0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Lektor: Erdogan står til dobbeltnederlag i omvalg

Tyrkiets stærke mand Erdogan risikerer smerteligt nederlag efter kontroversiel valg-annullering.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Adem Altan/Ritzau Scanpix
Foto: Adem Altan/Ritzau Scanpix

Istanbuls borgmester Erem Imamoglu ser ud til igen at slå Erdogans kandidat, Binali Yildirim.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Først erklærede Erdogans AKP-parti sig som vinder. Så forlangte det en omtælling af stemmerne. Og så blev valget erklæret ugyldigt.

Forløbet omkring lokalvalget i Tyrkiets største by Istanbul 31. marts har vakt kritik af den tyrkiske præsident Recep Erdogan både inden og uden for Tyrkiet.

Søndag skal indbyggerne i Istanbul til omvalg, og det ser ud til at blive til endnu en ydmygelse af præsident Erdogan.

AKP-kandidaten Binali Yildirim ser nemlig ud til at tabe igen, fortæller Mogens Pelt, lektor i moderne historie på Saxo-Instituttet på Københavns Universitet

»Der bliver lavet meningsmålinger i Tyrkiet, men de er generelt svære at fæste så meget lid til. Så man skal tage dem med et vist forbehold«.

»Men går man samtidig ud fra, at der ikke bliver svindlet med valget, så ser det ud til, at Ekrem Imamoglu har en endnu større føring end sidst«, siger han.

Ved lokalvalgene i Tyrkiet 31. marts tabte AKP også landets anden- og tredjestørste by Ankara og Izmir til CHP-partiet, som også Imamoglu kommer fra.

Valgkommissionen udråbte da også CHP efter en omtælling af stemmerne til valgets vindere i Istanbul, inden de erklærede valget ugyldigt.

Og det har gjort mange vrede, fortæller Mogens Pelt.

At landets valgkommission besluttede at erklære valget for ugyldigt og udskrive nyvalg i Istanbul bliver nemlig af mange set som et resultat af et pres fra præsidenten.

Handler om penge

Dette med god grund, og derfor vil endnu et nederlag være særligt smerteligt, lyder det fra Mogens Pelt.

»På det symbolske plan vil det være et dobbeltnederlag for Erdogan. For det første tabte Yildirim (kandidaten for AKP-partiet som Erdogan er leder af, red.) i Erdogans by Istanbul«.

»For det andet er opfattelsen blandt mange tyrkere, at Erdogan pressede valgkommissionen til, at valget skulle gå om. Så han har sat prestige ind på, at det skulle gå om«.

»Taber han så igen, kan det kun være med til at svække fortællingen om Erdogan som en, der vandt alle valg, han deltog i. Og han har også, må man sige, vundet rigtig mange valg helt legitimt«, siger Mogens Pelt.

Udover det symbolske, vil det også ramme AKP-partiet økonomisk, hvis de mister borgmesterposten i Istanbul.

»Istanbul udgør en meget væsentlig del af Tyrkiets økonomi, og det vil sige, at AKP-partiet har haft en stor indtægtskilde her«.

»Der er for eksempel en vis sammenhæng mellem at få byggetilladelser, og at man bidrager til politikernes kasse. Og det er også en del af forklaringen på, hvorfor byen ikke bare har symbolsk betydning«.

Erdogan kickstartede sin egen politiske karriere som borgmester i Istanbul i 1994, og han er tidligere citeret for at sige, at 'den der vinder Istanbul, vinder Tyrkiet'.

ritzau