Foto: Evan Vucci/AP
Internationalt

»Jeg tror ikke på det«: Trump afviser sin egen regerings barske klimarapport

USA's præsident tror ikke på den helt centrale advarsel i den store, årlige klimarapport, siger han.

Internationalt

USA's præsident, Donald Trump, tror ikke på en af hovedkonklusionerne i den store klimarapport, der udkom i sidste uge.

Rapporten advarer om, at klimaforandringer i årene frem mod 2050 kan koste USA flere hundrede milliarder dollar årligt.

»Jeg tror ikke på det«, siger præsidenten om den del af rapporten.

Trump, der besvarede spørgsmål fra journalister ved Det Hvide Hus mandag, siger, at han har læst dele af den over tusind sider lange rapport.

»Jeg har set den og har læst noget af den, og den er fin«, siger han.

Klimarapporten, der udkom i sidste uge, er den årlige 'National Climate Assessment'.

Den er bestilt af Kongressen og udarbejdet af 300 klimaforskere. Forskerne har fået hjælp fra en lang række af regeringens egne ministerier og styrelser.

Sidste år afviste Trump blankt de konklusioner, forskerne var kommet frem til.

I år advarer rapporten om, at klimaforandringer blandt andet vil forringe den menneskelige sundhed og ødelægge infrastruktur, som man har set det under de voldsomme skovbrande i Californien. Forandringerne menes også at begrænse adgangen til rent vand, ændre kystlinjerne og øge omkostningerne i en række industrier.

Om en årrække risikerer klimaforandringer at koste USA flere hundrede milliarder dollar om året. Det kan ske, hvis ikke der tages drastiske skridt for at skære ned på udledningen af klimaskadelige stoffer, advarer rapporten.

Men USA vil ikke vil tage skridt i retning af at nedbringe udledninger af klimaskadelige stoffer, hvis andre lande ikke gør det samme, tilføjer Trump mandag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Sidste år meddelte præsidenten, at han vil trække USA ud af Parisaftalen, der netop skal bekæmpe klimaforandringer.

Han har også tilbagerullet en stor del af den lovgivning, som forgængeren Barack Obama indførte på miljø- og klimaområdet.

ritzau

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden