Den omstridte naturgasledning Nord Stream 2, som blandt andet kommer til at løbe i dansk havområde, bliver til noget. Det vil ske, selv om USA har truet Rusland med sanktioner.
Det understreger Ruslands vicepremierminister og tidligere energiminister, Alexander Novak, ifølge nyhedsbureauet dpa.
Ledningen skal transportere gas fra Rusland til Tyskland. Novak siger, at 95 procent af projektet er udført.
»Vi er overbevist om, at det vil blive fuldført uagtet de destruktive handlinger, som vi ser fra USA, som selvfølgelig hæmmer realiseringen af dette projekt«, siger Alexander Novak på russisk stats-tv.
Det er cirka en uge siden, at Rusland begyndte at lægge rør i dansk farvand. Arbejdet gik i stå i december 2019, da USA truede med sanktioner.
Arbejdet i dansk farvand syd for Bornholm blev igangsat i februar efter en ’vellykket afslutning på havundersøgelser’. Det oplyste det russisk-tyske konsortium bag projektet.
Det russiske energiselskab Gazprom er den dominerende aktør i Nord Stream 2.
Rusland mener, at projektet er i de bedste interesser for Europa og europæiske virksomheder. USA argumenterer for, at projektet vil gøre Europa for afhængig af russiske energikilder.
Kritikere kalder i øjeblikket på at få projektet stoppet, efter at Rusland har fængslet den russiske oppositionsleder, Aleksej Navalnyj.
ritzau
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter