En mand i Sri Lanka læser jobannoncen, hvor myndighederne leder efter to bødler.
Foto: Dinuka Liyanawatte/Ritzau Scanpix

En mand i Sri Lanka læser jobannoncen, hvor myndighederne leder efter to bødler.

Internationalt

Jobopslag: Sri Lanka leder efter bødler til at henrette narkoforbrydere

Sri Lankas regering har ladet sig inspirere af Filippinernes præsident og vil derfor indlede sin egen krig mod narko.

Internationalt

Myndighederne i Sri Lanka er på udkig efter to mænd, som ønsker at påtage sig jobbet med at hænge narkoforbrydere.

Derfor satte myndighederne tidligere på måneden en jobannonce i avisen Daily Star, hvoraf det fremgik, at ansøgerne skal være mellem 18 og 45 år og have »en fremragende moralsk karakter«.

Det er uklart, hvor mange der har søgt jobbet, men ifølge myndighederne i Sri Lanka vil de egentlige ansættelsessamtaler begynde i næste måned, efter at ansøgerne har været igennem prøver, der skal vurdere deres »mentale styrke«.

Lovgivningen i Sri Lanka giver mulighed for dødsstraf for forbrydelser som mord og narkohandel, hvilket betyder, at der i dag sidder omkring 1.300 fanger på dødsgangene i landets fængsler. Men reelt indstillede landet brugen af dødsstraf i 1976.

Det ønsker Sri Lankas præsident, Maithripala Sirisene, at lave om på. Senere i år skal der være valg, hvor han vil forsøge at blive genvalgt, og derfor er han søgt ind på en stærk populistisk kurs.

Inspiration fra Filippinerne

Da han i sidste måned besøgte Filippinerne, roste han i højlydte vendinger den krig mod narko, som den filippinske præsident, Rodrigo Duterte, har indledt, og som har kostet tusindvis af mennesker livet.

Drabene har medført massiv kritik fra det internationale samfund, men under sit besøg kaldte Maithripala Sirisene den filippinske narkokrig for »et eksempel til verden«.

Efterfølgende udsendte Maithripala Sirisene en udtalelse, hvor han fastslog, at han i de kommende måneder vil give ordrer til henrettelser.

Derved håber han angiveligt at drage fordel af en utilfredshed i store dele af befolkningen over stigende kriminalitet - lige fra mord til narko og voldtægter - som har ført til krav om at genindføre dødsstraffen.

Asien går imod resten af verden

Men med sit beslutning får den sri lankanske præsident Asien til at stikke endnu mere ud på det internationale landkort. Mens stadig flere lande globalt afstår fra eller begrænser brugen af dødsstraf, går det den modsatte vej i Asien.

Kina er fortsat det land i verden, der foretager flest henrettelser. Antallet er ukendt, men menneskerettighedsorganisationer vurderer, at det ligger på flere tusinde om året.

Sidste år genoptog Thailand brugen af dødsstraf og henrettede en 26-årig morddømt mand med gift, mens Singapore fra 2016 til 2018 fordoblede antallet af henrettelser fra fire til otte.

Jobannoncen i Sri Lanka efter to bødler udløste også straks kritik fra menneskerrettighedsorganisationer.

»Dette er en jobannonce, som aldrig skulle være blevet bragt«, skrev Biraj Patnaik, Amnestys regionale direktør for Sydasien, på Twitter og fastslog:

»Der er ikke plads til dødsstraf i et civiliseret land«.

Få forgængere

Sri Lanka er historisk arnestedet for den retning af buddhismen, der findes i store dele af Sydøstasien, og som opfordrer til ikke-vold. Således har myndighederne i landet også haft svært ved at finde folk, der ville arbejde som bødler.

Kun tre mænd har haft jobbet, siden myndighederne stoppede med at udføre henrettelser i 1976. Hensigten var, at de skulle være parate til at træde til den dag, det midlertidige stop måtte blive ophævet.

Men alle tre forlod jobbet før tid. Den seneste - en 45-årig mand - reagerede ifølge avisen New York Times med skræk, da han første gang så galgen i landets centrale fængsel i hovedstaden Colombo få dage efter, han var begyndt sin uddannelse.

Myndighederne viste forståelse og gav ham en måned til at tænke sig om, men han vendte ikke tilbage.

Siden har jobbet stået ledigt.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden