Michael Cohen er Donald Trumps tidligere advokat. Han samarbejder nu med den særlige efterforsker, Robert Mueller. Foto: REUTERS/Jeenah Moon/File Photo
Foto: Jeenah Moon/Ritzau Scanpix

Michael Cohen er Donald Trumps tidligere advokat. Han samarbejder nu med den særlige efterforsker, Robert Mueller. Foto: REUTERS/Jeenah Moon/File Photo

Internationalt

Nye sammenligninger med Watergate: Bad Trump virkelig sin advokat lyve for Kongressen?

Tidligere advokat siger, at Donald Trump bad ham lyve for Kongressen, skriver medie. Historien giver debatten om rigsretssag ny ild.

Internationalt

Trumps mangeårige personlige advokat og problemknuser, Michael Cohen, har fortalt efterforskere, at Trump opfordrede ham til at lyve for Kongressen i et forsøg på kamuflere præsidentkandidatens forretningsplaner i Rusland under præsidentvalgkampen i 2016.

Det skriver nyhedsmediet Buzzfeed på baggrund af to anonyme kilder.

Buzzfeed skriver, at den særlige efterforsker Robert Muellers team også har andre vidner fra Trump Organization, interne e-mails, sms’er og andet, der peger på, at instruksen kom fra Trump.

Den nye opsigtsvækkende anklage får flere demokrater til at kræve en tilbundsgående undersøgelse i Kongressen, og at Trump stilles til ansvar.

Michael Cohen indrømmede allerede i november sidste år over for den særlige Rusland-undersøger Robert Mueller og hans folk, at han havde løjet for et kongresudvalg, da han påstod, at Donald Trump havde opgivet sine planer om et stort boligbyggeri i Moskva allerede i januar 2016 – altså inden valgkampen for alvor kom i gang.

I virkeligheden fortsatte bestræbelserne frem til juni 2016, tilstod han i efteråret. Men han svarede ikke på, om Donald Trump havde opfordret ham til at lyve. Det har han altså gjort nu ifølge Buzzfeed.

Dengang i november forklarede Michael Cohen, der i mere end et årti var både juridisk rådgiver og stik-i-rend-dreng med lyssky ærinder for Trump, at han havde ændret sin forklaring, for at den skulle passe med Trumps version.

Donald Trump og hans folk har gentagne gange udtalt, at han ikke havde nogen økonomiske interesser i Rusland.

Michael Cohen, der engang har sagt, at han ville »tage en kugle« for Trump, har siden brudt med sin gamle arbejdsgiver og samarbejder i stedet med Robert Mueller i håb om at få nedsat sin straf. Mueller er i gang med en undersøgelse af, om nogen fra Trumps kreds samarbejdede med russere om at påvirke valget i 2016.

Trump har kaldt Michael Cohen »en rotte« og en løgner, og præsidentens nuværende advokat, tidligere borgmester i New York Rudolph Giuliani, siger til tv-stationen CNN, at »hvis du tror på Cohen, kan jeg skaffe dig et godt tilbud på Brooklyn Bridge«.

Den demokratiske formand for efterretningskomiteen i Repræsentanternes Hus, Adam Schiff, kalder i et tweet anklagen om, at USA’s præsident har bedt nogen begå mened foran komiteen »blandt de mest alvorlige til dato«, og bebuder, at »vi vil gøre det nødvendige for at finde ud af, om det er sandt«.


Demokraterne fik ved midtvejsvalget i november flertal i Repræsentanternes Hus, som er Kongressens ene kammer, og har dermed mulighed for at igangsætte undersøgelser og indkalde vidner og kærve dokumenter udleveret, mens det er i det andet kammer, Senatet, at en eventuel konsekvens vedtages.

Joaquin Castro, der er demokratisk medlem af efterretningsudvalget, går et skridt videre. Hvis historien i Buzzfeed er sand, må præsident Trump træde tilbage eller blive stillet for en rigsretssag, tweetede han.

Demokraten Ted Lieu skriver på Twitter, at historien viser – endnu – et klart tilfælde af forsøg på at påvirke en efterforskning, »en forbrydelse«, skriver han og minder om, at det var artikel 1 i rigsretssagen mod tidligere præsident Richard Nixon, der i 1974 blev tvunget til at trække sig tilbage efter Watergate-skandalen. Han opfordrer Husets retsudvalg til at indlede undersøgelser af, om Trump har begået forbrydelser, der kan udløse en rigsretsag.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Amerikanske medier har – som Politiken gør her – citeret historien uden i skrivende stund at have bekræftet den med egne kilder. En rådgiver for Michael Cohen har til tv-stationen MSNBC udtalt, at Cohen ikke udtaler sig ud af respekt for Robert Mueller og den særlige efterforskning.

Ifølge Buzzfeed blev Trump og hans børn, Ivanka Trump og Donald Trump Jr., briefet løbende af Cohen om forsøget på at få projektet og at stå. Trump støttede en plan om, at han selv skulle rejse til Rusland under valgkampen for at forhandle personligt med præsident Putin, skriver sitet.

»Sørg for at det sker«, skal Trump ifølge Buzzfeeds kilder have sagt til Cohen.

Den nye anklage øger opmærksomheden omkring Michael Cohen, der har sagt ja til at vidne i Repræsentanternes Hus fra 7. februar i år. Torsdag skrev avisen The Wall Street Journal, at Michael Cohen hyrede et it-firma til at manipulere online-meningsmålinger i Trumps favør i den tidlige valgkamp, og betalte bagmanden 12.000-13.000 dollars - omkring 80.000 kroner - i kontanter i en taske fra Walmart. Det har Michael Cohen kommenteret uden at afvise det.

Michael Cohens videnudsagn foran kongres-udvalget bliver på forhånd sammenlignet med Watergate-sagens dramatiske højdepunkt, da Richard Nixons juridiske rådgiver, John Dean, i 1973 vidnede foran Kongressen om sin egen og Nixons rolle i indbrud mod demokraternes hovedkvarter og deres forsøg på at skjule det.


Redaktionen anbefaler:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce