Foto: Kirsty Wigglesworth/AP
Internationalt

Mistillidsafstemning i aften: Utilfredse partifæller vil fælde kæmpende Theresa May

48 underskrifter er i hus og udløser afstemning om Theresa Mays formandspost.

Internationalt

Der kommer onsdag en afstemning hos De Konservative i Storbritannien, der skal tage stilling til, om man skal udtrykke mistillid til premierminister Theresa May.

Det er hendes håndtering af EU-skilsmissen, der får medlemmer af hendes parti til at reagere.

Det er Graham Brady, der er formand for en fraktion i partiet, der kalder sig 1922-komitéen, som oplyser, at der er nok underskrifter til at udløse en afstemning blandt medlemmer i parlamentet om mistillid.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Taber May afstemningen, så må hun træde tilbage som leder af Det Konservative Parti. Sker det, er hun færdig som premierminister.

Afstemningen vil finde sted onsdag aften.

Hendes modstandere har samlet mindst 48 utilfredse parlamentarikere. Det er ifølge partiets love nok til at udløse en mistillidsafstemning.

Det Konservative Parti råder over 315 mandater i parlamentet. Hvis 158 medlemmer eller flere støtter May, kan hun fortsætte som både formand og premierminister.

Parlamentet skulle tirsdag have stemt om den brexitaftale, som hun har aftalt med EU efter mere end 20 måneders forhandlinger. Den ville resultere i et såkaldt blødt brexit.

Udsatte afstemning

Men mandag udsatte hun afstemningen, da hun kunne konstatere, at hun ikke havde nok opbakning i sit eget parti og i oppositionen.

Tirsdag var May på rundrejse til flere hovedstæder i Europa i et forsøg på afklare, om den aftale, hun har med EU, kan forbedres, så hun kan formilde sine modstandere. Men her var svaret et klart nej fra hendes europæiske samtalepartnere.

En fløj i hendes parti vil have et fuldstændigt brud med EU, et såkaldt hårdt brexit, når Storbritannien træder ud af EU 29. marts. Det er også herfra, at kravet om en mistillidsafstemning kommer.

Hvis Theresa May klarer sig gennem afstemningen uden at tabe, kan hun ikke udfordres hele det næste år. Det fremgår af partiets love.

May vil kæmpe videre

Den britiske premierminister, Theresa May, siger foran Downing Street 10 i London, at hun vil kæmpe for at vinde en tillidsafstemning i sit parti 'med alt, hvad jeg har i mig'.

Hun siger, at et lederskifte på dette tidspunkt vil medføre, at den britiske udtræden af EU vil blive forsinket eller stoppet.

»Uger, der bliver brugt på rivegilder, vil kun skabe mere splittelse«.

»Jeg står klar til at afslutte arbejdet«, sigter hun.

Storbritannien forlader EU 29. marts.

Ritzau

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce