I den kommende uge runder verden en milepæl af den dystre slags: Over en million døde med corona-virus i kroppen.
En virus, man antager stammer fra et eller flere dyr på et madmarked i byen Wuhan i Kina, og siden er blevet spredt til selv de fjerneste egne på jorden. Blandt andet mistede en 15-årig dreng i Yanomami-stammen i den brasilianske del af Amazonas livet til virusset i april.
Billeder fra Italien af overbelagte sygehuse og overanstrengte læger har ageret skræmmebillede for resten af Europa, mens videoer af kinesiske offentlige ansatte, der – ifølge beboere i området – svejser opgangsdøre fast i Hubei-provinsen, har vist de mest desperate forsøg på at inddæmme smitten.
I over et halvt år har verden været inddelt i gule, røde og orange farver, zoom-møder er blevet den nye normal og mundbindet er rykket ind i danske busser og barer.
Men selv om pandemien har rystet verden, sendt flere lande ud i økonomisk krise og nu snart kostet en million mennesker livet, så mener forskeren Poul Duedahl, der er medforfatter til bogen ’Den Fjerde Rytter’ om 10.000 års epidemihistorie, ikke at der i historisk sammenhæng er tale om et højt tal. »Et historisk lavt tal«, kalder han det endda.
Han peger på, at den spanske syge i årene omkring Første Verdenskrig kostede 30-50 millioner livet, mens den sorte død i 1300-tallet slog op mod 40 procent af de europæiske landes befolkninger ihjel.
Der er stadig et kæmpe smitte- og dødelighedspotentiale
Lone Simonsen, professor ved Roskilde Universitet
»I de perioder har der også været langt færre mennesker på jorden, og sygdommen var begrænset til færre kontinenter«, siger Poul Duedahl, der er professor i historie ved Institut for Politik og Samfund ved Aalborg Universitet.
»Corona er i sandhed en global pandemi, så det er et uhyre lavt tal«.
Niels Brimnes, der er lektor i historie ved Institut for Kultur og Samfund ved Aarhus Universitet, har dog en lidt anden vinkel på det: »Set i lyset af, hvor meget vi har gjort for at mindske smitten, er det et højt tal. Og vi er med al sandsynlighed på vej mod et endnu højere tal,« siger han, der blandt andet har forsket i sygdomsbekæmpelse, WHO og tuberkulose.
»Vi lever i en verden, hvor store sygdomme som malaria, tuberkulose og almindelig influenza til sammen slår over en million mennesker ihjel hvert år, uden at vi lukker samfund og økonomier ned, ligesom vi har gjort under coronaen«, siger Niels Brimnes: »Det er da en markering af, at vi trods de enorme foranstaltninger og den relativt lave dødelighed ikke har kunne lukke smitten ned«.
Globalt set slog Hong Kong influenzapandemien i 1968 og den asiatiske influenzapandemi i 1957 henholdsvis en og to millioner mennesker ihjel. Men hvor de to pandemier spredte sig ukontrolleret og resulterede i flokimmunitet, så raser coronaen stadig verden over og er slet ikke færdig. For eksempel er det kun en lille andel af befolkningen, der har været smittet indtil videre, påpeger Lone Simonsen, professor ved Institut for Naturvidenskab og Miljø på Roskilde Universitet.Hun er derfor mere tilbageholdende med at sammenligne millionen med færdige tal fra to historiske pandemier: »Coronapandemien er jo slet ikke kørt til ende endnu. Der er stadig et kæmpe smitte- og dødeligheds-potentiale«, siger hun.
Folk levede under nogle helt andre vilkår dengang. Man skal være klar over, at den dukker op under Første Verdenskrig, og især i starten spreder den sig blandt soldater, som bor mange og tæt sammen
Niels Brimnes, lektor i historie ved Institut for Kultur og Samfund ved Aarhus Universitet
Håndvask, tak
I 1918 ramte den spanske syge USA og skulle ende med at koste 675.000 borgere livet. Tre gange så mange, som indtil videre er døde med corona i kroppen i USA.
»Folk levede under nogle helt andre vilkår dengang. Man skal være klar over, at den dukker op under Første Verdenskrig, og især i starten spreder den sig blandt soldater, som bor mange og tæt sammen«, siger Niels Brimnes.
På trods af at der er over 100 år mellem de to pandemier, kan der godt trækkes paralleller mellem sen spanske syge og coronahåndteringen i dag.
»Under den spanske syge forsøgte man også at lukke samfundet ned. Men da der manglede samme økonomiske sikkerhedsnet, som vi kender i dag, lukkede man hurtigere op. Så fik anden bølge mulighed for at florere og blev langt værre end den første«, siger Poul Duedahl.
Det var i slutningen af 2019, at kinesiske læger for første gang blev opmærksomme på covid-19. Danskerne kunne på afstand betragte smittens udvikling fra tv-skærmen hen over nytår og i januar. Men med vinterferie i uge syv og skiture til Italien kom smitten til Danmark, og i marts lukkede regeringen samfundet ned.
Mens nogle hamstrede toiletpapir, gær og mel, fik andre besked på, at de ikke kunne komme tilbage på deres arbejde – og at de ikke længere ville få løn fra deres arbejdsplads. I maj understøttede staten 170.000 danskere, der blev sendt hjem på lønkompensation. Hvor myndighederne herhjemme har haft mulighed for at holde hånden under danskerne, har lande med svagere økonomier og dårligere socialt sikkerhedsnet som USA, Storbritannien og Brasilien haft sværere ved at inddæmme smitten.
Pandemier og sygdomme ændrer undertiden vores adfærd. I 1980’erne var det frygten for hiv/aids, der fik mange til at bruge kondom. Ligeledes var det en syfilisepidemi i begyndelsen af 1800-tallet, der førte til oprettelsen af de første amtssygehuse, mens koleraen i midten af 1800-tallet førte til kloakering i byerne. Og måske rykker også coronaen og mantraet om håndvask ved vores hverdag. Det er set før.
Faktisk var manglende håndvask en hovedårsag til, at næsten hver fjerde kvinde døde i barselssengen, før man i 1847 for første gang på en fødeafdeling i Wien indførte obligatorisk håndvask for læger, der kom direkte fra lighuset. Dødeligheden for fødende kvinder faldt fra 25 til 1 procent. Det var her, håndvask blev til en videnskab.
»Corona har lært os at vaske hænder og bruge mundbind. Til gengæld er pandemien slet ikke stor nok til at skabe egentlige samfundsomvæltninger, sådan som man har set det flere gange i kølvandet på tidligere pandemier«, siger Poul Duedahl.
Pesten udløste eksempelvis store sociale forandringer i den sene ende af middelalderen: Arbejdskraft blev en mangelvare, lønningerne steg, og livsvilkårene blev forbedret. Til gengæld kan coronaen blive skelsættende på en anden måde, siger Lone Simonsen: »Covid-19 kan blive den første pandemi, hvor den store potentielle dødelighed forhindres med en vaccine«.
Det kapløb med tiden er i gang. Med truslen om en pandemi, der ellers kan ende med at tælle sine døde i ikke bare én, men flere millioner. Måske to-fem millioner globalt set, lyder et meget forsigtigt slag på tasken fra Lone Simonsen.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter