Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Parolen 'Stop kvindemordene' var en af de mest fremtrædende 8. marts i Paris i år. Partnermorderne risikerer at slå rekord i nyere tid i år. Foto:
    . EPA/CHRISTOPHE PETIT TESSON
Foto: Christophe Petit Tesson/Ritzau Scanpix

Parolen 'Stop kvindemordene' var en af de mest fremtrædende 8. marts i Paris i år. Partnermorderne risikerer at slå rekord i nyere tid i år. Foto: . EPA/CHRISTOPHE PETIT TESSON

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Nu kræves der handling: Alene i år er 77 franske kvinder døde som ofre for vold begået af partnere

Alene i år har 77 franske kvinder mistet livet som ofre for vold begået af ægtemænd og partnere. Myndighederne svigter totalt, og nu kræver parlamentarikere og feminister handling efter spansk model.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det var langtfra de første slag, der haglede ned over 20-årige Leïlas hoved, da hendes samlever endnu en gang gik amok under en af de steghede sommerdage tidligere på måneden.

Men pludselig fik Leïla nok. Den gravide kvinde begav sig til politistationen i St. Denis uden for Paris, hvor hun anmeldte sin partner til politiet for vold. Politiet registrerede anmeldelsen uden at reagere yderligere.

Næste morgen hørte naboerne skrig og råb. De ringede til politiet, men da politiet nåede frem, var det for sent.

Leïla blev offer nummer 71 i indeværende år for de hustrumord og mord på partnere og samlevere, som eksploderer i Frankrig. Få uger før havde en ægtemand myrdet sin hustru med knivstik for øjnene af deres fire børn i alderen otte måneder til 10 år.

Siden er antallet af mord steget til 77.

»Tidligere havde vi den type dødsfald hver tredje dag. I år er det snarere hver anden dag … Vi må helt klart bearbejde dette spørgsmål igen«, siger retspræsidenten i Pontoise uden for Paris, Gwenola Joly-Coz, til tv-stationen TV5Monde.

»Det er på høje tid«, mener Céline Piques, talsperson for feministorganisationen Osez le feminisme, på dansk Vov feminismen.

»Kvinderne bliver ladt i stikken, selv om de har anmeldt en mand for vold«, mener hun.

Man kan slå en kvinde, forulempe hende på gaden, ydmyge hende uden konsekvenser. Herfra er skridtet til dødelig vold meget kort

Fænomenet griber også om sig i Tyskland, mens Spanien takket være effektiv lovgivning med kontante indgreb mod voldelige mænd har været i stand til at reducere antallet af kvindemord, som ligger langt under gennemsnittet i sammenlignelige lande.

Omkring 220.000 franske kvinder i aldersgruppen 18 til 75 år er ofre for partnervold inden for hjemmets fire vægge. Men kun 14 procent anmelder det, for mange kvinder ved, at sagerne ofte ikke bliver alvorligt.

Myndighederne svigter

I mange tilfælde betegner politiet sagerne som husspektakler, og de sender kvinderne hjem uden nogen form for beskyttelse, ligesom mænd, som har flere anmeldelser bag sig, ikke bliver overvåget.

Denne virkelighed blev kendt af den franske offentlighed i marts i år, da den 35-årige Julie Douib blev myrdet af sin partner i byen L’Île-Rousse på Korsika. Hun havde anmeldt flere voldelige overgreb til politiet, ligesom hendes venner og familie havde vidnet og appelleret om beskyttelse af kvinden.

Intet skete, og det er et mønster, siger Céline Piques fra Osez le feminisme.

»Et af problemerne er, at hverken politi eller retsinstanser er uddannet til at forholde sig til disse sager«, siger hun.

»Det er ved at blive bedre, men realiteten er, at det er et lotterispil, når en kvinde anmelder vold: Hun kan stå over for en person, som tager hende alvorligt, eller en, som bare sender hende hjem«.

Forklaringen på det stigende antal mord, som selv seriøse medier indtil for kort tiden siden ofte betegnede som »jalousimord« og »lidenskabelige opgør«, kan ifølge flere forskere være, at overgreb på kvinder – fysiske og verbale – er taget til i de senere år.

I langt de fleste tilfælde bliver voldsmændene ikke straffet, under 15 procent af voldtægterne bliver anmeldt, og der har bredt sig en følelse af straffrihed, sagde en deltager i en demonstration mod kvindevolden forleden i Paris i en reportage på YouTube.

»Man kan slå en kvinde, forulempe hende på gaden, ydmyge hende uden konsekvenser. Herfra er skridtet til dødelig vold meget kort i en spændt situation«, sagde kvinden.

Spanien er forbillede

Situationen er helt anderledes i Spanien, og tallene taler deres eget sprog. Sidste år udstedte de spanske domstole 23.000 kendelser, som beskytter kvinderne, for eksempel ved at forbyde deres voldelige partnere at nærme sig kvindernes hjem eller arbejdspladser. I Frankrig var tallet 3.000, hvor 2.000 endte med at blive accepteret på vejen gennem retssystemet.

Feminister som Céline Piques er ikke ene om at rejse denne kritik.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

5. juli offentliggjorde 150 senatorer, hvoraf det store flertal er ældre, hvide herrer, en appel i avisen Libération med en opfordring til præsident Emmanuel Macron om at reagere.

»I alt for mange tilfælde havde ofret prøvet at anmelde forholdet, men utilstrækkeligt uddannede – eller overbebyrdede – politifolk og gendarmer havde ladet dem gå lige i armene på deres mordere trods disse bønfaldelser om hjælp«, hedder det i deres appel.

I Spanien bliver stadig flere politifolk uddannet til at modtage anmeldelser for voldtægt og trusler, og en særdomstol behandler hustrumord med basis i lovgivning fra 2005 og 2009, som jævnligt bliver aktualiseret.

Elektronisk lænke

Kvinderne bliver tilbudt alarmknapper forbundet til politistationer, og mændene bliver udstyret med elektronisk udstyr, som gør det muligt for politiet at konstatere, hvis de nærmer sig forbudt område, for eksempel den tidligere partners hjem og arbejdsplads eller børnenes skole.

Det fungerer. Sidste år blev 47 kvinder myrdet af ægtemænd og partnere, hvilket var 30 færre end 10 år tidligere, og myndighederne går ud fra, at antallet falder.

Frankrig overvejer nu at følge det spanske eksempel med elektroniske bånd på arme eller ben, som gør det muligt at spore mænd med en truende adfærd.

»Det handler først og fremmest om at beskytte kvinden«, siger anklageren Éric Corbaux til TV5Monde.

Ifølge ham er de elektroniske armbånd mere effektive end alarmknapper, for de virker i samme øjeblik, en potentiel gerningsmand nærmer sig et forbudt område med et muligt offer.

Alarmknappen bliver derimod først aktiveret i det øjeblik, hvor ofret selv skal føle sig truet. Og så er det tit for sent.

Familier kan hjælpe

Céline Piques peger på, at der også skal penge på bordet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Disse kvinder befinder sig ofte i en økonomisk vanskelig situation, og de har brug for hjælp for ikke at være tvunget til at vende tilbage til de voldelige mænd, som det sker alt for tit«.

Men det handler også om at skabe større opmærksomhed om problemet, som ifølge flere undersøgelser rammer alle aldersgrupper, alle samfundslag, og som går på tværs af etniske og religiøse holdninger.

»Det er muligt at se, når noget er galt«, siger hun. Kvinden bliver nedgjort i families og venners nærvær. Så optræder parret ikke sammen. Kvinden afbryder kontakten med venner. Hun er isoleret, og volden begynder for alvor.

»Bortset fra regulære mord bliver mændene kun sjældent straffet. Tavsheden og straffriheden gør alt det her muligt. Derfor er det også vores ansvar«, mener Céline Piques.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden