Udenrigsminister Anders Samuelsen siger, at EU-sanktioner mod Iran er »et meget markant resultat«.
Foto: Jens Dresling

Udenrigsminister Anders Samuelsen siger, at EU-sanktioner mod Iran er »et meget markant resultat«.

Internationalt

»En kæmpe sejr«: Danmark jubler over sanktioner mod Iran

EU-sanktioner mod iransk efterretningsvæsen er »en kæmpe sejr« for Danmark, siger udenrigsminister Anders Samuelsen.

Internationalt

Tirsdag formiddag vedtog EU sanktioner mod en gren af Irans efterretningstjeneste samt to iranske enkeltpersoner. Beslutningen kom efter flere måneders intens diplomatisk indsats fra dansk side, og udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) jublede efter mødet med sine ministerkolleger i Bruxelles over »en kæmpe sejr«.

»Der er ikke andre lande, der har en del af deres efterretningstjeneste på en terrorliste, så det er et meget markant resultat«, siger Anders Samuelsen.

Baggrunden for sanktionerne er flere tilfælde af fjendtlig iransk aktivitet på europæisk jord.

I oktober 2018 sagde PET, at dele af den iranske efterretningstjeneste havde planlagt et attentat på dansk jord mod en iransk eksilgruppe. Tidligere på året havde de franske myndigheder fortalt, at Iran havde planlagt et bombeattentat mod eksiliranere på fransk jord i sommeren 2018. I fjor udviste også Holland to iranske diplomater. I første omgang kom der ingen forklaring, men i går sagde den hollandske udenrigsminister, at Iran stod bag to likvideringer i Holland i 2015 og 2017.

EU-sanktionerne er rettet mod efterretningsenheden Det Iranske Direktorat for Intern Sikkerhed samt de to enkeltpersoner. Den ene, direktoratets chef Saeid Hashemi Moghadam, beskyldes for at bestille bombeattentatet i Frankrig. Den anden, diplomaten Assadollah Asadi, beskyldes for at sætte attentatforsøget i Frankrig i værk.

Symbolske sanktioner

Sanktionerne betyder, at der vil være forbud mod handel med og levering af finansielle tjenesteydelser til den iranske efterretningstjeneste og de to enkeltpersoner, samt at eventuelle finansielle aktiver indefryses. Diplomater og eksperter vurderer imidlertid, at den økonomiske effekt er langt mindre væsentlig end det symbol, sanktionerne sender.

Ifølge Anders Samuelsen sender sanktionerne et vigtigt signal om, hvad EU ikke vil acceptere fra fremmede magter:

»Vi forsvarer de liberale frihedsrettigheder, som er grundstammen i det europæiske samarbejde. Vi skal ikke finde os i, at der er lande udefra, som planlægger attentatforsøg på europæisk jord. Det er en fundamental overskridelse af de værdier, vi står på – derfor skal der svares markant igen«, siger han.

De danske bestræbelser på at få indført sanktioner mod Iran har været kompliceret af det forhold, at EU forsøger at holde fast i den globale atomaftale med Iran fra 2015, som USA har trukket sig fra. En række EU-lande har været bange for, at nye sanktioner kunne gå ud over bestræbelserne på at holde liv i atomaftalen, som sikrer fortsat kontrol med Irans atomprogram.

De iranske myndigheder nægter alle beskyldninger om at stå bag attentatforsøg på europæisk jord, herunder det formodede mordforsøg på en eksiliraner i Danmark. Ifølge en talsmand for den iranske udenrigsminister er beskyldningerne en del af en konspiration fra Irans modstandere med det formål at »bringe de gode og progressive Iran-EU-relationer i fare«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce