Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Andrew Kelly/Ritzau Scanpix
Foto: Andrew Kelly/Ritzau Scanpix

Stjernepolitiker Alexandria Ocasio-Cortez introducerer præsidentkandidat og senator Bernie Sanders til "Bernie's Back" vælgermøde i Queens.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Jeg er tilbage«: Bernie Sanders får tilslutning fra ung stjernepolitiker på første vælgermøde efter hjerteanfald

Præsidentkandidat Bernie Sanders tiltrækker flere tilskuere til vælgermøde end nogen anden demokratisk kandidat og får attraktiv støtte fra Alexandria Ocasio-Cortez. Men er det nok?

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Lukkede porte. Det er synet, der møder flere tusinde mennesker, der er kommet til New York-bydelen Queens for at høre præsidentkandidat Bernie Sanders tale.

Der er simpelthen ikke plads til flere i Queensbridge Park, hvor den demokratiske socialist Bernie Sanders holder sit vælgermøde – hans første, efter at han for 18 dage siden fik et hjerteanfald.

Flere tusind mennesker må derfor stå i en ring uden om parken, hvor de stadig kan skimte Sanders tale.

Ifølge Bernie Sanders kampagnefolk er her 26.000 tilskuere. Det er det største vælgermøde, en demokratisk præsidentkandidat har holdt hidtil. Større end Sanders’ tætteste rival, Elizabeth Warren, der sidste måned tiltrak 20.000 til et vælgermøde på Manhattan. Det her er en god dag for Bernie Sanders.

Og endnu en triumf for senatoren fra Vermont: På vælgermødet offentliggør også den indflydelsesrige unge stjernepolitiker Alexandria Ocasio-Cortez, der gæstede København i sidste uge, sin opbakning til Sanders.

»Lad mig starte med en undskyldning«, siger Bernie Sanders, da han går på scenen efter en begejstret introduktion fra Ocasio-Cortez.

»Vi fik en tilladelse til 20.000 mennesker, og vi har måttet lukke dørene. Så til alle jer, der ikke kunne komme ind: Tak for at komme i dag, og tak til jer alle«, siger han og får publikum til at juble og vifte med blå-hvide Bernie-skilte.

De skriger endnu højere, da Sanders lidt efter konstaterer:

»Jeg er tilbage!«.

Knald eller fald for præsidentdrømme

Opbakningen fra rekordmange potentielle vælgere og fra Alexandria Ocasio-Cortez kommer på et afgørende tidspunkt for Bernie Sanders. Der har altid været murren i krogene om, hvorvidt den 78-årige Sanders’ høje alder er et problem i forhold til at bestride et af verdens mest krævende job. Men efter hjerteanfaldet 1. oktober var spørgsmålet fra flere sider, om han overhovedet kunne fortsætte sin kampagne.

Hjerteanfaldet kom endda oven på en lunken sommer, hvor Bernie Sanders har måttet se sig overhalet i meningsmålinger af Elizabeth Warren, en kandidat, hvis progressive løfter om offentligt finansieret sundhedsvæsen, eftergivelse af studiegæld og en ambitiøs klimapolitik til forveksling kunne minde om Sanders’.

Warren ligger nu i i den øverste del af feltet omtrent side om side eller lidt bagefter tidligere vicepræsident Joe Biden, mens Sanders ifølge flere målinger ligger nummer 3. Warren fører samtidig i afgørende primærvalgsstater som Iowa og New Hampshire. Især gør hun det godt hos kvinderne, som Sanders også i 2016 havde problemer med at få til at feel the burn.

Sanders er en mand, der har meget på spil. Dette vælgermøde og den nærmeste fremtid kan blive knald eller fald for hans præsidentdrømme. Der er kun lidt over tre måneder, til at de første afgørende primærvalgsstater begynder at stemme.

Fra talerstolen understreger en halvtråbende Bernie Sanders, der taler som sit sædvanlige fyrige jeg, at han er klar til at genoptage kampen:

»Jeg er mere end parat til kæmpe imod grådigheden og korruptionen fra eliten. Jeg er mere klar end nogensinde til at skabe en regering baseret på retfærdighedens principper: økonomisk retfærdighed, racemæssig retfærdighed, social retfærdighed og retfærdighed for klimaet«.

Jeg er mere klar end nogensinde til at skabe en regering baseret på retfærdighedens principper: økonomisk retfærdighed, racemæssig retfærdighed, social retfærdighed og retfærdighed for klimaet

Han har publikum med sig: »Bernie, Bernie, Bernie«, råber de.

Hvad med Warren?

Alexandria Ocasio-Cortez lyser op, når hun taler om Bernie Sanders. Han er faktisk grunden til, at hun fik modet til at gå ind i politik, fortæller stjernepolitikeren publikum.

»Det var ikke, før jeg hørte om en mand, der hed Bernie Sanders, at jeg begyndte at sætte spørgsmålstegn ved, forsvare og anerkende min medfødte ret som menneske til at fortjene sundhedspleje, bolig, uddannelse og en løn, som man kan leve af«, siger hun og peger til højre mod Manhattan.

Kena Betancur/Ritzau Scanpix
Foto: Kena Betancur/Ritzau Scanpix

Der var derinde, siger hun, at hun arbejdede som tjener uden sygeforsikring, til en løn, hun ikke kunne leve af, og blev udsat for seksuel chikane. Nu er hun Kongressens yngste valgte kvinde. Det startede på grund af Bernie Sanders, siger hun.

Bernie Sanders har kæmpet for de politikker i årtier, »selv da det ikke var populært«, siger hun med en slet skjult henvisning til feltets andre kandidater, hvoraf mange har overtaget Sanders’ politiske forslag om eksempelvis et skattefinansieret sygevæsen. Deriblandt Elizabeth Warren.

Warren har i månedsvis bejlet til Ocasio-Cortez om hendes støtte. At få støtten fra Alexandria Ocasio-Cortez er ikke bare en tiltrængt vitaminindsprøjtning for Sanders. Det også et vundet slag mod Warren.

Warren og Sanders har det meste af kampagneperioden været venlige over for hinanden, nærmest forenede i deres fælles progressive kamp mod den mere midtersøgende favorit, Joe Biden. Men nu hvor Sanders ligger længere nede i meningsmålingerne, er han begyndt at tale om forskellen mellem Warren og sig selv.

Blandt andet at han er socialist, mens Warren er »kapitalist til benet«, som hun har beskrevet det. Han går også mere radikalt til værks, når det gælder eftergivelse af studiegæld, klima og socialt boligbyggeri. Trods sin progressive politik er Warren ofte lidt mindre vidtgående end Sanders.

1 million kroner i studiegæld

Alexandria Ocasio-Cortez har mange millioner følgere på sociale medier, og hendes støtteudmelding kan måske få ubeslutsomme vælgere til at hoppe på Bernie-vognen. Især har den 30-årige stjernepolitiker en enorm opbakning fra unge progressive vælgere og kvinder, især brune og sorte kvinder, som Sanders har brug for at nå.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg møder to af dem i køen på vej til Sanders’ rally: 19-årige Ruth Thumbi og 18-årige Karina Gamez, der er studiekammerater. De har begge Bernie-skilte i hænderne.


Karina Gamez, 18 år, og Ruth Thumbi, 18 år, til Bernie Sanders vælgermøde i Queens.

Ruth Thumbi, der er delvis opvokset i Sydafrika, vil stemme på Sanders, ikke Warren. Det skyldes deres fundamentale udgangspunkt, siger hun.

»Mange af Warrens argumenter er ud fra et standpunkt om, hvad der giver økonomisk mening. Ikke ud fra hvad der er økonomisk mest retfærdigt og moralsk, som Bernie Sanders har sagt lige fra starten«, siger Thumbi.

Men veninden Karina Gamez er bekymret for, om Bernie Sanders kan appellere til de vælgere, der ikke bor i progressive stater som New York:

»Kan Bernie få vælgerne med sig fra mindre stater som Wisconsin, der har en enorm betydning i det endelige valg? Der kan Warren fra Oklahoma måske noget med sin ’midten af Amerika-charme’«, siger hun.

For Karina Gamez betyder det noget, men langtfra alt, at Ocasio-Cortez nu støtter Sanders.

»Hun er uden tvivl et ikon for vores generation. Men det er vigtigere, hvorvidt Bernie selv har evnen til at skaffe de vælgere, der er brug for«.

Ingen af dem er skræmt over Bernie Sanders’ alder eller hans nylige hjerteanfald.

Som Ruth Thumbi siger: »Biden er 76 år, Warren er 70 år, Bernie er 78 år og Trump er i øvrigt 73 år. Det er oldingenes valg«.

Den mening deler de med to andre kvinder, veninderne Monica Garcia på 31 og Kristy An på 28 år, der begge arbejder i ngo’er. Monica Garcia er iført en sweatshirt med sloganet ’Feel the Bern’ og Sanders’ kridhvide viltre hår som motiv.

Monica Garcia, 31 år, og Kristy An, 28 år, har begge stor studiegæld.

Bernies Sanders alder bekymrer dem ikke. Til gengæld har begge kvinder dagligt bekymringer over deres studiegæld.

Monica Garcia har over 500.000 kroner i gæld. Kristy An har over 1 million kroner. Og det er før renter. Bernie Sanders vil slette al studiegæld i Amerika. Det er en af grundene til, at Monica Garcia er Bernie-støtte.

»Jeg lever fra løncheck til løncheck. Lige nu står der 30 dollars (ca. 200 kroner) på min bankkonto, og der er 5 dage, til jeg får min næste løn. Jeg er 31 år og har intet«, siger hun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg lever fra løncheck til løncheck. Lige nu står der 30 dollars (ca. 200 kroner) på min bankkonto, og der er 5 dage, til jeg får min næste løn. Jeg er 31 år og har intet

Johannes Eisele/Ritzau Scanpix
Foto: Johannes Eisele/Ritzau Scanpix

Bernie Sanders møder nogle af de mange tusinde vælgere efter sin tale.

Kristy An har endnu ikke bestemt sig for, hvem hun støtter. Hun er i tvivl om, hvorvidt Alexandria Ocasio-Cortez’ støtte er en ubetinget god ting for Sanders, siger Kristy An.

»Jeg elsker hende, men hun er blevet en meget kontroversiel person. Måske vil det hælde benzin på bålet for Trumps støtter«.

Den skepsis deler hun med nogle demokratiske strateger, der har udtalt sig anonymt til The New York Times. De påpeger, at Ocasio-Cortez’ støtte af Sanders endda kan give Elizabeth Warren den fordel, at hun virker mere moderat og dermed kan appellere til en bredere vælgerskare.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden