Rusland vil udnævne en honorærkonsul i Nuuk. Det meddelte Ruslands udenrigsminister, Sergei Lavrov, i dag på et pressemøde i Moskva, efter at have mødtes med den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S).
Udmeldingen kommer godt tre måneder efter, at USA åbnede sit konsulat i byen. Konsulatet, der får knap ti ansatte, bor til leje hos Arktisk Kommando i byen. Det amerikanske konsulat blev annonceret af udenrigsminister Mike Pompeo i maj sidste år. Og nu vil Rusland øjensynligt også have en mere formel tilstedeværelse i Grønland.
En honorærkonsul har dog ikke egentlig diplomatstatus, sådan som den amerikanske konsul i Nuuk har. Men når Ruslands udenrigsminister beskæftiger sig med den beslutning i forbindelse med et besøg af sin danske kollega, så er det et signal om, at russerne - midt i den tiltagende krise mellem Rusland og Vesten - ønsker at pleje et godt forhold til hele rigsfællesskabet.
Men det russiske træk understreger også endnu en gang Grønlands og Arktis’s øgede betydning i sikkerheds- og udenrigspolitikken.
Grønland er i disse år genstand for stor interesse fra verdens stormagter, hvor både Kina, Rusland og USA forsøger at opnå større indflydelse i landet, der rummer både ressource- og handelsmæssige samt militærstrategiske potentialer.
Sidste år vakte det opsigt, da det kom frem, at Trump-regeringen i USA skulle være interesseret i at købe Grønland af den danske stat. En idé den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), afviste og kaldte absurd.
Ifølge Sergei Lavrov skulle den danske udenrigsminister have været positivt stemt over for idéen om et russisk konsulat i Nuuk. Udenrigsministeriet bekræfter det og peger på, at en lang række andre lande har udpeget honorære konsuler i Grønland, og at Rusland allerede har en tilsvarende repræsentation på Færøerne.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter