Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Britisk erhvervsliv mister tillid til økonomien inden brexit

Britiske erhvervsledere frygter i stigende grad et britisk exit fra EU uden en skilsmisseaftale, viser måling.

Internationalt

Britiske erhvervslederes tillid til økonomien er faldet til det laveste niveau i 18 måneder. Det er sket, sideløbende med at risikoen for et britisk exit fra EU uden en skilsmisseaftale stiger.

Det fortæller organisationen Institute of Directors (IoD), der repræsenterer flere end 30.000 topchefer i Storbritannien.

IoD har foretaget en rundspørge blandt medlemmerne, der tæller chefer og ledere i de fleste af landets toneangivende virksomheder.

Dyster stemning i toppen

Og stemningen i erhvervstoppen er dyster, fortæller cheføkonom hos IoD Tej Parikh.

»Erhvervsledere ser frem mod næste års økonomiske udvikling med bæven«, siger han.

»Vi så forsigtig optimisme, da forhandlingerne om brexit udviklede sig i starten af året, og der var tale om en overgangsperiode efter vores udtræden. Den optimisme er helt forsvundet nu«.

Briterne skal forlade EU 29. marts. I øjeblikket er der stor usikkerhed om, hvorvidt premierminister Theresa Mays udkast til en skilsmisseaftale vil blive godkendt af det britiske Underhus.

Internt i hendes eget parti er modstanden enorm, og det kan resultere i en såkaldt hård brexit. Og det ville være ødelæggende for økonomien, siger Parikh.

»Udsigten til en hård brexit i den nærmeste fremtid fylder meget i erhvervslivet. Det skaber usikkerhed«, siger han.

Udskød afstemning

Officielle opgørelser fra det britiske finansministerium viste tidligere på måneden, at niveauet af investeringer i Storbritannien er faldet støt i 2018.

Theresa May udskød i starten af december afstemningen om brexitaftalen i Underhuset.

Afstemningen skal i stedet holdes i tredje uge i januar, fastslog hun ved den lejlighed og understregede, at valget står mellem hendes aftale, ingen aftale eller intet brexit overhovedet.

»Jeg ved godt, at det ikke er den perfekte aftale for alle. Men vi kan ikke lade det perfekte blive vores fjende. Så risikerer vi at forlade EU uden en aftale«, lyder det fra Theresa May.

Premierministeren har dog afvist muligheden for en ny folkeafstemning om briternes medlemskab af EU.

ritzau

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden