Artiklen er opdateret kl. 17.20.
En bil er kørt ind i en menneskemængde i byen by Trier i det vestlige Tyskland, og de lokale myndigheder oplyser ifølge den lokale avis Trierischer Volksfreund, at mindst fire personer er dræbt - deriblandt et barn.
Omkring 30 personer blev kvæstet - flere af dem alvorligt.
Bilen ramte folk i et område for fodgængere.
»Bilen er blevet stoppet, og føreren er anholdt«, siger en talsmand for politiet til avisen Bild.
Politiet skriver, at den anholdte er en 51-årig tysker.
»For øjeblikket kan vi ikke sige noget om et motiv. Vi ved ikke, hvorfor han har gjort det«, siger politiets talsmand Karl-Peter Jochem.
Ifølge politiet var chaufføren beruset og mentalt forstyrret. »Der er ingen tegn på et politisk motiv«, hedder det ifølge AFP.
Politiet opfordrede tirsdag eftermiddag byens borgere til at holde sig væk fra området. Samtidig opfordrede myndighederne befolkningen til at undlade at sprede spekulationer og rygter om baggrunden for forløbet.
Vidner fortæller ifølge det lokale medie Trierischer Volksfreund, at en mørkegrå Range Rover kørte ind i folkemængden i høj fart.
Triers borgmester, Wolfram Leibe, siger, at der var tale om ’amok-kørsel’, men han siger intet om motiv eller baggrund.
Ifølge avisen skal bilen være kommet fra Porta Nigra, som er byens vartegn, og være kørt mod den store markedsplads via Fleischstrasse.
Dele af bykernen i Trier er afspærret, og der er et stort antal udrykningskøretøjer på stedet.
Trier, som er Tysklands ældste by, har omkring 110.000 indbyggere og ligger omkring 150 kilometer vest for Frankfurt.
Artiklen fortsætter under kortet
Delstatsminister Malu Dreyer siger, at hun er rystet over det, der er sket. Delstatens indenrigsminister, Roger Lewentz, tog til Trier umiddelbart efter, at meddelelsen om hændelsen var ude i medierne.
I Berlin siger en talsmand for forbundsregeringen:
»Vore tanker går til de dræbtes pårørende, og til alle dem, som arbejder med at tage sig af de berørte«, siger Steffen Seibert, som er talsmand for forbundskansler Angela Merkels regering.
-----------
Rettelse: I en tidligere version stod der, at Trier ligger 30 km fra Frankfurt.
Ritzau/Politiken
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter