse. Den erklæret forfængelige og altid elegant klædte politiker har åbent sagt, at han ikke kan imponere med en dramatisk livshistorie i stil med sin politiske hovedmodstander, Stefan Löfven, der boede på et børnehjem de første ti måneder af sit liv.

Ulf Kristerssons historie er først og sidst den professionelle politikers, og i den forstand mødte han en dansk ligemand, da han i forsommeren 2018 lagde vejen forbi Lars Løkke Rasmussen (V) i Statsministeriet.

Af pressebillederne med de smilende slipseklædte herrer i profil fremgår det, at de to er nogenlunde lige høje. Men at Kristerssons livvidde tager sig noget mindre ud end Løkkes.

København-besøget fandt sted samtidig med folketingsbehandlingen af den danske ghettopakke. Forslaget om højere straffe i udvalgte ghettozoner er ikke Kristerssons kop te, men i hans kommentarer spores en anderledes nysgerrighed, end da Reinfeldt var på studiebesøg i 2005.

9200 Adam Ihse/TT/Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix
Foto: 9200 Adam Ihse/TT/Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix

»Set fra svensk side virker det noget fremmed. Vi ønsker den grundlæggende retssikkerhed, der ligger i at behandle alle ens. Men der er andre ting, som vi har hentet hjem efter delvis dansk forbillede. F.eks. at bandekriminalitet skal straffes hårdere. Vi skal også overveje, om den, der har begået en forbrydelse, skal forbydes at opholde sig i bestemte områder«, sagde Ulf Kristersson til Dagens Nyheter.

Han betroede avisen, at han ikke ser de store problemer i det ofte hårde danske debatklima om flygtninge:

»Hvis vi tidligere havde gennemført en mere gennemtænkt politik, var krisen i 2015 ikke indtruffet. Så havde vi ikke haft den tillidskrise, som nu findes i Sverige. I den forstand synes jeg, at klar tale og åben diskussion – herunder visse overdrivelser – hører hjemme i en frisk debat. Det betyder ikke, at debatten i Sverige behøver at lyde, som den gør i Danmark. Mit billede er, at Sverige er et mere internationalt og åbent land. Men vi har lært, at det er usundt, at alle mener det samme – og at det hele så pludselig ændrer sig over natten«.

I interviewet med Dagens Nyheter sagde Ulf Kristersson også en anden bemærkelsesværdig ting. Han regner ikke med at trække sig ud som entydig sejrherre, eftersom han ikke aner, hvad der skal til for at vinde det svenske valg. Ordvekslingen mellem statsministeraspiranten og journalisten forløber sådan her:

»Alle vil vide, hvad det indebærer at tabe et valg. Men hvad det vil sige at vinde et valg, vil næsten ingen have noget klart billede af«.

Så hvordan ved man, om man har vundet?

»Jeg tror, det er næsten umuligt at svare på. I praksis vil det være sådan, at hvis man danner en regering, hvor man er tilfreds med selve regeringsdannelsen og for alvor tror på, at man kan gøre nytte, ja, så har man vundet«.

Men det kan man ikke vide på valgaftenen 9. september?

»Absolut ikke«.

Kaotisk situation

Ulf Kristersson sigter utvivlsomt til det spørgsmål om regeringsdannelsen, som svenske kommentatorer og politikere gennem måneder har diskuteret fra morgen til aften.

Situationen tegner kaotisk og uigennemskuelig. Ulf Kristersson går til valg på at danne en allianceregering med sit eget parti og de tre mindre borgerlige partier Kristdemokraterna, Liberalerna og Centerpartiet.

Denne borgerlige blok ser ifølge de fleste meningsmålinger ud til at blive en smule mindre end den såkaldt rød-grønne blok, der tegnes af de to regeringspartier Socialdemokraterna og Miljöpartiet samt Vänsterpartiet på venstrefløjen.

Tilsammen angiver rundt regnet 80 procent af de svenske vælgere at ville stemme på et af disse partier.

Ude til højre står Sverigedemokraterna til at få omtrent 20 procent af stemmerne. Med disse stemmer vil der være borgerligt flertal, og derfor er tusindkronersspørgsmålet i svensk politik lige nu, hvilken samarbejdsrelation Kristersson kommer til at indlede med Sverigedemokraternas partileder, Jimmie Åkesson, efter valget.

Officielt svarer Kristersson igen og igen, at han ikke har nogen som helst planer om nogen form samarbejde med Sverigedemokraterna. Standardfrasen er varianter af dette citat fra Aftonbladet fra januar i år:

»Jeg kommer ikke til at samarbejde, samtale, samvirke eller samregere med Sverigedemokraterna. Derimod skal mine vælgere vide, at jeg kommer til at gøre alt for, at det, jeg går til valg på, får størst muligt gennemslag efter valget«.

De fleste gætter imidlertid på, at Kristersson har en ræv bag øret. Alle uenigheder med Sverigedemokraterna til trods har han ved flere lejligheder anerkendt Sverigedemokraternas indsats for at sætte udlændingepolitik på den politiske dagsorden.

»Jeg tror, at den grundlæggende årsag til, at Sverigedemokraterna er vokset i lang tid, er, at vi har haft en dårligt fungerende udlændinge- og integrationspolitik. Jeg deler ikke deres politiske vurderinger, men jeg har respekt for, at mange mennesker har valgt at stemme på det eneste parti som i perioden 2010-14 for alvor ville tale om det spørgsmål, som mange svenskere også ville tale om«, sagde han i et interview med Sveriges Radio i sidste uge.

Så imødekommende taler de færreste partiledere i de svenske riksdagspartier. Ulf Kristersson går til valg på, at de stramninger af udlændingepolitikken, som blev gennemført som midlertidige foranstaltninger i 2015, skal gøres permanente. Moderaterna ønsker at nedsætte et udvalg, som skal gennemgå udlændingereglerne med henblik på en bred fremtidig aftale.

Men hans venner i alliancen er ikke med på den kurs. Partileder Annie Lööf fra Centerpartiet advokerer hårdt for en række lempelser af flygtningepolitikken med det samme, herunder mere generøse regler for familiesammenføring.

Ulf Kristersson har i valgkampen klart sagt, at en stemme på Moderaterna bestemt ikke er en stemme på Centerpartiets udlændingepolitik.

Men han har også sagt, at han vil forsøge at danne en regering, selv om hans egen borgerlige blok fraregnet Sverigedemokraterna bliver mindre end de rød-grønne partier.

Kristersson har betegnet det som et svigt, at de borgerlige partier i 2014 tillod Stefan Löfven at danne en regering uden tilslutning fra et flertal i den svenske Riksdag. Derfor ønsker han at gøre forsøget – uanset at hverken han selv eller hans alliancevenner ønsker at invitere Sverigedemokraterna til højbords som støtteparti.

Det fik i denne uge Jimmie Åkesson til at gå hårdt til Kristersson i en partilederdebat.

»Hvordan pokker skal det gå til«, spurgte Åkesson, da Kristersson udelukkede at operere med Sverigedemokraterna som støtteparti.

Politisk kviksand

Noget klart svar kom der ikke, men for øjeblikket spekulerer flere i, at Kristersson opererer med en plan B, der handler om at danne en smal regering, hvor kun Moderaterna er med. Kristersson afviste selv tanken i et interview med Sveriges Radio, der ville vide, om det er et regulært løfte, at han ikke danner en etpartiregering:

»Hvis himlen falder ned, kan alle vel tænke om«, lød svaret fra Kristersson.

Udtalelser som disse har fået svenske kommentatorer til at spekulere i den mulighed. Det gælder f.eks. TV4’s kommentator ved navn Ulf Kristofferson, hvis navn ofte bliver forvekslet Moderaternas formand.

»Det, jeg har talt om, når jeg sidder i studiet og kommenterer, er muligheden for en etpartiregering, som kunne hente støtte fra både Sverigedemokraterna og de andre alliancepartier. På den måde kunne Centerpartiet og Liberalerne slippe for at tale direkte med Sverigedemokraterna, men de ville have mulighed for at få en del af deres politik igennem. Men det er en løsning, som de ikke vil tale højt om i dag«, siger Ulf Kristofferson, der i 2006 skrev bogen ’Fredrik Reinfeldt – i huvudrollen’.

Kommentatoren giver ikke meget for Moderaternas formands forsikringer om, at en etpartiregering kun kan komme på tale, hvis himlen falder ned.

»Det er en lidt smart brug af et poetisk billedsprog. Men det er meget svært at kode, hvad det betyder. Ulf Kristersson lytter meget til popgruppen Kent. De har en kendt sang, der hedder ’Inden himlen falder ned’. Det kan være, at Ulf Kristerssons himmel falder ned, hvis han mislykkes med alle forsøg på at danne en allianceregering. Han udelukker det ikke helt«, siger Ulf Kristofferson.

Mens Centerpartiet og Liberalerna nærmest kæmper om at råbe højest ud over de svenske hustage, at de ikke ønsker nogen form for samtaler eller forhandlinger med Sverigedemokraterna, er døren ikke helt så lukket hos Moderaterna og Kristdemokraterna, hvilket stemmer godt overens med disse partiers vælgere.

Ifølge en Sifo-måling for svensk TV4 svarer 46 procent af de svenske vælgere ja til, at de øvrige partier bør samarbejde med Sverigedemokraterna. 42 procent siger nej. Men et klart flertal af både Moderaternas og Kristdemokraternas vælgere foretrækker et politisk samarbejde med Sverigedemokraterna.

I denne uge offentliggjorde Dagens Nyheter en Ipsos-måling, der viste, at hver tredje Moderat-vælger sågar ønsker Sverigedemokraterna med om bord i en regering.

Det er i dette stykke politisk kviksand, Kristersson skal forsøge at operere efter valget. Hvor det ender, kan ingen forudsige.

Hans alliance er svagere funderet end de omfattende fælles planer, der blev lagt frem ved de tre forudgående valg under Reinfeldt. Centrale områder som flygtningepolitik, skattepolitik og forsvarspolitik indgår ikke i partiernes fælles ’reformagenda’.

Det politiske systems skrøbelighed har hjemsøgt Stockholm, som den i de senere år har hjemsøgt Paris, Berlin, Helsinki og København. Ulf Kristersson formulerede det sådan her i Dagens Nyheter, da han besøgte den danske hovedstad:

»Jeg siger ikke, at det vil blive som i Danmark. Men jeg tror, at svensk politik står over for en helt ny situation. I princippet fra det her valg og fremover«.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden