0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

    Alt om Præsident­valg i USA

Danmark vil hjælpe arktiske iværksættere

Bæredygtig økonomisk udvikling er blevet centralt i Danmarks arktiske strategi. Det hilser Tórshavns borgmester velkommen.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Mathias Svold
Foto: Mathias Svold
Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Når de unge færinger for ti år siden flyttede fra Færøerne for at studere i Danmark, var det langtfra sikkert, at de vendte tilbage. Især kvinderne blev væk, når de først var flyttet fra øerne, og det efterlod en masse singlemænd, som ikke kunne finde sig en kæreste eller kone. Og hvis færingerne endelig vendte tilbage, søgte de mod et trygt job i statsadministrationen.

Nu oplever Færøerne økonomisk vækst. Turismen er rekordhøj, og ofte lægger kæmpe krydstogtskibe med plads til 6.000 passagerer til i Tórshavn. Det går også godt inden for fiskeriet, der udgør 98 procent af Færøernes eksport. Sidste år oplevede Tórshavn en befolkningstilvækst på 2,6 procent, og i dag etablerer de unge deres egne virksomheder, når de vender hjem.

»Der er et ønske hos dem om at skabe deres eget. Det mærker man tydeligt«, siger Tórshavns borgmester, Annika Olsen.

Problemer med lange distancer

Den færøske succes skal også ramme andre byer på den nordligste del af jordkloden. Alverdens politikere, forskere og forretningsfolk ser store økonomiske muligheder i Arktis, i takt med at klimaet ændrer sig. Det frigør naturressourcer som olie, gas og mineraler, og det gør Arktis mere fremkommelig for turister.

Alligevel er der mange forhindringer for iværksættere i Arktis. De store distancer mellem de ofte tyndtbefolkede områder gør blandt andet, at de lokale bankfilialer lukker, så de små erhvervsdrivende ikke kan skabe en personlig relation til deres bankrådgiver. Det er en af pointerne i en ny rapport om arktiske iværksætteres finansieringsudfordringer, som er bestilt af det danske Udenrigsministerium.

Ud over de lange distancer mellem bysamfundene er der også mangel på investorer, der kan give de nystartede virksomheder den altafgørende startkapital. Og selv om befolkningerne ved meget om, hvordan man tilpasser sig de hårde levevilkår i Arktis, gik det under undersøgelsen op for rapportskriverne, at lokalbefolkningerne ikke nødvendigvis kender til den iværksætterlingo, der kan gøre dem interessante for investorer.

Udenrigsministeriet vil nu med afsæt i rapporten binde bånd mellem nystartede små virksomheder og investeringsmulighederne i Arktis, fortæller Danmarks arktiske ambassadør, Hanne Fugl Eskjær.

»I kongerigets arktiske politik er det en central målsætning at fremme den økonomiske udvikling til gavn for indbyggerne i Arktis«, siger hun.

Derfor vil det danske Udenrigsministerium arbejde for, at en bæredygtig økonomisk udvikling kommer højere på dagsordenen i Arktisk Råd, der primært har beskæftiget sig med olieoprydning, kystvagt- og forskningssamarbejde.

Byerne skal høres i Arktis Råd

I denne uge blev rapporten præsenteret på konferencen Arctic Frontiers i Tromsø i det nordligste Norge. Blandt publikum sad Tórshavns borgmester, Annika Olsen.

Hun var især interesseret i, hvordan man sørger for, at iværksættere opsøger de eksisterende iværksætterprogrammer, selv om de unge færinger kommer tilbage til øen og starter deres egne virksomheder. Hun ønsker især , at fiskeribranchen udvikler sig og udvinder nye forarbejdningsmetoder.

Annonce

»Det er vigtigt, at man tænker på at få mere ud ressourcerne i den enkelte fisk. Få nogle flere virksomheder, som forædler de forskellige dele af fisken. Der kommer iværksætternes nye tanker og ideer ind«.

Hun er enig i, at den økonomiske dagsorden skal fylde mere i Arktis Råd, og så skal lokalbefolkningerne have en stærkere stemme. Færøerne ligger 4 breddegrader syd for den arktiske zone, men har stærke interesser i Det Arktiske Hav på grund af fiskeri. I rådet er Tórshavn repræsenteret af den danske regering, der taler på vegne af både Færøerne og Grønland.

På konferencen mødtes Annika Olsen med andre arktiske borgmestre, der sammen vil skabe en fælles platform, som kan give de lokale byråd en stærkere stemme i Arktisk Råd.

»Arktisk Råd fungerer på et overordnet plan, hvor man diskuterer politiske strategier og samarbejde, men den stemme, som lokalbefolkningen har, kommer ikke helt til sin ret. Der er en del ting, Arktisk Råd slet ikke berører«, siger Annika Olsen.

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts