Teenager dræbt i krydsild under nye protester i Nicaragua

Siden volden brød ud i Nicaragua i april, er mindst 320 mennesker blevet dræbt, oplyser organisation.

Internationalt

Bevæbnede mænd med masker for ansigtet er søndag stødt sammen med regeringsfjendtlige demonstranter i Nicaraguas hovedstad, Managua.

Ifølge nicaraguansk politi er en 16-årig dreng blevet dræbt i urolighederne, mens fem andre mennesker er såret.

Billeder på nicaraguansk tv søndag viser mænd med våben og det røde og sorte flag, der tilhører regeringspartiet Sandinisternes Nationale Befrielsesfront (FSLN) med præsident Daniel Ortega i spidsen.

Politiet i Managua oplyser i en erklæring, at en 16-årig dreng ved navn Max Romero blev dræbt i krydsilden, da demonstranter begyndte at kaste sten mod nærliggende hjem.

Ifølge Den Interamerikanske Menneskerettighedskommission (IACHR) er mindst 320 mennesker blevet dræbt, siden volden i Nicaragua brød ud i april som følge af en plan fra regeringen om at mindske pensionsydelsen.

Demonstranter i Nicaragua opfordrer præsident Daniel Ortega til at udskrive valg, men lørdag sagde han, at de må vente, indtil hans periode udløber i 2021.

ritzau

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden