Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.
Spørgeskema om automatisk oplæsningKære læser,
Hvis du har lyst til at være med i det store europæiske Europe Talks-projekt, hvor Politiken og 16 andre store medier rundtom i Europa matcher politiske modsætninger hen over EU’s grænser, er det nu: I dag er sidste frist for at tilmelde sig (se boksen nedenfor).
Indtil videre har over 800 Politiken-læsere meldt sig, og på europæisk plan er vi nu tæt på 22.000. Om få dage går selve matchningen i gang, hvorefter de matchede deltagere kan arrangere deres møder to og to til lørdag 11. maj. Det er den dag, alle samtaler skal finde sted. På videoopkald på computere og mobiler eller ved personlige møder.
På den måde bliver lørdag 11. maj en særlig dag: Politiske modsætninger mødes for at tale sammen, ikke for at råbe ad hinanden. Europæere taler over grænser med hinanden og ikke kun om hinanden.
Revolutionære tider
Hvad er der at tale om? Det bestemmer I selv. Men der er nok at tale om. I kan f.eks. tale om Brexit og om årsagen til, at briterne (formentlig) vil ud.
Ifølge Oxford-professoren Jan Zielonka og forskeren Ralf Dahrendorf fra St. Antonys College i Storbritannien er der tale om meget mere end et isoleret britisk fænomen. I tyske Die Zeit – initiativtageren til Europe Talks – argumenterede de tirsdag for, at vi lever i intet mindre end »revolutionære eller kontrarevolutionære tider«.
»Brexit kan virke på os som et enkeltstående tilfælde, men situationen i Polen, Holland, Danmark, Frankrig og Italien er lige så turbulent, og også Tyskland er langsomt ved at blive ramt af nabolandenes autoritære virus«, skrev de og advarede om, at ikke kun økonomien, men selve demokratiet er sat på spil.
Voldsomme ord, men Zielonka og Dahrendorf læser Brexit ind i tre udviklinger:
For det første ser de Brexit som et opgør med etablerede partier og en søgen mod nye partier og poler: mod højrenationale og grønne partier og mod partier, der som Forårspartiet i Polen og Demokratiforum i Holland kan være svære at placere.
For det andet udlægger de Brexit som en del af et bredere opgør med den liberale orden, der siden Anden Verdenskrig har hyldet begreber som politisk pluralisme, kulturel tolerance, mindretalsbeskyttelse, multikultur, åbne grænser og delt suverænitet. I stedet gøres EU til en hovedmodstander, der åbner for fremmede værdier, og som undergraver nationale og religiøse traditioner.
Og for det tredje ser de Brexit som et brud med en »liberal konsensus«, hvor det ikke længere er nok at diskutere frihandel og globalisering, men som insisterer på også at ville definere, hvad det vil sige at være »britisk« og »europæisk«.
Er du enig? Eller mener du, at den europæiske diskussion skal starte et helt andet sted? Giv dit besyv med i Europe Talks.
