0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

80 kirkemedlemmer i sydkoreansk by er smittet med coronavirus

Mange af de i alt 156 virustilfælde i Sydkorea kan spores tilbage til den samme 61-årige kvinde i byen Daegu.

Internationalt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Sydkorea har fredag bekræftet 52 nye tilfælde af det smitsomme coronavirus. Det bringer det samlede antal smittede i landet op på 156. Dermed er Sydkorea det værst ramte land uden for Kina.

Det oplyser det sydkoreanske center for sygdomskontrol og -forebyggelse fredag.

39 af de 52 nye tilfælde er knyttet til kirken Shincheonji i den sydlige by Daegu.

Flere end 80 medlemmer af menigheden er således bekræftet smittet med coronavirus. Smitten kan spores tilbage til en 61-årig kvinde, der er medlem af Shincheonji i Daegu.

Kvinden blev først feberramt den 10. februar. Men hun nåede at deltage i mindst fire gudstjenester i kirken, før hun blev diagnosticeret med virusset.

Bliver Daegu den næste Wuhan?

Borgmester i Daegu - Sydkoreas fjerdestørste by med over 2,5 millioner indbyggere - har opfordret indbyggerne til at blive inden døre i så vidt muligt omfang.

Trods opfordringen er der dog mange mennesker i byens gader fredag.

»Med så mange bekræftede tilfælde her er jeg bange for, at Daegu bliver den næste Wuhan«, siger den 24-årige indbygger Seo Dong-min.

Det sker med henvisning til den kinesiske millionby Wuhan, hvor udbruddet af coronavirusset har sit epicenter.

Menigheden Shincheonji bliver ofte beskyldt for i virkeligheden at være en kult.

Shincheonji hævder, at dens grundlægger, Lee Man-hee, har båret Jesus' kappe, og at han vil tage 144.000 personer med sig til himlen på dommedag.

Myndighederne i Daegu oplyser, at de 1.001 medlemmer af kirken, som menes at have været til de samme gudstjenester som den 61-årige kvinde, er blevet bedt om at holde sig i hjemmekarantæne.

Centralregeringen i Sydkorea har fredag erklæret byen Daegu og amtet Cheongdo for 'særlige risikozoner'.

Samtidig oplyser regeringen i hovedstaden Seoul, at den vil støtte regionen med medicinsk personale, hospitalssenge og udstyr.

Ifølge premierminister Chung Sye-kyun vil regeringen mødes tre gange om ugen for at drøfte virusudbruddet.

Torsdag kostede coronavirusset for første gang en person livet i Sydkorea.

I fastlands-Kina har virusset siden midten af december kostet 2.233 mennesker livet.

ritzau

Annonce

Læs mere

Læs mere