Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

    Alt om Corona­virus

Frank Rumpenhorst/Ritzau Scanpix
Foto: Frank Rumpenhorst/Ritzau Scanpix

De tyske myndigheder har afsat over fem milliarder kroner til at udvikle et bedre og grønnere batteri til de elbiler, som der ventes at blive et kæmpe marked for i de kommende år.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Europa jagter batteriet, der skal bryde afhængigheden af Asien

Europa har sovet i timen, mens asiatiske lande har sat sig tungt på produktionen af højpotente bilbatterier. Nu vil europæiske lande samarbejde. Der er både penge og sikkerhed på spil. Danmark er ikke med.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Selv om der står Audi, BMW, Mercedes eller Volkswagen på bagsmækken, så er den centrale byggesten i elektriske biler ikke lavet af tyske virksomheder, men typisk af sydkoreanske, kinesiske eller japanske.

Det har den tyske regering efter flere års tøven fundet ud af er uholdbart. Det samme har Frankrig, Italien, Polen, Belgien, Finland og Sverige.

De tyske myndigheder har afsat over fem milliarder kroner til at udvikle et bedre og grønnere batteri til de elbiler, som der ventes at blive et kæmpe marked for i de kommende år.

»Jeg kunne godt have ønsket mig det tidligere. I de seneste 20-30 år har der ikke været megen batteriforskning«, siger Weert Canzler, der er mobilitetsforsker ved forskningscenteret WZB i Berlin.

I denne måned godkendte EU-Kommissionen statsstøtte fra de syv nævnte lande på i alt 24 milliarder kroner til et andet projekt, hvor 17 europæiske virksomheder inden for råmaterialer, celler, batterisystemer og genanvendelse skal arbejde sammen på tværs af landegrænserne. Det skal efter planen udløse private investeringer på næsten 40 milliarder kroner.

Batteriproduktion er af »strategisk interesse for vores økonomi og samfund«, udtalte konkurrencekommissær Margrethe Vestager som forklaring på, hvorfor EU her tillader statsstøtte til private virksomheder i åben konkurrence.

De endelige virksomhedskonstruktioner for batteriproduktionen er der ingen, der kender. Weert Canzler forestiller sig en konstruktion ligesom Airbus, hvor europæiske lande bygger fly sammen.

Danmark spiller en vigtig rolle i den europæiske forskning og udvikling af nye bæredygtige batteriteknologier, så det er bestemt et initiativ, vi gerne ville have været med i

Tyskland og Europa har spildt mange år på at tro, at det ikke var nødvendigt at producere sine egne batterier, siger professor Martin Winter fra batteriforskningscenteret Meet i Münster, der skal lede det tyske projekts nye forskningshovedkvarter. Man troede, at brændselsmotorerne fortsat ville være de mest effektive, eller at man bare kunne købe batterier som andre byggedele fra Asien, siger han.

»Globaliseringen trues nu af nationale interesser. Vi er nødt til at sørge for, at viden om, hvordan man producerer batterier i gigawatttime-størrelsesorden forbliver i Tyskland og i Europa«, siger Martin Winter.

Weert Canzler forudser, at elbilers batterier bliver en vigtig del af måden, vi som samfund lagrer elektricitet på i fremtiden. Når vinden blæser, fyldes batteriet i bilen op, og senere vil noget så kunne flyde tilbage i husholdningerne. Samtidig vil bilkørsel blive automatiseret. Det vil gøre bilernes og batteriernes styringssoftware til et følsomt sikkerhedsspørgsmål, siger han og sammenligner med 5G-datanetværket, hvor en række lande udelukker den kinesiske hardwareudbyder Huawei med henvisning til sikkerheden.

»Hvis semiautomatisk kørsel i konvoj på motorvejen bliver hacket, har vi også et problem«, siger han.

Danmark står udenfor

Den danske regering er meget optaget af at udvikle grøn teknologi, men Danmark deltager ikke i det europæiske projekt. Det ærgrer Tejs Vegge, der er professor ved Danmarks Tekniske Universitet.

Annonce

»Danmark spiller en vigtig rolle i den europæiske forskning og udvikling af nye bæredygtige batteriteknologier, så det er bestemt et initiativ, vi gerne ville have været med i«, siger han.

Klimaminister Dan Jørgensen (S) forklarer det i en mail til Politiken blandt andet med, at der ikke er bilproducenter i Danmark.

»Det betyder dog langtfra, at vi i Danmark ikke støtter udvikling af energilagringsteknologier«, skriver ministeren.

Hos tyske Volkswagen leveres battericellerne af det sydkoreanske firma LG. VW er begyndt at samle det færdige batteri selv. Fremover vil koncernen involvere sig mere i batteriudviklingen, siger Reinhard de Vries, der er teknologi- og logistikchef for VW i Sachsen.

»Batteriet er per definition en meget vigtig – hvis ikke den vigtigste – byggedel i elektriske køretøjer. Vi monterer batterier i Braunschweig, og vi vil også andre steder bygge batterier og også deltage i udviklingen, fordi det er en vigtig faktor i vores produktionskæde som basis for bilen. Der skal vi opbygge knowhow og gøre os uafhængige«, siger han.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden