0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

    Alt om Præsident­valg i USA

»Vi er en vennekreds på otte. De fem er blevet arbejdsløse her under krisen«

Spaniens unge og yngre står igen midt i en alvorlig økonomisk krise. Arbejdsløshed og usikkerhed har ændret deres liv. Som Daniel siger: Vores voksenliv er udskudt med 10 år.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Gabriel Bouys/Ritzau Scanpix
Foto: Gabriel Bouys/Ritzau Scanpix

En butiksfacade i Madrid er overmalet af grafitti. Når eller hvis den åbner, kan den give jobs til nogle af landets unge.

Internationalt

Vi skruer lige tiden 12 år tilbage.

Til 2008, da finanskrisen ramte Spanien og resten af verden. Da var Mireia Cordon stadig lærervikar, 8 år efter at hun var færdiguddannet. Julia Sarda Magem gik stadig i skole og oplevede, at familiefirmaet gik fra at være et firma med over 20 ansatte til bare at være hendes far og mor. Daniel Cruz var netop startet på universitetet, ung og selvsikker og tvivlede ikke et sekund på, at krisen var forbi, når han var færdig.

I dag, hvor Spanien så småt er på vej ud af coronakrisen, og hvor en ny økonomisk krise banker på, arbejder Daniel Cruz i en butik. Hans akademiske grad resulterede aldrig i et job. Mireia Cordon fik et fast job som lærer i et af Barcelonas mest belastede områder, mens hendes bror, der er forsker, måtte flytte væk for at arbejde.

Elisabet Svane
Foto: Elisabet Svane

Mange af mine venner tog helt til Ibiza hele sommeren for at arbejde. Nu er der ikke noget arbejde. Så nogle af dem, der ikke kan få arbejde, vil læse videre. Det kan de jo lige så godt, siger Julia Sarda Magem fra Sant Vicenc de Castellet.

Julia Sarda Magems forældre har stadig ikke fået nogen ansatte. Selv har hun en praktikplads i Bruxelles, men nåede kun at være der i et par uger, så kom coronaen.

Mireia er 41 år. Daniel er 29. Julia er 25.

De er de absolutte yderpunkter i den generation af spaniere, som to gange i det tidlige voksenliv, for Julias vedkommende på vejen derind, er blevet mødt af en økonomisk krise. Den klemte generation, hvis voksenliv blev sat på standby, og hvis tro på fremtiden hælder til den mørke side. En generation, der blev mødt med arbejdsløshed dengang og nu møder den igen.

En generation, der følte sig glemt og som mest af alt følte sig »talt om« efter finanskrisen som den unge generation af spaniere, der blev arbejdsløse. Og en generation, som nu igen håber på hjælp fra EU, når stats- og regeringscheferne mødes her sidst på ugen i Bruxelles for at nå til enighed om langtids-budgettet for 2021-27 og den store genopretningspakke, der skal hjælpe de lande og sektorer, der har været hårdest ramt af corona-krisen.

Her er Spanien helt i front. Økonomien og arbejdsløsheden har fået det bedre siden 2017, men efter coronakrisens start har over 630.000 mistet jobbet og lige under fire millioner spaniere står i dag i arbejdsløshedskøen. Her stod i forvejen mange af dem under 40 år; nu står der endnu flere. I april kom halvdelen af de nye arbejdsløse fra den klemte generation.

Job hos Apple

De er kommet ind på arbejdsmarkedet på et sårbart tidspunkt, og det har og har haft indflydelse på deres løn og deres muligheder i det hele taget. Som professor Nuria Rodriguez-Planas fra City University of New York siger til den spanske avis El País:

»Det har haft dybe og vedvarende konsekvenser for lønudviklingen hos unge spaniere, at de er kommet ind på arbejdsmarkedet i en tid med recession. Og efterdønningerne kan meget vel vare op til ti år«.

Elisabet Svane
Foto: Elisabet Svane

Jeg kunne godt tænke mig at flytte i min egen lejlighed, men det har jeg ikke råd til. Selvom jeg er 29. Sådan er det for mange unge, kriserne har skubbet vores voksenliv ti år frem, siger Daniel Cruz fra Barcelona.

Dét ved Daniel Cruz alt om.

Han skal have en cafe con leche, jeg bare en sort kaffe, da vi mødes på Café Lisboa i det centrale Barcelona. 28 timer om uger arbejder han hos Apple, hvor han, der er kommunikationsuddannet, reparerer mobiltelefoner. Det har han lært sig gennem årene.

»Det var ikke det, jeg forventede. Men det er det mest stabile. Og jeg får en løn. Det er ikke, fordi det er svært at få arbejde i Spanien, men det er svært at få penge for sit arbejde. Vi er ved at blive vant til ikke at blive betalt«, siger Daniel Cruz.

Han tjener 1.300 euro, godt 9.700 kroner, om måneden hos Apple, og det er en god spansk løn for 28 timer. Han bor stadig hjemme hos sine forældre, de bor uden for Barcelona, men han kunne godt tænke sig at flytte hjemmefra.

Men han gør det ikke foreløbig. Tanken om familie er også sat på standby.

»Jeg kan da godt mærke mit genetiske ur, men det, man normalt ville gøre som 29-årig, kommer jeg måske først til, når jeg er 39. Du kan sige, at kriserne har forsinket vores voksenliv«, siger Daniel Cruz og fortsætter:

»Jeg siger ikke, at det er godt. Men det er sådan, det er«.

Ikke noget liv

’Sådan, det er’ er også det, der har præget Mireia Cordons liv de seneste mange måneder.

Elisabet Svane
Foto: Elisabet Svane

Jeg var virkelig bekymret, da finanskrisen ramte os. Jeg vidste jo ikke, om jeg nogensinde ville få et job. Derfor turde jeg heller ikke købe lejlighed, selvom mine venner grinede af mig. Det var jo så let at låne dengang, siger 41-årige Mireia Cordon fra Barcelona.

Hende mødte jeg, dagen før jeg mødte Daniel Cruz. Vi mødtes i hendes lejlighed i udkanten et af Barcelonas nyhippe kvarterer, Sant Antoni. Da vi havde set lejligheden, gik vi på café.

Mireia Cordon trængte i den grad til at komme ud efter endnu 12 timer foran sin pc uden udsigt til andet end nabohusets mur. Her når solen aldrig ned, så for overhovedet at have noget, der kunne minde om det forår, der har udspillet sig, mens coronakrisen lukkede Spanien ned, fik Mireia lavet papirbilleder af blomsterne i sine forældres have. Dem hængte hun op på væggen.

Hun fik, trods nervøsiteten dengang, sit faste job efter finanskrisen, og i dag underviser hun voksne i engelsk. Hun er en slags tjenestemand. Der er sikkerhed i ansættelsen, prisen betales af lønnen: 1.200 euro om måneden for et fuldtidsjob. Lidt mindre end Daniels deltidsjob i Apple-butikken. Men så meget, at hun kan betale lejligheden, som hun deler med sin kæreste.

Det var her, hun opholdt sig i de tre måneder. Her, hun arbejdede. Fra klokken 6 om morgenen til langt ud på aftenen for at sikre, at de omkring 100 voksne studerende, hun underviser i engelsk, holdt fast i deres undervisning.

»Det var nonstop. Jeg havde ikke noget liv«, siger Mireia Cordon.

Hun er intens, hun er fornuftig, og hun er i den grad pligtopfyldende. Hun holder fast i de værdier, hun er vokset op med om at gøre sin pligt og først købe noget, når man har sparet sammen. Derfor hoppede hun ikke på de hurtige lån i tiden før finanskrisen, selv om vennerne lokkede. Derfor bor hun til leje, er tjenestemand og har udskudt familielivet på ubestemt tid. Hun sidder egentlig ret sikkert i det.

Alligevel bryder hun op. Coronakrisen kommer til at ændre hendes hidtidige liv.

»Jeg flytter tilbage til Girona, hvor jeg kommer fra, så snart jeg kan. Jeg vil og ikke gå igennem endnu en krise som denne. Jeg vil ikke igen tilbringe måneder i mørke«, siger hun.

Vi bliver afbrudt, da en yngre fyr gående. Han slår sig ned. Det er Mireia Cordons ni år yngre bror, Lluis Cordon.

Dobbelt-l, fordi han er catalaner.

De to søskende giver hinanden et klem, han bor hos hende for tiden, og under coronakrisen sendte han hende øvelser, hun skulle gøre hver dag. Hendes krop var ved at bryde sammen af de mange timer i den lille lejlighed uden lys.

Pessimistiske unge

Lluis Cordon er forsker, han forsker i stamceller og vendte hjem til Spanien, næsten samtidig med at coronavirussen lukkede landet ned.

»Jeg kan ikke få noget arbejde her. Eller jo, det kan jeg godt, men jeg kan ikke få penge for det, så derfor har jeg arbejdet i Belgien i en årrække, og senest i USA«, siger han.

Han har en drøm om at flytte hjem til Spanien, slå sig ned og få børn og familie. Men han tror ikke rigtig på det, »vi bruger ikke penge på forskning i Spanien«, som han siger. Derfor satser han på at flytte ud. Igen.

Det dilemma kender Julia Sarda Magem godt. Hende møder jeg oppe i Montserrat-bjergene i den lille idylliske by Sant Vicenc de Castellet. Julia Sarda Magem er født og opvokset i byen. Hendes forældre er født og opvokset i byen. Hendes bedste veninde er pigen fra nabohuset, de fleste venner bor stadig i byen, og alle kender hende.

Coronaen tvang hende hjem til landsbyen, væk fra Bruxelles, og nu bor hun hjemme hos sine forældre, der sælger marmor og granit. Hun er byens heldige pige. Hun har jo sin praktikplads, selv om den er med udløbsdato.

»De fleste af mine venner er ret pessimistiske, når vi taler om fremtiden. Og jeg kan mærke, at det ikke er mig, der skal starte den samtale«.

»Vi er en vennekreds på otte. De fem er blevet arbejdsløse her under krisen, jeg er jo i praktik i Bruxelles, og så er der to sygeplejersker. De har arbejde«, siger hun, da vi har sat os på den lille café på byens lille torv. Kaffen ledsages af et glas med en stor isterning. Så kan man selv lave iskaffe. Det gør vi.

Hun er vokset op i krisens skygge, familien holdt op med at tage på ferie, men der blev stadig brugt penge på at sende Julie og hendes søskende på high school i USA. Hun blev international, men er nu i et vaskeægte dilemma. For bare et halvt år siden var hun sikker på, at fremtiden lå i Bruxelles.

»Men en del af mig vil også gerne flytte hjem. Jeg vil gerne have, at mine børn kommer til at gå i den skole, jeg går i. Og min mor gik i«, siger Julia Sarda Magem og tilføjer et men:

»Her er bare ikke noget at lave«.

Sådan var det for Spaniens klemte generation i 2008. Sådan er det også i 2020.



Læs mere:

Annonce

Læs mere