Mandag begynder retssagen mod den betjent, der er anklaget for at have dræbt den sorte amerikaner George Floyd ved at knæle på hans hals under en anholdelse i Minneapolis sidste år.
Og selv om Floyds familie håber på retfærdighed, så er blandt andet hans onkel Selwyn Jones bekymret for at blive svigtet af et amerikansk retssystem, der historisk set har været venligt stemt over for politiet.
Det fortæller han til AFP.
»Jeg ønsker, at retfærdigheden skal ske fyldest. Jeg vil selvfølgelig have en dom, siger Jones, der dog tilføjer, at ’systemet’ gør, at han ikke er optimistisk omkring udfaldet«.
»Du har set ting som det her ske igen og igen, og de ender aldrig på den måde, som de skulle«, siger han.
Floyds onkel sammenligner den kommende retssag, der mandag begynder med udpegelsen af et nævningeting, med en berygtet sag fra 90’erne, hvor fire betjente var på anklagebænken i Californien for at have tæsket den sorte mand Rodney King.
Dengang blev tre ud af de fire betjente frikendt, mens nævningene ikke kunne nå til enighed om en dom til den fjerde.
Det på trods af, at en videooptagelse tydeligt viste, hvordan betjentene gentagne gange slog løs på en tydeligt medtaget Rodney King.
Dommen dengang førte til seks dages voldelige optøjer i Los Angeles, hvor i alt 63 personer døde.
Selwyn Jones frygter, at noget lignende kan udspille sig, hvis betjenten Derek Chauvin, der er anklaget for at have dræbt George Floyd, bliver frikendt.
»Hvis vi får en frikendelse, kommer hele verden til at eksplodere«, siger han.
George Floyd døde 25. maj sidste år, og videoer viser, hvordan den hvide betjent Derek Chauvin presser sit knæ mod George Floyds hals i mere end otte minutter, mens Floyd kan høres sige I Can’t Breathe (jeg kan ikke trække vejret, red.)
Floyds død udløste demonstrationer i mange byer i USA under navnet Black Lives Matter. Ud over Derek Chauvin er tre andre betjente sigtet i sagen. Deres retssag kører samlet til august.
ritzau
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter