Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Carlos Barria/Ritzau Scanpix
Foto: Carlos Barria/Ritzau Scanpix
Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hverdagen i Venezuela: To præsidenter, to lejre, armod og luksus

Det fattige flertal lever for 40 kr. om måneden. De rige, der har forbindelserne i orden, drikker fransk champagne. Reportage fra et splittet land.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

»Det her er til los enchufados«, siger Maite med sit blide caribiske tonefald og peger på et godt stykke kød. Os fattige har kun majspandekager og sorte bønner«. ’Los enchufados’ er venezuelanernes øgenavn for dem, der har forbindelserne i orden.

Hun ruller med øjnene ved tanken.

Caracas, hovedstaden, er fuld af grumme kontraster. Måske ikke så meget mere end andre latinamerikanske byer, men nu har de politiske diskussioner fået uenighederne til at blusse op.

Venezuelanerne ved ikke, hvad de skal stille op med hele to præsidenter, der gør krav på magten. De to lejre er splittet af en dyb kløft af modvilje og bitterhed, og de foragter gensidigt hinanden.

På den ene side står los chavistas, tilhængerne af den tidligere venstreorienterede præsident Hugo Chávez’ ideologi. For dem eksisterer oppositionslederen Juan Guaidó – imperiets mand’, som han nedsættende kaldes, altså USA’s mand –slet ikke.

For de andre er Nicolás Maduro en slyngel, der uretmæssigt har tilranet sig magten ved at undertrykke oppositionen.

Der er ingen glemsel, der er ingen tilgivelse. Der er kun utopier, næret af håb.

Præsidentembedet tilhører Juan Guaidó – som er præsident for nationalforsamlingen, og som i januar udråbte sig selv til midlertidig præsident for landet – for der blev svindlet ved valget, siger Alex González, der er arbejdsløs ingeniør.

»Jeg er chavist, og jeg tror fuldt og fast på den udvikling, der har været i Venezuela. Nu har vi en identitet. Det med Guaidó er idioti, støttet af USA«, svarer Félix Rodríguez, der er universitetsprofessor.

Udenfor leves det daglige liv i Venezuela med de trakasserier og protester, krisen afstedkommer. Man mærker det hjemme hos folk, på barerne, i bussen, på byens pladser. Varemanglen er ikke total, men alle er dybt påvirkede. Kontanter ser man næsten ikke mere.

Regeringen lader ikke penge blive trykt, og pengeautomaterne udleverer kun 2-3.000 bolivarer per dag (det svarer til højst 6 kroner). Automaterne tømmes hurtigt, og folk eksploderer, når de har stået i kø i mere end en halv time.

Alle bruger plastikkort til at betale med. Selv gadesælgerne går rundt med skilte, hvor der står ’Tager kort’. Det er den eneste måde at få noget solgt på.

For udlændinge er det en prøvelse, for der er ingen steder at veksle dollar, og næsten ingen tager imod dem.

Caracas er en smuk by. Den er omgivet af bakker og har et mildt klima. Men de mange slidte veje rundt om byen skæmmer landskabet.

Mangelsituationen bliver stadig værre, og det viser sig hos de fattigste. De udgør ikke alle, men ... mange, rigtig mange: 70 procent af befolkningen lever for minimumslønnen, der er 18.000 bolivarer. Det svarer til 6 dollar. Under 40 danske kroner. Om måneden.

Hvis man vil forstå lidt af den venezuelanske virkelighed, kan man sammenligne med priserne på de nødvendigste varer, der kan købes i butikkerne. Det vil sige, når der er varer, for selvom knapheden er taget af, er den stadig mærkbar.

Et kilo kartofler koster 7.200 bolivarer, en flaske olie 1.500, en bakke æg 12.000, et kilo mel 3.000 ...

Lønnen forsvinder i løbet af de første dage i måneden. »Det er Maduros magi«, ler Rosamarys – sort hud og hvide tænder – mens hun ekspederer i et indkøbscenter.

I mange butikker ser man varerne stillet opfindsomt op, så de dækker over hullerne på hylderne. Også på apotekerne.

Dette er den mest alvorlige omkostning. Der er ikke medicin på hospitalerne, heller ikke andre nødvendigheder såsom gaze og bandager og heller ikke mælk til spædbørnene.

Mennesker, der har kroniske sygdomme, lever i konstant frygt. Renán, der er 68 år, har diabetes, men er heldig: En gang om året kan han rejse til Spanien og købe insulin til et helt år. De andre, de fattige, sidder i saksen.

Evelisse har studeret kommunikation og turisme og taler flere sprog. Også hun er heldig: Hun arbejder på et firestjernet hotel. Og så alligevel:

»I går var jeg på apoteket for at købe forskellige ting. Shampoo, som jeg for en uge siden købte for 1.500 bolivarer, kostede nu 10.000. Hårbalsam 8.000 – det købte jeg sidst for 2.000. Hvordan skal jeg betale, med den løn, vi får? Jeg gik hjem og sagde til min mor: »Jeg er i dårligt humør. Jeg havde ikke råd til noget som helst«.

Miguel er 22. Han arbejder på en dyr bar. Hver drink, han sælger, fordobler hans løn. Han rækker dig sukkeret og tager hurtigt skålen til sig igen. Der er ikke plads til at være generøs, når knapheden er stor.

For at komme på arbejde skal han med metroen: »De seneste år har det været en katastrofe. Der er helt vildt lang ventetid, og nogle gange holder den stille 10-15 minutter på en station. Mange af togene er i stykker, og de kan ikke reparere dem«.

Venezuelanerne har for længst affundet sig med, at alting fungerer så dårligt. Vi argentinere synes, vi lever i centrum af alle universets onder, men det, de lever med her, er langt mere reelt – og i mindre grad udtryk for navlebeskuelse.

I Venezuelas næststørste by, Maracaibo, bor Eddy. På vej hjem på arbejde fortæller han: »Her i byen lukker de for elektriciteten 4 timer om dagen. Og det skifter. Nogle gange er det om morgenen, nogle gange om eftermiddagen eller om aftenen. Sådan er det hver eneste dag. Jeg har ikke haft rindende vand i et år. Vi må købe vand fra en tankvogn«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Der er ingen reservedele. Til biler, knallerter, til nogen maskiner.

De store hoteller har tre eller fire elevatorer på rad og række. Kun én virker. Eller maksimum to, hvis teknikerne flikker noget sammen af brugte reservedele. Bilerne har stået parkeret på gaden i måneder.

Men der findes en anden verden i Venezuela. Den tilhører los enchufados.

Det er et øgenavn, som nærmest spyttes ud, med afsky. Los enchufados er de nyrige – handlende og andre erhvervsdrivende, der har forbindelser til chavismen og dens ledere, og som tjener formuer takket være de privilegier, der følger med at høre til den regerende elite.

Det er dem, der fik adgang til los dólares preferenciales, dollars til en særlig, favorabel kurs, som regeringen i lang tid uddelte under påskud af nødvendig import.

Noget af det, der kom for dagens lys takket være de berømte lækkede dokumenter ’Panama Papers’, var, at disse særligt begunstigede venezuelanere åbnede virksomheder i forskellige skattely for at foregive, at der fandt eksport sted. De forhøjede konstant priserne for at kunne overfakturere. Og på den måde fik de flere dollars fra regeringen. Forskellen mellem købekraften i de særlige dollars og det sorte marked var afgrundsdyb.

I dag myldrer de omkring i Caracas i store firehjulstrækkere, der naturligvis er pansrede, og giver deres chauffører og vagter ordrer om, hvad der skal købes ind.

I en lille butik i hovedstaden kan man se, hvordan los enchufados’ døtre og hustruer køber vakuumpakket kød, der stammer fra eksklusive udenlandske slagterfirmaer, pasta importeret fra Italien, salt fra Middelhavet, spanske ansjoser, rød og sort kaviar eller parmaskinke. Fædre og ægtemænd får også bragt kostbare franske flasker, vin fra Château Petrus eller champagne fra Moët & Chandon.

Disse absurditeter ligner slet ikke idealerne i Chávez’ revolution. Korruptionens konsekvenser, uligheden, urimelighederne.

Los enchufados vil ganske givet heller ikke blive hverken glemt eller tilgivet.

Oversættelse: Jakob Haff

Daniel Vittar er journalist ved avisen Clarín i Argentina. Artiklen er hans reportage fra et besøg i Venezuela.



Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce





Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden