I den fjerntliggende chilenske region Magallanes er antallet af coronasmittede de seneste uger steget voldsomt. Selvom Magallanes har den laveste befolkningstæthed i landet og kun står for én procent af Chiles befolkning, står regionen for hele 20 procent af det samlede antal smittede i Chile.
Det skriver Al Jazeera.
Det skaber undren blandt forskere, der nu undersøger, om den usædvanlige smitte kan skyldes en ny og mere smitsom form for covid-19.
»Tidligere på ugen var antallet af mennesker, der testede positive i Magallanes det samme som her i hovedstaden, bortset fra at Magallanes har den laveste befolkningstæthed i landet - 170.000 versus otte millioner i Santiago«, siger journalist Lucia Newmann, der rapporterer fra hovedstaden i Chile, Santiago, for Al Jazeera.
Dr. Marcelo Navarrete, professor ved det chilenske universitet University of Magallanes, fortæller til Reuters, at forskningen indtil nu har konstateret ’strukturelle ændringer’ i piggene på den kroneformede virus. Hvorvidt det er udtryk for mutation, og hvorvidt en eventuelt mutation er skyld i den intense smitte i den chilenske region, kan han hverken be- eller afkræfte.
»Det eneste vi ved til dato er, at dette falder sammen med en anden bølge, som er ret intens i regionen« siger Dr. Marcelo Navarette til Reuters.
Udenfor Chile har studier allerede vist, at lignende mutationer kan finde sted. Et stort studie foretaget af en række forskere i den amerikanske delstat Houston har med udgangspunkt i en undersøgelse af i to infektionsbølger kunne konkludere, at en mere smitsom stamme af virus dominerede de nyeste prøver.
Det pågældende studie kunne ikke konkludere, at den mere smitsomme stamme af virus også var mere dødelig, ligesom flere forskere påpegede, at virusser ofte vil mutere, og at disse mutationer i de fleste tilfælde kan være ubetydelige. Det skriver The Wastington Post.
Vind og vejr kan være årsag
Regionen Magallanes har et barskt klima, hvor der ofte er koldt og blæsende, og det kan også spille en rolle i den smittestigning, der ses i øjeblikket.
»Nogle af disse variabler, såsom kulde og vind, er forbundet med en højere spredningshastighed i verden«, siger Dr. Marcelo Navarrete til Reuters.
Chilenske forskere assisteres af den panamerikanske sundhedsorganisation, der skal hjælpe med at undersøge, om der er tale om en mere smitsom form for covid-19.
»Hvis den hypotese valideres, ville det åbenlyst være bekymrende, fordi graden af smitte vi ser i Magallanes ville blive spredt landsdækkende, og det ville betyde 25.000 nye tilfælde om dagen, og det er bestemt et farligt scenario,« siger vicesundhedsminister Arturo Zuniga til Al Jazeera.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter