Mange elever frygtes begravet under bygning i Lagos

Mindst otte mennesker er dræbt, efter at en bygning, der rummer en skole, er styrtet sammen i Nigeria.

Internationalt

En treetagers bygning, hvor der også ligger en skole, er onsdag styrtet sammen i den nigerianske storby Lagos.

Mindst otte mennesker er bekræftet omkommet, oplyser en talsmand for Nigerias beredskabsstyrelse ifølge nyhedsbureauet AP. Det er uklart, om ofrene er børn eller voksne.

Mange skoleelever frygtes at være blevet dræbt i bygningskollapset. Øjenvidner siger, at der var op mod 100 børn i bygningen, da ulykken indtraf.

37 børn er onsdag aften er blevet reddet ud fra murbrokkerne, skriver AP.

Den nigerianske nyhedsstation Channels TV rapporterer, at skolen lå øverst i den sammenstyrtede bygning. Det vides endnu ikke, hvad der har forårsaget bygningskollapset.

Ulykken skete i Itafaji-området på øen Lagos Island.

En video fra AP viste tidligere på dagen redningsmandskab i gule veste, som kom bærende med børn, der var dækket i støv og havde et forskræmt udtryk i ansigtet.

Hver gang et barn blev båret ud i live, jublede de hundredvis af mennesker, der havde samlet sig ved stedet. Omvendt blev mængden stille, når andre børn blev båret livløse ud, kastet op på skuldrene af redningsfolkene.

Ulykker med sammenstyrtede bygninger er relativt almindelige i Nigeria, hvor bygningsreglerne bliver systematisk brudt.

I september 2014 omkom 116 mennesker, da en seks etager høj bygning styrtede sammen, mens tv-prædikanten Joshua TB prædikede i den. 84 af de omkomne var fra Sydafrika.

En undersøgelse viste, at bygningen var opført på ulovlig vis, og at den var fejlstruktureret.

I december 2016 blev mindst 60 mennesker dræbt, da et tag faldt ned fra en kirke i Uyo, som er hovedstad i delstaten Akwa Ibom i den østlige del af landet.

ritzau

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden