0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Vejen væk: Undertrykte saudiske kvinder søger hjælp på sociale medier

Det er ikke en noget nyt, at kvinder i Saudi-Arabien forsøger at flygte ud af landet, men stadig flere vover pelsen og tager de sociale medier til hjælp.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Carlos Osorio/Ritzau Scanpix
Foto: Carlos Osorio/Ritzau Scanpix

I midten Rahaf al-Qunun, en af de heldige, der er sluppet væk fra det saudiarabiske regime.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Når hendes far slog hende eller bandt hendes håndled og ankler for at straffe hende for at have været »ulydig«, drømte den saudiske teenager om at flygte. Men hver gang dukkede det samme spørgsmål op: Hvordan?

Hvis hun flygtede til et andet sted i landet, ville det saudiske politi bare finde hende og sende hende hjem igen, og loven forhindrede hende i at rejse til udlandet uden sin fars tilladelse. Men under en familieferie i Tyrkiet, da hun var 17 år, fik Shahad al-Muhaimeed chancen og stak af. Mens familien sov, tog hun en taxa over grænsen til Georgien.

»Nu lever jeg, som jeg har lyst til«, fortæller den i dag 19-årige kvinde over telefonen fra sit nye hjem i Sverige.

»Jeg bor i et godt land, hvor kvinderne har rettigheder«.

Hele verdens opmærksomhed blev rettet mod de saudiske kvinder, efter at en anden ung kvinde, Rahaf al-Qunun, blev stoppet i Bangkok, hvorfra hun forsøgte at tage et fly til Australien. På et hotelværelse i Bangkok udsendte den unge kvinde en appel på YouTube, videoen gik viralt, og i dag har hun fået asyl i Canada, efter at FN gav hende status som flygtning.

Allerede i 1970’erne forsøgte en saudisk prinsesse at flygte ud af landet sammen med sin elsker, men parret blev fanget og henrettet. Men antallet af unge kvinder, der vover livet for drømmen om en ny og bedre tilværelse i udlandet, ser ud til at være vokset i de seneste år.

Beder om hjælp på nettet

Ifølge menneskerettighedsorganisationer beder stadig flere kvinder om hjælp på sociale medier: »Alle disse kvinder, som ingen ville have hørt om for 15 år siden, kan nu finde vej ud«, siger Adam Coogle fra Human Rights Watch.

Det er dog ikke alle, der er lige så heldige som Rahaf al-Qunun. I 2017 bad 24-årige Dina Ali Lasloom om hjælp i en onlinevideo, efter at hun blev stoppet af de filippinske myndigheder og tilbageholdt i lufthavnen, indtil familien kom og hentede hende hjem til Saudi-Arabien igen. Hvad der siden skete med hende, er uklart.

De kvinder, der når ud af Saudi-Arabien, må imidlertid ikke bare kæmpe mod deres families bestræbelser på at få dem hjem igen, men også mod den saudiske regerings omfattende og velfinansierede indsats. Kvinder, der repatrieres, kan blive mødt med kriminelle anklager om ulydighed mod forældrene eller for at have skadet Saudi-Arabiens omdømme.

»Som saudiske kvinder behandles vi stadig som statens ejendom«, fortæller Moudi Aljohani, der flyttede til USA som studerende og nu har søgt asyl.

Der er flere fællestræk i de historier om kvinder, som har haft held med deres flugtplaner. Det viser interview med fem kvinder, der i dag har fået asyl. Flere af dem drøftede deres planer i private chatrum med andre kvinder, som allerede var flygtet eller også overvejede det. Et par måneder før Rahaf al-Qunun forlod sin familie under en rejse til Kuwait, var en af hendes veninder flygtet til Australien og hjalp hende med råd til om at flygte.

Mange er flygtet fra Tyrkiet, der er et populært feriested for saudiarabere, eller til Georgien, som saudiske borgere kan rejse til uden visum. Og mange har sat kursen mod Australien, fordi de kunne søge om visum på nettet.

Og hvorfor flygter kvinderne så? Nogle fortæller, at de flygtede på grund af misbrug og overgreb fra mænd i deres familie, og der var ingen steder i landet, de kunne søge tilflugt. Andre fortæller, at de flygtede fra Saudi-Arabiens strenge, islamiske samfundsorden, som begrænser kvinders livsførelse og selvbestemmelsesret. Og alle nævner ønsket om at undslippe det saudiarabiske patriarkat, som giver mænd stor magt over kvindelige slægtninges liv.

Alle skal have mandlig værge

»Det er det mandlige formynderskab, der fik os til at flygte fra Saudi-Arabien«, siger Shahad al-Muhaimeed i Sverige. »Det er den primære årsag til, at kvinderne flygter«.

I Saudi-Arabien skal alle kvinder have en mandlig værge, hvis tilladelse de skal have for blandt andet at kunne gifte sig og rejse samt i nogle tilfælde også for at få lægebehandling. Værgen er ofte kvindens far eller mand, men det kan også være en bror eller endda en søn.

Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman, har lovet, at han vil give kvinderne bedre rettigheder, men ifølge systemkritikere vil det ikke give kvinder nogen beskyttelse mod overgreb fra kvindens værge.

»Der er ingen anden udvej end at flygte«, siger Rahaf al-Ququn, som nu er i sikkerhed i Canada.

Oversættelse: Helle Albeck