0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

22 svenske forskere slår alarm: Regering må gribe ind efter mislykket strategi

Ifølge 22 forskere er svensk coronastrategi mislykkedes. De kræver hurtige og radikale tiltag fra regeringen.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Tt News Agency/Ritzau Scanpix
Foto: Tt News Agency/Ritzau Scanpix

Folk nyder det gode påskevejr i Stockholm. Sverige har valgt en noget anden model for at bekæmpe coronavirus end fx den danske eller finske. Nu advarer forskere svenske myndigheder.

Internationalt

Den svenske strategi mod udbruddet af coronavirus er mislykkedes, og derfor må regeringen gribe ind med gennemgribende tiltag.

Sådan lyder vurderingen fra 22 forskere, der i et debatindlæg i tirsdagens udgave af Dagens Nyheter lufter en markant kritik af de svenske sundhedsmyndigheder.

Forskerne betoner blandt andet, at der i Sverige dør ti gange så mennesker med coronavirus som i nabolandet Finland.

I Finland har man i modsætning til Sverige indført stramme restriktioner for at bremse smittespredningen. Her har man blandt andet lukket caféer, barer, restauranter. Også skolerne er lukket, og forsamlinger på over ti personer er blevet forbudt.

Ifølge forskerne har de svenske sundhedsmyndigheder ved mindst fire lejligheder hævdet, at kurven for smittespredning er fladet ud i Sverige.

Og det er ifølge forskerne ikke tilfældet.

»Man er ikke tilbøjelig til at ændre sine anbefalinger, selv om ens kurve adskiller sig radikalt fra sine nabolandes«, lyder det i debatindlægget.

Kursen skal ændres hurtigt

Jan Lötvall er professor i klinisk allergologi ved universitetet i Gøteborg og er en af underskriverne på debatindlægget.

Han mener ikke, at den svenske befolkning forstår alvoren af situationen i Sverige.

»Det er fordi, de har fået tvivlsomme oplysninger fra Folkhälsomyndigheten (den svenske sundhedsstyrelse, red.) og vores folkevalgte politikere«, siger han til Aftonbladet.

Ifølge de 22 forskere skal der ske noget for at ændre kursen i Sverige. Og det skal ske hurtigt.

»Lande i Asien har formået at bremse spredningen meget effektivt. Hvis vi ikke gør noget nu, må vi gøre det senere«, siger Jan Lötvall.

Forskerne anbefaler, at den svenske regering sætter ind med »hurtige og radikale tiltag«.

Blandt andet bør Sverige lukke skoler og restauranter, som man gør i andre lande, heriblandt Danmark.

Statsepidemiolog afviser kritik

Derudover skal der ifølge forskerne indføres omfattende virustest - ikke mindst af sundhedspersonale.

»De folkevalgte, der har det overordnede ansvar, skal gribe ind. Der er ingen anden udvej«, lyder det i debatindlægget.

I modsætning til blandt andet Danmark er det i Sverige sundhedsstyrelsen, der udstikker strategien under coronaepidemien.

Sveriges statsepidemiolog, Anders Tegnell, afviser kritikken.

»Vores sygehuse har hele tiden kunnet følge med. Problemerne i ældreplejen er langvarige, og årsagerne hertil ligger langt tilbage i tiden«, lyder det.

Ritzau