Det tegner til, at Stefan Löfven, Socialdemokratiets leder, får statsministerposten endnu en gang. Han har været Sveriges statsminister siden 2014.
Foto: 10060 Henrik Montgomery/tt/Ritzau Scanpix

Det tegner til, at Stefan Löfven, Socialdemokratiets leder, får statsministerposten endnu en gang. Han har været Sveriges statsminister siden 2014.

Internationalt

Professor i Stockholm: Vi er meget tæt på ny svensk regering

Socialdemokratiet, Centerpartiet, Miljøartiet og Liberalerne har ifølge svenske medier indgået en aftale om at indgå i regering. Nu skal den bare godkendes af partiernes bagland. Lykkes det, venter nye udfordringer blandt de meget uenige partier, forudser professor Drude Dahlerup.

Internationalt

»Jeg har vidst, at der fandtes et papir i nogle dage«.

Drude Dahlerup, professor emerita, der har arbejdet på Stockholms Universitet, Statsvetenskapliga Institutionen i mere end tyve år, er ikke overrasket over, at svenske medier som Dagens Nyheter og SVT fredag formiddag kan fortælle, at en regeringsdannelse rykker stadig tættere på efter mere end fire måneders forgæves forsøg på at danne regering.

De fire partier Socialdemokratiet, Miljøpartiet, Centerpartiet og Liberalerne har, fortæller medierne, lavet en aftale om dannelsen af regering. Det er endnu uklart om en kommende regering vil blive en to-parti regering med Socialdemokratiet og Miljøpartiet, eller om alle fire partier vil indgå.

De fire partier har til sammen 167 ud af 349 medlemmer i Riksdagen, men det er utænkeligt at det venstreorientede parti Vänsterpartiet stemmer mod regeringen, og i Sverige har man som i Danmark negativ parlamentarisme, så en siddende regering behøver ikke at have et flertal for sig, den må blot ikke havde det imod sig.

Nu skal det godkendes af partiernes bagland, hvilket sker lørdag og søndag.

»Vi er meget tæt på«, siger Drude Dahlerup:

»Det er de to midterpartier, der har nøglen. De har forhandlet til begge sider, så sent som i går, hvor de forsøgte at indgå en anti-Sverigedemokraterna-klausul, som skulle sikre, at Sverigedemokraterna ikke fik nogen indflydelse. Men det er forhandlingerne med venstre side, der er mest seriøse og absolut længst fremme«.

En luns til hvert parti

Papiret er ikke offentliggjort, men flere medier kan fortælle, at det blandt andet drejer sig om retten til at afskedige medarbejdere, huslejeregulering, flyskat og familiesammenføring.

»I Sverige har man en regel om, at når der skal fyres, fyrer man den, der er kommet sidst ind. Det vil Centerpartiet have afskaffet, så ledere selv bestemmer, hvem de vil fyre, for Centerpartiet er nok til venstre værdipolitisk, men økonomisk er de nærmest neoliberale. Ændringer af den slags er en luns til Centerpartiet«, siger Drude Dahlerup.

»På samme måde er huslejereguleringen også til dem, mens det ser ud som om, Miljøpartiet får genindført den flyskat, som den borgerlige regering afskaffede, da finansloven for i år blev vedtaget. De to midterpartier, der har en mere humanistisk tilgang har også fået genindført familiesammenføring, men vi ved endnu ikke, hvordan det skal udformes«, siger Drude Dahlerup:

»Hvad Socialdemokratiet så har fået? Statministerposten! Det er jo kerneværdier, de har givet afkald på, og lejerforeninger og LO er virkelig oppe i det røde felt, for for dem er reglen om, at den der sidst er ansat, fyres sidst, virkelig hellig, men i Socialdemokratiet har man vurderet højst at have regeringsmagten, fordi man mener, det giver en utrolig indflydelse, ikke bare på de ting, der vedtages, men også på de ting, der ordnes administrativt«.

De fire partier er alle gået til valg på et løfte om, at Sverigedemokraterna ikke skulle have indflydelse, hvilket de kan overholde, men Socialdemokratiet har samtidig lovet sine vælgere, at man ville fastholde en stram udlændingepolitik og holde indvandring på et minimumsniveau.

De fire partiers bagland skal som sagt godkende regeringsgrundlaget, liberalerne og Centerpartiet holder møde lørdag, mens Miljøpartiet holder møde søndag. Socialdemokratiet gør det ’mere løbende’, siger Drue Dahlerup.

»Det ville ikke undre mig, hvis vi allerede lørdag har en afklaring, men senest mandag, hvor Riksdagens talman (svarende til Folketingets formand, red.) har indkaldt statministerkandidaterne, får vi formentlig besked«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Regeringen får det ikke let

Mandag skal statsministerkandidaterne nemlig oplyse på hvilke mandater, de vil danne regering, og hvilke partier, der vil indgå i den.

»Liberalerne har sagt, at de gerne vil i regering, mens Miljøpartiet jo har været i regering i den foregående periode og fået smæk i meningsmålingerne. For Socialdemokratiet er det mere attraktivt at have partierne i en regering, så de ikke konstant kan true med at stemme imod regeringen, men nu får vi se, hvordan det ender«.

Og så begynder problemerne igen:

»Det bliver bestemt ikke en rolig periode, uanset om alle fire partier kommer i regering, eller det bliver en regering kun med Socialdemokratiet og Miljøpartiet. I Sverige har man tidligere haft mindretalsregeringer, som fik lov til at vedtage finanslove, men det har man brudt flere gange, og der er meget lidt vilje til at lade mindretalsregeringer køre igennem i fred«.

Når Riksdagens formand mandag har mødtes med statsministerkandidaterne, er næste skridt en afstemning i Riksdagen 16. januar. Det er den tredje af slagsen. Nummer fire kan afholdes 23. januar.

Er der ikke valgt en statsminister denne dag, kræver den svenske grundlov, at der udskrives nyvalg.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce