FLygtninge og migranter ankommer til Münchens banegård i 2015, mens politiet ser til. Nye tal viser, at mange asylansøgere, der kom til Tyskland det år, er kommet i arbejde eller er under uddannelse.
Foto: Andreas Gebert/AP

FLygtninge og migranter ankommer til Münchens banegård i 2015, mens politiet ser til. Nye tal viser, at mange asylansøgere, der kom til Tyskland det år, er kommet i arbejde eller er under uddannelse.

Internationalt

»Fru Merkel havde ret. Ja, vi klarer os med integrationen«: Unge flygtninge får job i Tyskland

400.000 har fået job eller er under uddannelse siden den store flygtningestrøm i 2015. Tyske arbejdsgivere glæder sig

Internationalt

Hun er blevet kritiseret igen og igen for sin mest berømte sætning, »wir schaffen das«, vi klarer det, den tyske kansler Angela Merkel. Men nu tyder nye tal over en vellykket integration i Tyskland på, at hun faktisk havde ret.

Siden sensommeren 2015, da den helt store flygtningestrøm gik til Tyskland, hvortil knap en million mennesker kom det år, er 400.000 asylansøgere kommet i arbejde eller i gang med en uddannelse. Det viser nye tal fra den tyske arbejdsgiverforening, hvis formand, Ingo Kramer, udtrykker sin glæde overfor avisen Augsburger Allgemeine:

»Fru Merkel havde ret. Ja, vi klarer os med integrationen. De fleste unge migranter kan efter et år her tale så godt tysk, at de kan følge en faglig uddannelse... Det store flertal af de 400.000 har social forsikring og dermed er de integrerede Jeg er selv overrasket over, at det er gået så hurtigt«, siger Ingo Kramer.

Optimismen fra arbejdsgiverne kommer kun få måneder efter, at det tyske arbejdsdirektorat udsendte en positiv rapport om asylansøgere på arbejdsmarkedet. Den viste, at antallet af ansatte asylansøgere med social forsikring er steget stærkt i det forløbne år og overgår forventningerne i direktoratet.

Det er især unge asylansøgere, som har fundet vej til det tyske arbejdsmarked. 30.000 unge flygtninge har således fået læreplads i erhvervslivet. I 2016 var der 10.500 lærlinge med flygtningebaggrund, så det går fremad.

»Vi har altid sagt, at de flygtninge, der er kommet hertil som børn eller unge, har bedre perspektiver på arbejdsmarkedet«, siger chefen for direktoratet, Detlef Scheele, til Spiegel.

Mangel på fagligt uddannet arbejdskraft er ifølge formanden for de tyske arbejdsgivere landets største problem. Derfor er der brug for fortsat migration.

»Vi må se på migration med et mere nøgternt blik, end vi har gjort hidtil. Mange migranter er med til at styrke den tyske økonomi. Derfor må vi forblive et åbent samfund, som kan tiltrække arbejdskraft fra udlandet. Hvis vi ikke klarer det, er der risiko for, at vores økonomi går tilbage«, mener Ingo Kramer.

Han appellerer til de tyske asylmyndigheder om ikke at hjemsende asylansøgere, som har arbejde eller som er i gang med en uddannelse.

»Det må ikke ske... Hvis en asylansøger er gået i gang med en eksempelvis uddannelse på tre år, skal vi ikke hjemsende vedkommende under forløbet eller i mindst to år efter«, siger Ingo Kramer til Augsburger Allgemeine.

Arbejdsgiverne skal blive bedre til at få papirerne i orden og forlænget deres medarbejderes opholdstilladelse i Tyskland, lyder det indtrængende fra deres formand.

Ingo Kramer vil gøre op mod angsten for fremmede:

»Vi må ikke have angst for indvandring, men tværtimod se mennesker, der kommer til os og arbejder som en berigelse«.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce