Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

29-årig kvinde er dræbt i voldelige optøjer i Nordirland

Byen Derry var torsdag aften ramt af voldelige optøjer mellem uromagere og politi. En kvinde er skuddræbt.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

En 29-årig kvinde er blevet dræbt under voldelige optøjer i den nordirske by Derry sent torsdag.

Det skriver flere medier herunder BBC og nyhedsbureauet Reuters.

Nordirsk politi efterforsker kvindens død som en »terrorhændelse« og har igangsat en drabsefterforskning.

»Vi kan beklageligvis bekræfte, at en 29 år gammel kvinde er dræbt som følge af en skududveksling i bydelen Creggan«, skriver politiinspektør Mark Hamilton på Twitter.

Ifølge medier som BBC og Daily Mirror blev kvinden ramt af en vildfaren kugle under uroligheder.

Optøjerne i Derry begyndte torsdag aften, da flere hætteklædte uromagere begyndte at kaste flasker og sten mod politiet.

Omkring midnat eskalerede volden, da der blev kastet brandbomber, såkaldte molotovcocktails, mod flere politibiler i Creggan, der ligger i udkanten af Derry.

Her har nordirsk politi efterfølgende sat ind med bevæbnede urobetjente.

På videooptagelser kan man høre flere skud blive affyret, ligesom man ser biler og affaldscontainere sat i brand.

Avisen The Daily Mirror kan vise billeder af barrikader i flere af byens gader. Også her kastes der genstande mod politiet.

Derrys viceborgmester, Gary Middleton, der er medlem af det nordirske unionistparti DUP, fordømmer hændelsen på Twitter.

»Modbydelige voldshændelser i Creggan i nat. Terroristerne, som er ansvarlige, må fjernes fra vores gader«, skriver han.

Årsag til optøjer er ukendt

Det er endnu ikke kendt, hvad det nøjagtige motiv bag optøjerne er, eller hvad der satte dem i gang.

Optøjerne kommer dog få dage før en ulovlig demonstration arrangeret af irske republikanere, der ønsker en genforening af Irland og Nordirland. Demonstrationen afholdes mandag.

Ifølge Reuters kan optøjerne være startet, efter nordirsk politi gennemførte en stribe razziaer af private hjem i området omkring Creggan.

Dette er dog ikke blevet bekræftet af de nordirske myndigheder, der ikke har villet udtale sig om årsager til de voldelige sammenstød.

Det er dog set før, at denne type optøjer bryder ud i Derry. Sidste år blev der i en lignende situation kastet mere end 70 brandbomber mod politiet og flere kom til skade.

Derry har historisk været centrum for store spændinger mellem katolske republikanere, der ønsker et tættere forhold til Irland, og protestantiske loyalister, der ønsker at bevare tilknytningen til Storbritannien.

Derry hedder officielt Londonderry, men bliver af de fleste i den primært katolske by kaldt Derry.

ritzau

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden